Det gammeldags toilet, dasset – hvor blev det af?

Das, lokum, det lille hus, retirade, latrin, skideskur. 

Dasset har mange navne, men alle er blevet brugt i flæng og henviser til det samme. Et tilbagetrukket sted, hvor man kan komme af med sin urin og afføring. 

Det kan være udformet på forskellige måder, men det har som oftest været et bræt med hul i eller en form for spand, man har siddet på i et aflukke eller et lille skur. Der har ikke været noget skyl eller nogen kloakering, så afføring og urin er enten blevet ført ned i jorden, ned i en voldgrav eller ned i en form for beholder, der så efterfølgende skulle tømmes på møddingen eller i rendestenen.

Das kommer fra det tyske das Hauchen, som betyder det lille hus.

Lokum kommer fra det latinske locus, der betyder sted.

Latrin kommer fra det latinske lavare, som betyder at vaske.

Retirade kommer fra det franske retirer, som betyder at træde tilbage.

Kilder: Johs. Nørregaard Frandsen, professor ved Syddansk Universitet, Jette Linaa, museumsinspektør ved Moesgaard Muesum og Peter Bjerrum, projektleder i Den Gamle By.

Dasset kendes faktisk helt tilbage fra mellem år 3000 og 2000 før år 0 i det mellemøstlige område. Mest kendt er de gamle romeres fællestoilet. Romerne udviklede en form for bænkerække, hvor man kunne sidde og forrette sin nødtørft gennem et hul, hvorefter lort og urin blev skyllet væk i en vandkanal.

I Danmark var det dog først i vikingetiden og middelalderen, at man udviklede et reelt sted – altså et aflukke indendørs eller en lille bygning udendørs - hvor man kunne gå på toilet. Det forklarer Peter Bjerrum, historiker og projektleder ved Den Gamle By i Aarhus.

- Meget tyder på, at det først var, da vi for alvor fik en byudvikling – omkring år 900 - at man fik et behov for at have bestemte steder, hvor folk kom af med deres afføring. Før den tid havde man stort set besørget, hvor det passede en. Og især på landet fortsatte man også med dette. Man så nok ikke behovet for et lokum, når man kunne gå om på møddingen eller sætte sig bag dyrene i stalden, fortæller han.

Jo mere, byerne voksede rundt om i landet, jo flere dasser fik man. I vikingetiden var det som oftest bare et hul i jorden, men med tiden udviklede man det på forskellige måder. Man gravede en kasse eller en gammel øltønde ned i jorden i en baggård eller et andet sted, der var tilbagetrukket fra hovedbygningerne. Ofte byggede man et lille skur op rundt omkring det. Når hullet, kassen eller tønden var fyldt op, flyttede man bare dasset et andet sted hen.

Arkæolog og museumsinspektør Jette Linaa fra Moesgaard Museum forklarer, hvordan hun har været med på udgravninger, hvor man fandt hele ti nedgravede toiletkasser på én grund. Hun fortæller, at dasset i øvrigt fra begyndelsen havde mange navne, men at alle betegnede det samme.

- Det gjaldt for både das, lokum, retirade og latrin, at lorten blev, hvor den var lagt, indtil den blev flyttet. Dermed adskilte de sig fra det vandskyllende toilet, vi kender i dag, forklarer arkæolog og museumsinspektør Jette Linaa fra Moesgaard Museum.

Gammeldags toilet: Afføring røg direkte ned i voldgraven

Jette Linaa mener dog godt, man kan tale om, at danskerne indrettede sig med en form for vandskyl allerede omkring 1300-1400-tallet, hvor mange af de gamle slotte og herregårde er fra.

- Her indrettede man det, man kaldte hemmeligheder. Det var små aflukker i borgmuren, hvor man kunne gå ind og komme af med sin afføring, der herefter røg direkte ud igennem et hul og ned i voldgraven, hvor den jo blev skyllet væk, forklarer hun.

Johs. Nørregaard Frandsen, professor ved Institut for Kulturvidenskaber, Syddansk Universitet supplerer:
- Det interessante er jo, at man fremavlede karper i de samme voldgrave, som man rent ud sagt sked ned i. Karperne var altædende og levede godt her, så dem fiskede man selvfølgelig op og spiste. Så det har været en hyggelig cyklus, siger han.  

På gårdene blev nødtørften forrettet i stalden bag dyrene

Hygiejne og bakterier var dog et meget langt stykke op i historien ikke noget, man var bevidst om i forhold til dasset, uanset hvordan det så var udformet. 

På landet og på by-gårdene sad man ofte bare bag dyrene og forrettede sin nødtørft. Fra 1800-tallet ved man også, at man på de store gårde havde et system, hvor tjenestepigerne sad ude bag køerne, som var deres ansvarsområde, og karlene bag hestene, som de stod for. Og så blev den menneskelige afføring bare muget ud sammen med dyrenes, og det hele blev brugt som gødning på marker og i køkkenhaver. 

Byerne brugte også menneskelig afføring som gødning på markerne. Og havde man for meget, kunne man sælge til andre byer, der ikke havde nok. 

