Karen Land kan nu spille på klaveret, mens datteren Anne og hendes mand glædeligt lytter på. Foto: Simon Johansen
Kort om
Hvem: Anne Land og Karen Land
Alder: 90 år
Hvor: Helsinge i Nordsjælland
De 90-årige fingre glider smidigt og rutineret over tangenterne. Toner af Bach strømmer ud i stuen, hvor Anne Land fortæller om den måde, hun bor på. Om hvorfor hun og hendes mand har valgt at bo sammen med Annes mor, Karen Land.
Det er Annes mor, der sidder bag tangenterne. Som ganske ung begyndte Karen at lære musik, og aldeles ekstraordinært gennemførte hun to hovedfag på konservatoriet.
Først som 80-årig trak hun sig tilbage fra at undervise, men evnerne sidder stadig i fingrene og skaber glæde i hele huset lidt uden for Helsinge i Nordsjælland.
Før boede de alle tre i Sønderjylland, men for tre år siden valgte de af professionelle og personlige årsager at rykke til Sjælland. Foto: Simon Johansen
En glæde at bo sammen med sin mor
- Det er ikke nogen last eller byrde at bo sammen med min mor. Det er kun en glæde, fortæller Anne Land, mens Bachs kompositioner fortsat runger i lokalet.
Før boede de alle tre i Sønderjylland, men for tre år siden valgte de af professionelle og personlige årsager at rykke til Sjælland. Annes mand fik nyt arbejde på øen, og det ville være lettere at besøge børnebørnene, som også bor i denne del af landet. Desuden kan Anne, der er advokat, arbejde over alt. Mange af hendes kunder er udenlandske, og kommunikationen foregår over internettet.
- Vi kan bo sammen, fordi vi har et godt forhold til hinanden, selvom hun da kan være en skrap mor indimellem, siger Anne Land og klukker lidt.
Anne lægger ikke skjul på, at hun arbejder meget. Og det var ikke altid, hun nåede at besøge sin mor, da de boede hver for sig.
- Jeg var meget ked af, at min mor tilbragte så meget tid alene. Vi er det sidste familie, hun har tilbage, og alle hendes venner er døde. Jeg havde dårlig samvittighed, når jeg ikke havde tid til at besøge hende, så det er også en stor lettelse for mig at have min mor her og kunne se, at hun har det godt, siger Anne.
Huset omgives af træer og ligger gemt for enden af en jordsti. De tidligere ejere havde fået det indrettet således, at deres teenagebørn havde rigeligt med privatliv. I den ene ende af huse findes et stort værelse med et lille køleskab og et tilstødende badeværelse. Når ejendomsmæglere sælger huse med disse attributter, fremhæves boligen typisk som ”teenage-venlig,” men sådan er det ikke i dette tilfælde. Her har Karen Land nemlig indrettet sig i den tidligere teenagehybel.
- Det er praktisk at bo sådan her, siger Karen, da hun har forladt flyglet for at deltage i samtalen på ny.
Det er Annes mor, der sidder bag tangenterne. Som ganske ung begyndte hun at lære musik, og aldeles ekstraordinært gennemførte hun to hovedfag på konservatoriet. Foto: Simon Johansen
Flere burde bo sammen med deres forældre
Hver morgen brygger Annes mand kaffe til husets damer. Dernæst får Karen besøg af hjemmehjælpen, men selvom de sagtens kan snakke sammen i løbet ad dagen, spiser de ikke sammen til daglig. Kun til fest og andre særlige anledninger.
- Hvis der er behov for det, kan jeg gå ind til mig selv og lukke døren, siger hun, men understreger samtidig, at beboerne i huset generelt kommer fint ud af det med hinanden.
- Det er bestemt ikke forbundet med ekstra arbejde at have min mor boende. Vi skal alligevel købe ind, og om vi køber ind til to eller tre, er hip som hap, og så har vi en god hundepasser, når vi er ude at rejse, siger Anne med henvisning til hunden Agnes, der har taget plads i sofaen.
Karen har således sin egen husholdning. Hver dag leveres tre måltider af hjemmehjælpen.
For Anne og hendes mand betyder det ikke så meget, hvor de bor. De har boet i udlandet og flere steder i Danmark. De har selvtilliden og roen til at få noget godt ud af alle steder.
- Du kan flytte mig til New York i morgen, og jeg ville føle mig hjemme, som Anne Land siger.
Men det er dog essentielt, at de bor sammen.
Anne Land mener, at at flere burde overveje at bo på denne måde.
- I USA bor generationer for eksempel også sammen. Det er ikke unaturligt. Vi har i hvert ikke planer om at skulle bo anderledes, så længe vi alle lever.
