Arkivfoto af dreng, der sidder ved et gammelt das. Foto: Arbejdermuseet.
Det er ikke tilfældigt, at øen Amager, der er en del af København, bliver kaldt for lorteøen. I det 20. århundrede tjente Københavns Kommune nemlig penge på at indsamle, tørre og sidenhen sælge storbyboernes latrin til bønderne ude på landbrugsøen Amager, hvor det blev brugt som gødning.
Den økonomiske gevinst var så omfattende, at man byggede en jernbane alene med det formål at køre storbyboernes efterladenskaber ud på øen. Latrintoget blev det kaldt. Først da man senere opdagede bakterier, blev der for alvor arbejdet for at få kloakeret overalt, så folk kunne få træk-og-slip.
– Der blev lavet en byplan i 1901, hvor især lægerne gik ind for, at alt skulle i kloakken. Det havde man set i andre storbyer. Man havde også opdaget problemet med kolibakterier. I begyndelsen, da man laver kloaksystemet, var bakterier ikke opdaget endnu. Det vendte stemningen, fortæller Jakob Ingemann Parby, der er museumsinspektør ved Københavns Museum.
Afløseren for toilet i gården var i de mange små københavnerlejligheder bakud-toilettet. Det findes stadig i mange af byens små lejligheder dog som regel i moderniseret form. Foto: Arbejdermuseet.
Provinsbyer fik hurtigst kloakker
Kloakeringen af Danmark foregik i meget forskelligt tempo, alt efter om man boede i en storby, en provinsby eller ude på landet. Det gik hurtigst i provinsbyerne. Nakskov på Lolland blev i 1884 den første by med kloakforbundne toiletter. Ude på landet gik det langsomt, fordi gårdene tit lå langt fra både vand- og kloakrør.
Aarhus begyndte først at vokse i begyndelsen af det 20. århundrede og kunne i den forbindelse kloakere. I den ældre og mere udbyggede hovedstad så det ganske anderledes ud.
– Der var en større forsinkelse i forhold til København, fordi man allerede havde nået at anlægge mange flere retirader og andre løsninger, forklarer museumsinspektøren.
Indføringen af træk- og slip var en langvarig proces. I 2020 er der ikke længere gårdtoiletter i storbyen, men stadig lejligheder uden eget toilet.
Danmarks første vandværk
Da de første kloakrør blev lagt i København i 1854, var de udelukkende beregnet til vandledning. Det var blevet vedtaget, at alt nybyggeri skulle have rindende vand indlagt, og de nye brokvarterer, der blev anlagt, fik alle vandhaner, som regel en fælles på bagtrappen eller i gården. Men lige så snart byens rige indbyggere opdagede kloaknettet, installerede de flotte vandklosetter i marmor og tilsluttede dem kloaknettet, så det snavsede vand fra deres toiletter røg direkte ud i havnen. Det skabte noget ildelugtende, brunt vand. Derfor sadlede kommunen om og anlagde et rigtigt kloaknet og Danmarks første vandværk ved Kløvermarken. Her begyndte man også for første gang at rense vandet, så byens borgere ikke længere risikerede at få såkaldt ålesuppe med hjem, når de var henne ved den lokale vandpumpe på torvet.
– Det hed ålesuppe, for nogle gange sneg der sig fisk og ål med ind i rørene. Det var en stående joke og en kritik af myndighederne, fordi folk kunne se, at man andre steder i verden rensede vandet, fortæller museumsinspektør Jakob Ingemann Parby.
Gårdtoiletter eller retirader var det almindelige i København til et godt stykke op i 1900-tallet, og der var ofte kø ved toiletdøren. I Saxogade på Vesterbro var man fx 200 mennesker om at dele 12 gårdretirader. Foto: Arbejdermuseet
Folk stod i kø ved gårdretiraderne
I den første halvdel af 1900-tallet skete der for alvor noget med toiletforholdene i hovedstaden. Selvom der stadig blev bygget små arbejderlejligheder på få kvadratmeter til mange beboere, begyndte grundejerne alligevel at søge om tilladelse til at installere træk-og-slip-toiletter inde i ejendommene som alternativ til gårdenes retiradetoiletter, hvor der tit var koldt, beskidt og rottebefængt. Det løste flere problemer, når toiletterne rykkede indenfor – også de sociale udfordringer.
– Som eksempel ved vi, at der i Saxogade 17-19 på Vesterbro har været 12 gårdretirader til 200 beboere. Der stod folk i kø. Der har været systemer, hvor man på skift skulle rengøre toiletterne, men det har også kunne give store nabostridigheder og konflikter, fortæller Jakob Ingemann Parby.
På grund af rotterne lod man ikke små børn gå i gården, de brugte i stedet potte, som så senere blev tømt nede i retiraden. Med toilet på bagtrappen eller ligefrem inde i lejlighederne blev de hygiejniske og menneskelige forhold meget bedre.
– Men det kunne være en udfordring at finde ud af, hvor toilettet skulle være i de små lejligheder, forklarer museumsinspektøren.
Mange steder blev det den allermindste version, nemlig bakud-toilettet. Det vil sige et toilet, hvor det var lettest at bakke ind og ud, fordi der ikke var plads til at vende sig.
I år 1900 var der omkring 30.000 gårdtoiletter i København, i 1925 var tallet halveret til 15.000. De få retirader, der stadigvæk var aktive i 1970'erne var mest et kuriøst levn fra fortiden. I dag findes der ikke længere gårdtoiletter i de danske storbyer, men fænomenet er stadig i brug i nogle af landets kolonihaveforeninger.