Både på landet og i byerne gravede man også brønde i de samme områder, som man havde das og møddinger, så der skete ofte en krydsforurening, der førte til spredning af kolera, tyfus og meget andet.

Hvordan danskernes toilet- og lokumskultur har ændret sig gennem tiden er en rigtig god måde at sætte sig ind i historien på og forstå, hvordan danskerne har tænkt og levet. 

Det mener man i Den Gamle By i Aarhus, hvor man derfor har etableret ”Lokumsruten”. Det er en rute, man kan følge igennem byen og se eksempler på, hvor forskellige lokummer har set ud, og hvordan de rent praktisk har fungeret i forskellige perioder.

Læs mere om lokumsruten her

Meget lort havnede dog også bare direkte i rendestenen i byerne, hvilket selvfølgelig også var en ren bakteriebombe, forklarer Peter Bjerrum.

- Fordi lokummet ofte lå ude i gården, brugte man natpotter i de fleste byejendomme. Og det var ikke altid, man gad tømme dem ud i lokummet. Så indholdet røg bare ud ad vinduet og ned i rendestenen. I storbyerne skulle man altså ikke gå for tæt på husene, hvis man gik rundt tidligt om morgenen, for så risikerede man at få en potte lort i hovedet, siger han og fortsætter:

- Det er også en af grundene til, at man fandt flere lag brosten ovenpå hinanden mange steder, da man begyndte at grave det gamle København op. Brostenene forsvandt simpelthen i lort efter nogle år, og så lagde man bare et nyt lag brosten ovenpå.

Ulovligt at tømme eget das

Som byerne udviklede sig, kunne man ikke blive ved med at flytte lokummerne, hver gang et jordhul eller en nedgravet kasse var fyldt op, så lokummet blev i mange tilfælde til en spand eller tønde, der skulle tømmes. Mange steder blev dasset i baggårdene, men i nogle af de store ejendomme flyttede de ind i den bagerste del af huset. 

Uanset, hvor de lå, skulle de altså tømmes. Og det måtte man bestemt ikke selv gøre. Det blev vedtaget med Christian den 2.s land- og bylov i 1522.

- Her fik man de såkaldte natmænd. Det var folk, der var ansat af bystyret til at tømme latrinerne i byens huse. Vi har set en retssag fra Helsingør i 1568, hvor en mand blev smidt ud af byen, fordi han havde tømt sit eget toilet, fortæller Jette Linaa.

Natmændene var i øvrigt et helt særligt folkefærd.

- At være natmand var det elendigste job, man kunne have. Man udførte en opgave, som borgerskabet ikke ville se eller tænke på. Så var man socialt udstødt. Derfor var det ofte fx tatere og jøder, der i forvejen var udstødte, der påtog sig arbejdet. Natpotterne tømte man selvfølgelig heller ikke selv – det var tjenestefolkenes opgave. Så der var et socialt signal i det, forklarer Johs. Nørregaard Frandsen.

Det vandskyllende toilet og vandlås blev opfundet i England og Skotland

I 1596 kom det første teknologiske fremskridt, der gjorde, at dasset, natpotter og natmænd efterhånden blev fortid. Englænderen John Harrington opfandt nemlig det skyllende vandkloset. Der skulle dog gå mange år, inden det for alvor slog igennem. Han havde nemlig ikke opfundet vandlåsen, så derfor lugtede det lige så slemt som lokummet. Derfor skal vi helt op i 1700-tallet, før det vandskyllende toilet/wc/watercloset blev populært.

- Skotten Alexander Cummings tog patent på vandlåsen, der kunne holde lugten ude, og herefter fik flere og flere wc i de europæiske byer. I Danmark var det omkring 1800, vi så de første vandskyllende toiletter i de riges boliger. Der var dog stadig ikke etableret noget kloaknet, så afføringen blev godt nok blandet op med vand, men stadigvæk skyllet ud i rendesten eller vandløb. Derfor blev det vandskyllende toilet faktisk hurtigt forbudt igen, forklarer Peter Bjerrum.

Kloakering blev et gennembrud mod bakterier og smitte

Efter et par store koleraepidemier gik det dog op for danskerne, at der måtte ske forandringer.
- I anden halvdel af 1800-tallet kommer erkendelsen af, at der er noget, der hedder bakterier og smitte. Det får både danske og andre europæiske byer til at indse, at lort ikke bare lugter slemt, det er livsfarligt. Og derfor begynder man at kloakere, fortæller Johs. Nørregaard Frandsen. 

Nakskov fik Danmarks første kloaknet

Nakskov blev den første by i Danmark, der i 1884 fik et kloaknet, hvor det var lovligt at tilkoble private vandskyllende toiletter. København havde et kloaknet tidligere, men man måtte ikke tilslutte wc. De privilegier fik man først her i 1894, og herefter fulgte de andre købstæder. 

