Efter en lang og grå vinter er det farverne, der er brug for, når de første, spinkle solstråler bryder gennem skyerne i marts. Det får forårsblomsterne til at skyde frem og skabe liv i havens bede med deres friske, klare nuancer.
Tre gode råd til valg af forårsblomster til haven
- Plant forskellige blomster. Udvælg forskellige former for forårsblomster, som du planter i din have. På den måde vil din have synes mere fuld af blomster, idet blomsternes forskellighed gør, at der er mere for øjet at kigge på.
- Plant forårsblomster i forskellige farver. Det er også en god idé at vælge forårsblomster med forskellige farver. Det kan være nogle hvide anemoner, gule erantis kombineret med lilla hornviol. Kombination af farver bidrager til forårsfornemmelser efter en grå periode med vinter.
- Plant forskellige forårsblomster, der blomstrer forskudt af hinanden. Vælg forårsblomster, der blomstrer på forskellige tidspunkter. Så kan du nyde forårsblomsterne i en længere periode. Et godt tip er for eksempel at plante nogle vintergækker, som blomstrer i det tidlige forår. Også anemoner springer tidligt ud, og kan nydes før træerne og de andre planter springe ud.
Liste: 10 skønne forårsblomster
Se her, hvilke danske forårsblomster du kan glæde dig over i årets første måneder.
Perlehyacint
Perlehyacinter er også kendt som dværghyacinter, og de hvide eller blå forårsblomster skyder frem i haven fra april til maj. Perlehyacint er en løgplante, og derfor skal du plante den i efteråret. Forårsblomstrende løg skal nemlig i jorden fra september til november.
De duftende perlehyacinter tiltrækker mange insekter til haven, og kan både plantes i krukker og bede.
Engblomme
Engblomme er en af de gule forårsblomster, som spirer frem i maj. Den flerårige plante vokser vildt i store dele af Danmark, men trives så længe, den plantes i fugtig, humusrig jord.
Du kan skære engblomme ned efter endt blomstring, hvis du ønsker, at den skal skyde igen sidst på sommeren.
Forårsblomsten er desuden formidabel i buketter og holder længe i en vase.
Lungeurt
Den lille lungeurt er et af de første forårstegn, når den folder sine små, sarte blomster ud på havens skyggefulde steder. Fra marts til maj kan du få glæde af de røde, blå, hvide eller lilla forårsblomster, og efter blomstringen står bladene tilbage som et smukt og tykt bunddække, der holder sig grønt resten af året.
Lungeurt trives bedst i fugtig jord, men tåler fuld skygge, og kan derfor vokse steder i haven, hvor andre forårsblomster giver op.
Tulipan
De knitrende, sprøde tulipaner er et rigtigt forårstegn, og allerede fra april kan du se, hvordan de første strækker sig mod lyset i haven.
Vil du have forårsblomster i krukker, er tulipanen et oplagt valg. Læg løgene i en krukke med jord i efteråret og sammensæt gerne flere forskellige sorter for at skabe et farverigt udtryk.
Planter du tulipaner i havens bede, skal du ikke sætte dem samme sted flere år i træk. Svampesporer i jorden kan gøre trivslen vanskelig for planten, som muligvis ikke vil overleve. Du skal derfor altid vente 3 år med at plante tulipaner samme sted i haven.
Snepryd
Den smukke snepryd er en af de tidligste blomster i haven, og fra marts til april kan du se, hvordan de blå eller hvide forårsblomster folder sig ud i bedene.
Planten bliver op til 10 centimeter høj, og trives i almindelig havejord, hvor den både kan klare fuld sol og halvskygge. Snepryd spreder sig meget, og de selvsående forårsblomster kan derfor hurtigt dække store arealer.
Påskelilje
Påskeliljer er blandt de gule forårsblomster, som danskerne holder allermest af. Fra februar kan de første købes, men først i marts begynder de at skyde i haven. Den lange blomstring varer til slutningen af april, hvorefter pinseliljer overtager havens bede i maj.
Påskeliljeløg skal lægges i efteråret, hvis de skal blomstre i foråret.
Blomsterne er gode til snit, og egner sig derfor fortrinligt i store buketter på bordet, ligesom de små 'mini-påskeliljer' Tete a tete er ideelle i dekorationer både ude og inde.
Bjergknopurt
Den flerårige bjergknopurt med det latinske navn Centaurea montana blomstrer fra maj til juni. Klipper du den ned efter blomstringen, vil den skyde igen senere på sæsonen med sine store, farverige blomster.
Bjergknopurt kan både fås som en klassisk, blå forårsblomst, men du kan også plante hvide, lyserøde, lilla og sorte variationer.
Plant den smukke vækst i god, næringsrig jord og giv den en solrig placering, så vil den trives blandt de andre forårsblomster i haven.
Anemone
Når forårssolen får fat, er det ikke kun i haven, blomsterne spirer frem. I grøftekanter, markskel, på stier, i parken og i skoven skyder små, fine forårsblomster op af den mørke jord. Den hvide anemone er en af de forårsblomster i skoven, som alle holder af at plukke i april og maj.
Planten er flerårig, så den vil skyde år efter år og nå en højde på mellem 10-25 centimeter.
Du kan plante den hvide anemone blandt andre forårsblomster i haven, ligesom du også kan vælge at plante blå og gule anemoner i dine bede.
Akeleje
Akeleje trives i alle haver, hvis du planter den steder, hvor den får vandrende skygge. Kombinationen af fuld sol og let skygge giver forårsblomsten de perfekte betingelser for at folde sine lette blomster ud.
Der findes omkring 120 forskellige arter, som bevæger sig i en farveskala, der spænder over blå, rød, pink, hvid, lilla, rosa og flere andre toner. Akeleje bliver op til 80 centimeter høj, og blomstrer fra maj til juni.
Hornviol
Hornvioler er lilla forårsblomster, som er oplagte at plante i krukker. De blomstrer fra maj til september, og bliver ikke meget højere end 15-20 centimeter.
Hornvioler er selvsående, så de spreder sig hurtigt i haven, hvor de af egen fri vilje dukker op steder, du ikke har plantet dem. Heldigvis er de nemme at luge væk, hvis du ikke mener, de skal indtage alle dine bede.
Når du planter forårsblomster i krukker, er det vigtigt, der er god afvanding i bunden af krukken. Dræn er nemlig afgørende for, at forårsblomsternes rødder ikke rådner, når vand hober sig op over længere tid. Læg derfor leca eller små sten i krukken, før du fylder den med jord. Vand jævnligt og i moderate mængder.