
Når du fletter skovhavens mange forskellige planter sammen, skaber du et godt levested for insekter og dyr i din have. Foto: Jesper Carl Corfitzen.
Selv i en almindelig parcelhushave kan du lave din egen skovhave og få et haveunivers med træer, klatrende planter, blomstrende buske og en bund med et væld af farver og bladstrukturer fra stauder til saftige bladplanter. Ofte er tre træer og nogle buske nok til at udgøre grundstammen i din skovhave.
Tag udgangspunkt i skovens udtryk, stemning og opbygning. Større træer udgør skovens loft, herunder mindre træer, buske og til sidst et bunddække af planter, der tåler skygge. Bind de forskellige lag i top og bund sammen med enkelte klatrende planter. Klematis eller klatrehortensia egner sig godt til formålet.
Læg til slut tilfældige sten eller træstubbe som en del af den naturlige kulisse.
Hvilke fordele er der ved en skovhave?
- Større diversitet i planter
- Flere æstetiske oplevelser
- Et rigere dyreliv
- Mindre havearbejde
- En mindre forblæst have
- En have, der varierer mellem sol og skygge
- En have, der ser godt ud i tørke
- Bedre CO2-regnskab
7 gode planter til skovhaven
Klik for større billeder og swipe for flere billeder
5 gode råd, når du skal lave en skovhave
Vælg det rigtige sted til din naturhave
Når du skal vælge et godt sted til din skovhave, har du flere muligheder. Er der næsten ingen træer i din have, har du frit slag. Gå en runde og beslut, hvor du bedst planter nye træer. Tænk især over, hvor slagskygger kan ramme, når træet når 5-8 meter i højden. Og tag højde for, at der er vekslende sol og skygge, og at trækroner skærmer for den hårde sommersol. Overvej desuden, om træet evt. vil genere en nabo.
Sørg for den rette skovbund
Din 'skovbund' skal være humusrig, altså rig på organisk materiale. Porøs jord er et tegn på, at den er humusrig. Omvendt er en stiv, leret jord tegn på, at jorden ikke er humusrig. Men det er der råd for:
Læg 5-10 cm omsat kompost og bladmuld oven på jorden, så du får skabt et øvre jordlag, der minder om den bløde skovbund. Du kan også genbruge pottejord fra drivhus, potter eller rester af plantesække. Det er en løbende proces at få en humusrig jord, så bliv ved med at tilføre 1-2 cm hvert år.
Sådan planter du træer og buske
- Grav et hul, som er 2-3 gange større end potten eller rodklumpen.
- Læg den fine muldjord op til den ene side af hullet og læg den nederste og mere lerede til den anden side.
- Løsn bunden med en greb, så du får et godt dræn.
- Placér træ eller busk med overfladen af rodhals/klump i samme niveau som tidligere. Planter du for dybt, kan træet dø.
- Fold rødderne lidt ud, hvis planten er dyrket i potte, og skær evt. nogle snit med en kniv langs pottens form.
- Hæld jord tilbage omkring planten, træd let til med en fod, og vand til sidst grundigt. Bliver foråret tørt, bør du vande med 10 liter vand én gang om ugen, indtil busken eller træet er i god vækst.
- Hold planten fri for ukrudt.
Plant bunddække om foråret
Plant bunddækkende planter i det tidlige forår eller september, hvor der er gode vækstbetingelser for de fine planter.
Gode bunddækkende planter er fx bregner, skumblomst eller hasselurt.
Sæt træer i november
November er det optimale tidspunkt for plantning af træer. Men du kan plante træer og buske frem til slutningen af februar, hvis jorden er fugtig uden at være for våd og pløret.
Vælg træer efter farve, formål og højde
Vælg træer med omtanke. De er som bekendt svære at flytte rundt på, når de først er plantet. Du kan fx vælge blomstrende træer som fx magnolie og kirsebær eller træer med høstfarver som ahorn og benved.
Plant stedsegrønne træer som fyr eller hemlock, hvis havens træer skal træde ekstra i karakter. Det understreger løvtræernes silhuetter om vinteren og skaber dynamik i haven. Samtidigt giver det mere læ i haven.
Spørg altid ind til, hvor store træerne bliver og vælg træer, der højst bliver 15-16 meter høje. Placerer du træerne et sted, hvor det blæser meget, så vælg træer med pælerod.