- I begyndelsen var det mest de rige, der installerede de vandskyllende toiletter, men i løbet af 1900-tallet og fremefter blev det lovpligtigt at installere et wc, hvis éns hus lå op til kloaknettet. Det var der dog mange huse på landet, der ikke gjorde, så her fortsatte man i hvert fald helt op til 1960’erne med at sætte sig ud i stalden eller ud på et udendørs lokum, forklarer Peter Bjerrum. 

Men dasset/lokummet/latrinet blev dog mere og mere udfaset alle steder. I by-ejendommene kunne det dog være svært at finde plads til de nye toiletter, så ofte blev tjenestepigernes værelser inddraget til det, eller toiletterne blev placeret på bagtrappen. Nogle bevarede dem nede i baggården, hvor lokummerne så bare blev skiftet ud med vandklosetter.

Dasset findes stadig

Først i 2008 havde man den sidste planlagte, organiserede tømning af gammeldags das i kolonihaver og fiskerhuse i København. Dette blev i øvrigt udført at Renholdningsselskabet af 1898 (R98), der tilbage i tiden havde haft den faste opgave med natrenovation over hele byen – det vil sige at tømme og vaske latrinspande. Spandene blev kørt til Amager, hvor man havde bygget en rensestation – her stammer Amagers tilnavn ”Lorteøen”.

- Men lokummerne findes da stadig i dag på steder, hvor der ikke er kloakker, og hvor mange mennesker er samlet. På rastepladser, i øde sommerhusområder og på spejderlejre. Det fungerer, når man bare har hygiejnen for øje, siger Peter Bjerrum.

Muldtoiletter: Afføring formuldes og komposteres 

Muldtoiletterne, der egentlig også er en form for das, fordi afføringen ikke skylles væk, men formuldes og komposteres, bruges også rundt omkring. Både muldtoiletter og gammeldags toiletter må anses for at være mere miljørigtige end moderne toiletter, fordi de ikke bruger vandressourcer til skyl. Alligevel er det ikke sandsynligt, at de bliver løsningen på klimaproblemerne.

- Med tanke på folkesundheden og de gener det ville give at genindføre fortidens lokummer i vores tætbefolkede moderne byer, ville det nok ikke være en god idé at prøve, mener Peter Bjerrum.

Når man ser grisehandleren i Matador, der meget ironisk har hængt billeder af Hitler ude på sit lokum, kan man godt få det indtryk, at det lille hus nærmest er et sjovt sted. Det fremstår også hyggeligt, når man ser de udskårne hjerter, der ofte var på lokumsdørene. Men hyggen er nu ikke noget, der gennem tiden har gået hånd i hånd med dasset eller lokummet.

- Lokummet var ikke et sted, hvor man sad og hyggede sig. Og det med hjertet i døren har nok mere været for at sikre lys og udluftning på lokummet. Hvorfor det blev hjerteformen, man brugte her, har jeg ikke kunnet finde forklaringer på. Men jeg tror personligt, det kan have noget at gøre med, at lokummet var et hemmeligt sted og derfor blev symboliseret med hjertet, som også var noget hemmeligt inde i en selv, forklarer Peter Bjerrum, historiker og projektleder ved Den Gamle By i Aarhus.
Djævle og lokumshumor

Jette Linaa, arkæolog og museumsinspektør ved Moesgaard Museum, har også hørt flere spøgelseshistorier end hyggelige historier fra dasset.

- Dasset var ofte et sted, man så djævle eller ånder. Sandsynligvis var det dampene, der gjorde det. Men det siger noget om, at dasset var forbundet med noget forbudt, farligt og muligvis også lidt dragende, forklarer Jette Linaa.

Der er dog også eksempler på lokumshumor gennem historien, understreger hun. 
- Kirkernes kalkmalerier fra slutningen af 1400-tallet flyder over af lokumshumor. Her er figurer, der tager bukserne ned og mooner os, djævle der skider ned på os, folk, der prutter, og djævle, der antænder gassen og den slags. Så lokumshumor har været en nærværende del af den folkelige forestillingsverden, forklarer Jette Linaa.

Ikke entydigt skamfuldt

Johs. Nørregaard Frandsen, professor ved Institut for Kulturvidenskaber, Syddansk Universitet, mener faktisk også, at danskerne er blevet mere blufærdige omkring toilettet, end de har været gennem historien. I hvert fald har dasset ikke entydigt været forbundet med noget skamfuldt.

- Det at komme af med sin afføring har da mange steder været noget, man gjorde i hemmelighed. Men i landbokulturen var der mindre skam omkring det. Man satte sig jo bare bag ved dyrene, og folk kunne afslutte en handel, mens de sad på hug ved siden af hinanden. Man finder også gamle toiletbrædder med to huller ved siden af hinanden, forklarer han og fortsætter:

- Ser man på de enevældige hoffer i 1500-1600-tallet, var det også sådan, at kongen og hans hof var til skue hele tiden, når de rejste rundt. Folk måtte komme ind i hans gemakker og gå rundt om ham. Det gjaldt også, når han sov, og højst sandsynligt altså også, når han forrettede sin nødtørft, siger han.