Fakta om sommerhuset på Langeland
Størrelse: 200 m2 fordelt på 2 plan.
Udenfor: Stor terrasse og garage
Førstesalen består af:
- Køkkenalrum med 4,3 meter til loftet
- Gang
- Badeværelse
- 2 soveværelser
- Arbejdsværelse
Underetagen rummer:
- 2 badeværelser
- Stort forrum
- Direkte adgang til garage og strande
Langeland rummer mange perler, og en af de nyeste er Vagn Jensens fantastiske sommerhus i Spodsbjerg.
Huset er baseret på en kombination af en betonkonstruktion, beklædt med tætningsmateriale, der gør det 100 procent tæt, og Douglas gran. Membranen er anvendt i huset de steder, hvor der kan trænge luft ind gennem konstruktionsmaterialerne. Kun 2 huse i Danmark er bygget på denne måde.
Der er ikke mange sommerhuse, der har et lavt energiforbrug, men det har det nye sommerhus. Sommerhuset har fået et energimærke B.
Der er også tænkt på miljøet. Træet skal ikke imprægneres, så derfor vil det kunne afbrændes igen, uden at det forurener.
Gammelt sommerhus blev revet ned
Sådan var det ikke, da Vagn Hansen arvede grund og et gammelt sommerhus ved Spodsbjerg. Sommerhuset var i så dårlig forfatning, at Vagn og hans kone, Inge-Mari, blev enige om at rive det ned.
Parret ønskede sig et sommerhus, der både kunne bruges sommer og vinter, og som kunne rumme en stor familie med børn og børnebørn. Hele familien begyndte derfor at søge inspiration i både ind- og udland, på nettet og på rejser.
- Vi havde en masse diskussioner og overvejelser om, hvad huset skulle kunne rumme. Det var vigtigt for os, at husets funktioner løbende blev gentænkt for at få det mest optimale resultat, og så ønskede vi at bruge bæredygtige materialer, fortæller Vagn Hansen.
Klik for større billeder og swipe for flere billeder
Sommerhus skulle ikke genere naboer
Valget faldt på firmaet Arkitema.
- Vi brugte en hel del tid sammen med arkitekt Niels Christoffersen til at diskutere husets størrelse, indretning, terrasser og placering på grunden. Desuden var det vigtigt for os, at det ikke kom til at fylde for meget i højden i forhold til det gamle hus - både for at genere naboerne mindst muligt og for at huset kunne passe ind i omgivelserne. Derfor er der gravet ud i højen, så huset kun er 1 meter højere end det forrige.
Det var vigtigt for familien, at huset ikke kom til at 'larme' for meget, og derfor er det integreret i naturen ved bl.a. ikke at have en decideret have, men i stedet for lade strandens kampesten og marehalm dominere.
Gulv kan klare sand fra stranden
Gulvet i underetagen er lavet af granitstykker blandet med beton, som derefter er slebet. Det er udført af Tofting Floor A/S, hvor betonoverfladen mekanisk forædles. En teknik, der minder om den, man bruger til terrazzo-gulve, og som giver et utroligt slidstærkt gulv.
- Vi valgte gulvet, fordi det skal være nemt at bruge huset. Når man kommer ind fra stranden og har lommerne fulde af sand, er det rart, at man ikke skal tage hensyn til gulvet. Det er en af de detaljer, vi brugte tid på, da vi diskuterede husets funktionalitet, siger Vagn Jensen.
Skjult ventilationssystem
En anden detalje er det indbyggede ventilationssystem, der løber i både skabe og gulve, så det ikke ses.
- Det var lidt af en udfordring. Alle rør, installationer m.m. er støbt ind i vægge og gulve, så vi brugte lang tid på indretningen, da det ikke er sådan lige at ændre igen.
Den samme tanke gjorde sig gældende i køkkenet, og her har Bygholm Inventar skabt et integreret udsugningssystem ved at placere rørføringen fra gulvet inde i køkkenelementerne. På den måde holdes støjniveauet på et minimum, og køkkenet er ikke skæmmet af en stor emhætte.
Vinduer ophæver overgange mellem ude og inde
Firmaet Dinesen har udført alt træarbejdet i sommerhuset - både gulve, terrasse, indbyggede skabe, senge og reoler. Hertil passer de rå vægge og parrets enkle stil med få, men gode møbler, smukt ind.
Ved at lade materialerne være gennemgående både ude og inde, har parret skabt en konsekvent og kompromisløs stil, der forener ønsket om at være tæt på naturen i raffinerede omgivelser. De store vinduer er med til at understrege dette valg ved at næsten at ophæve overgangene mellem ude og inde.
Sommerhus med godt indeklima
Byggeriet stod på i 2 år og blev færdigt i september 2009.
- Vi er rigtig glade for resultatet. Det er et meget behageligt hus at opholde sig i, fordi indeklimaet er så godt takket være ventileringssystemet og materialerne.