Fritænkeren Søren Lolks kampestenshus

Bilen sagtner næsten farten af sig selv, når man kører på Søren Lolks Vej på det yderste Tåsinge i Det Sydfynske Øhav. 

Her er grønt, skønt og roligt til alle sider, men særligt ét hus giver anledning til at stoppe op. Det særprægede hus med navnet Lille Vejlegård har en mur af rå kampesten ud mod vejen, men er ellers opført i gule mursten og med stråtag. Midt på kampestensmuren fører en lav dør ind til en lille gårdsplads, der giver associationer til eventyr som ”Hans og Grete”.

Søren Lolks bolig på Tåsinge

Over indgangspartiet står der med lidt skæve bogstaver: ”Vor ø skal blive den fremmeste. Vor by den driftigste. Og vort land det lykkeligste.” Sætningen er udtænkt og siden indskrevet i træet af husets bygherre, Søren Lolk, i begyndelsen af forrige århundrede. En ikke helt almindelig mand, der var kendt som idealist og kulturpersonlighed viden om. En slags hippie, før det begreb overhovedet blev kendt. 

– Ja, han var ikke helt almindelig. Jeg er lidt fascineret af, at han rendte rundt i det bare ingenting og hakkede roer. Det kan kun være en stor personlighed, der gør sådan noget, siger Torben Pouplier.

Han har siden 2011 været ejer af Lille Vejlegård sammen med sine tre søskende. Som børn i Svendborg kendte de godt til det særprægede hus, for der boede familiens tandlæge, Boris Valentin, i mange år sammen med sin kone. Men søskendeflokken kendte ikke husets fortid og Søren Lolk, før de i 2010 besluttede at købe en fælles sommerbolig i det sydfynske. 

Moderniseret, men med fortiden i fokus

– Det er noget særligt at bo i et hus med en historie. Vi kiggede på andre sommerhuse, men vi blev meget hurtigt enige om, at det skulle være det her hus. Det ramte en fælles åre hos alle på grund af sin stemning og med nærheden til skov, vand og fugleliv, fortæller Torbens to år yngre bror, Peter Pouplier. 

Når man træder ind på Lille Vejlegård, bliver man straks slået af en varm stemning, som ikke kun skyldes brændeovnens lune midt i dagligstuen. Huset var på Søren Lolks tid mere primitivt med åbent ildsted og fadebur, men er løbende blevet moderniseret. Dog er der ikke blevet taget så hårdt fat, at fortiden er udvisket. Træbjælkerne, de lave døre med farvede glasruder og inskriptionerne over dørene er bevaret.

– Glasruderne er simpelthen så flotte og giver et vildt lysspil, når solen skinner.  Vi er meget påpasselige med ikke at skabe gennemtræk, så de ikke går i stykker, siger Peter Pouplier, der formoder, at glasset engang har været brugt som vinduer på skibsdøre.

Søren Lolks ånd

Da de fire søskende overtog huset, lagde de gulvvarme ind i alle rum og udskiftede den gamle gulvbelægning med rå træplanker. De har også givet alle rum en gang maling, men ellers har de ikke fundet anledning til yderligere modernisering. 

Brødrene føler, at de kan fornemme Søren Lolks ånd i huset. 

– Det er sjovt at tænke på, at nogen for 100 år siden har været lidt vild og har villet bryde normer. Det kan man kun have stor respekt for, siger Torben Pouplier, der som sine søskende nyder at samle børn og børnebørn til en årlig sommerweekend på Lille Vejlegård.

– Vi er alle vilde med huset og naturen omkring. Når jeg ankommer hertil fra København, kommer jeg i en helt særlig meditativ sydfynsk stemning, siger Peter Pouplier.