Bliv inspireret til din egen skovhave
Mange tror fejlagtigt, at drivhuset skal ligge i fuld sol. Det behøver det ikke. Du kan sagtens placere dit drivhus i nærheden af et eksisterende træ eller en helt gruppe som her uden at gå på kompromis med drivhusets øvrige plantefunktioner. Desuden får du et glasrum forærende, hvor du kan trække naturen helt indenfor.
I udkanten tæt på havens hegn eller hæk kan du skabe din egne lille naturoplevelses-skovsti med store buske og træer som plantes relativt tæt. Tjørn, hassel og eg kan være træarter til formålet. Stien kan bare være en enkel slynget grussti eller selvtrådt.
Med flere træer forskellige steder i din have, opnår du fin skygge og solpletter. Samtidig får du en have hvor der er mere oplevelse og dybde. Her er det fyrtræer, der er drysset langs stien, og som giver et fint lys, som kastes ned i staudebedene, imens andre områder ligger mere i skygge og dermed ændrer blomsternes farver.
Træer plantes normalt lige. Men prøv engang at bemærke træet i baggrunden, som står skævt. Det giver overraskelser i din have. Prøv selv næste gang at plante et træ skævt, eller beskær det på en måde, så det vokser skævt. Så får din have mere naturlighed over sig.
Somme tider kan et enkelt træ gøre hele forskellen som her langs stien. Fyrretræet øger spændingen og oplevelsen af haven og lysten til at bevæge sig ned langs stien. I din have kan det være stien ned gennem haven, som du tilplanter med et enkelt træ eller op langs indgangsbelægningen i forhaven.
Egetræer er smukke, og jo ældre de bliver, desto smukkere bliver de. De fleste egetræer er forholdsvis langsomt voksende og har den store fordel, at de udvikler pælerødder. Det betyder, at der er god mulighed for, at lave en fin frodig og naturlig afslappet underbevoksning af saftgrønne bladplanter som hosta, bregner, skovmærke, vortemælk, akeleje og prydgræsser.
I den mindre og lille have kan du plante mindre, flerstammede træer eller store buske som fx bærmispel, paradisæble, birk og syren og dermed skabe illusionen om en lille skov og kølig skygge. Husk, at træer bringer rolig energi ind i haven og forbedrer dit nærmiljø.
I skoven er der ofte små skovsøer. Her er den steriliseret med et rektangulært bassin omkranset af flerstammede ahorn og pudeklippede takstoppe. Bunden er naturlig og skødesløst beplantet med almindelig aftenstjerne, hosta, astilpe og hvidstribet rørgræs. Som på billedet kan det fint placeres i nærheden af måske endda terrassen, og dermed får du bragt årstiderne helt op til huset.
Skal du fælde et træ, kan du lade stammen ligge i bunden af skovhaven. Træet lagrer CO2, indtil den dag det bliver brændt af.
Bliv en del af det naturlige fællesskab
Elsker du naturen i din have? Og vil du gerne have mere?
Så bliv en del af Facebook-gruppen "Mere natur i haven". Her kan du dele viden, erfaringer og billeder af den naturlige have med andre ligesindede. Og du kan spørge om hjælp til konkrete projekter.
Som faglig sparring vil Videncentret Bolius' egen haveekspert Jesper Carl Corfitzen løbende selv uddele viden og erfaringer samt svare på dine spørgsmål.
Så gør din have en tjeneste - og meld dig ind i gruppen "Mere natur i haven" nu.
Podcast: Mig og min have
Episode 10: Træer i haven
I dette afsnit af ‘Mig og min have’ skal det handle om træer. Træer er en af de discipliner, som vi kan beskæftige os med helt indtil, at jorden bliver bundfrossen, og vi ikke længere kan grave i jorden. Vi tager dig en tur med ud til Arboretet i Hørsholm, hvor du skal møde Arboretmesteren Ole, som giver en tur rundt i Arboretet, som er en samling af løv- og vedplanter. Bagefter er vi taget ud i Jespers have og byder julen indenfor, når vi julehygger, og kigger tilbage på året der gik.
Hør alle afsnit samt få de nyeste via Apple Podcasts eller TuneIn.
Alle afsnit