Fakta om engblomme
- Farve: Gul eller orange
- Højde: 50-60 cm
- Flerårig: Ja
- Blomstring: maj-juni
- Plantetidspunkt: September og oktober
- Kan dyrkes: Friland og krukker
- Placering: Fuld sol eller halvskygge i meget fugtig jord
- Spiselig: Nej
Engblomme – en smuk gammel staude
Engblomme er en gammel, hjemmehørende staude, som blomstrer vildtvoksende i vådområder, pilekrat, lysåbne skove eller ved vandløb. Fra maj til juni folder den sig ud på fugtige enge, hvor den tiltrækker forårets sommerfugle og bier med sine smukke, runde blomster og søde duft.
Særligt i gamle dage var engblomme udbredt herhjemme, men i naturen er den desværre en truet art. Derfor kan det være en god idé at dyrke den i din have.
Finder du planten i naturen, kan blomsterfarven variere fra lys gul til orange mellem de grønne, snitdelte blade.
Den oprette staude, der er en del af ranunkelfamilien, får en højde på 50-60 cm. Efter endt blomstring visner hele planten ned, så du ikke kan se den, før den skyder igen næste år. Derfor er det en god idé at plante urten sammen med stauder, der kan blomstre efterfølgende og skjule den bare jord, engblomme efterlader.
I denne artikel kan du lære mere om engblomme og finde ud af, hvordan du dyrker den i haven.
Kan man forspire frø fra engblomme?
Den letteste måde at få den gamle kulturplante til at brede sig i haven er at købe udplantningsklare stauder på planteskoler eller gartnerier. Det kan nemlig være vanskeligt at få frøene til at spire, da det kræver, at de er bestøvet af en lille snylteflue.
Du kan ikke se, om frøene er bestøvede, men må blot krydse fingre for, at forspiringen lykkes, når du lægger dem i jorden.
Vil du alligevel forsøge, skal du gøre følgende:
- Læg frøene på et fladt underlag og dæk dem med vand.
- Efter et døgn blander du de gennemvædede frø med fint, rent sand.
- Spred blandingen på en åben bakke eller andet, som du sætter i køleskabet. Kuldepåvirkning er nemlig en forudsætning for, at spiringen finder sted.
- Frøene er op til 3 uger om at spire. Du kan også lade dem blive på køl, til der dannes rodspirer.
- Put de spiremodne frø i fryseren og tø dem op til foråret
- Efter nedfrysningen er frøene udplantningsklare og kan sås direkte på voksestedet
- I stedet for at putte frøene i fryseren kan du plante dem i spirebakker, som sættes tildækket udendørs gennem vinteren.
Kan man spise engblomme?
Selvom engblomme i gamle dage blev brugt til medicinske formål, skal du ikke spise den. Hele planten er giftig, men særligt roden er giftig, da den besidder stoffer, som kan virke stærkt afførende.
Får du saften fra planten på huden, bør du straks vaske området og kontakte lægen, hvis du bliver dårlig.
Kilde: medicinurter.dk
Udplantning af engblomme
Vil du have glæde af engblomme i haven, skal du plante den i humusrig og fugtig jord. Ved et vandhul, en havedam eller i et sumpbed vil den trives, men du kan også placere den andre steder, så længe jorden ikke er tør. Lad den vokse i sol eller halvskygge.
Stauden er en nøjsom plante, der ikke stiller store krav til pasning og gødning, hvis den plantes i den rette jord. Under de rette vækstbetingelser skyder den flerårige skønhed fra maj til juni.
I foråret og den tidlige sommer tåler engblomme at vokse på lavt vand, men når det bliver efterår og vinter, er det vigtigt, at vandet ikke overstiger hele planten.
Planter du ikke engblomme tæt ved et vandbassin eller et andet fugtigt område, er det helt afgørende for trivslen, at du vander dagligt. Jorden må ikke blive tør, og særligt i foråret og sommeren skal du sørge for, at sumpplanten ikke tørrer ud.
Udplantning af engblomme kan gøres tidligt i foråret, men det mest optimale plantetidspunkt er september og oktober.
Hvordan planter man engblomme?
- Grav et plantehul, der er dybt nok til, at hele rodnettet kan være der uden at blive beskadiget.
- Løs jorden i bunden af hullet og fjern plastikpotten fra planten.
- Sæt engblomme i hullet, så den flugter med jordoverfladen.
- Dæk med jord, du trykker fast omkring planten, og vand grundigt.
Hvordan passer man engblomme?
For at give engblomme de bedste vækstbetingelser kan du give den kompost i foråret og efteråret, da den trives i næringsholdig jord. Derudover kræver den ikke meget pasning, så længe jorden konstant er fugtig.
Vil du have planten til at blomstre i sensommeren, kan du med fordel klippe stauden ned efter afblomstring. Det vil få den til at skyde igen.
Trods sit sarte ydre er engblomme en hårdfør staude, som ikke behøver vinterdækning. Du kan derfor uden bekymring lade den blive i haven gennem vinteren.