Jens Thomsen bor sammen med sin kæreste Ginni Egholm på slægtsgården Tornagergaard. Han er fjerde og sidste generation på gården.
Når Jens Thomsen står ude foran sin gård, lige der, hvor alléen begynder, kan han se over på det kæmpe bøgetræ, der stod i haven ved den oprindelige gård, som hans oldefar købte i 1896.
– Den gamle gård var bygget i skel med naboen, men en pyroman brændte den ned i 1931. Alle dyrene indebrændte. Grise og køer blev skudt igennem vinduet, fortæller Jens.
Han er fjerde generation på gården og kan dens historie til fingerspidserne.
– Det var kun, fordi hunden gøede, at menneskene ikke indebrændte. Bagefter rykkede min oldefar gården herover, væk fra skel, forklarer Jens.
Tornagergaard blev opført i 1932
Jens’ morfar, Frede, døde i 1957. Hans mormor, Minna, boede på gården i næsten 60 år. Jens’ egen far døde, da Jens var 13 år, og hans opvækst var præget af livet på gården med sin mor og mormor.
Den nuværende ”Tornagergaard" blev bygget i 1932, og Jens overtog den sammen med sin mor i 1995, efter at hans mormor døde. Som barn holdt han de fleste ferier på gården, og som voksen bruger han al sin fritid på den, når han ikke er på sit arbejde som bilsælger for Volkswagen.
Han bor på gården sammen med sin kæreste, Ginni Egholm, og hunden Mille. Parret har ingen børn, så en dag langt ude i fremtiden, når Jens skal bort, er det slut med de mange generationer af familien på Tornagergaard.
Ginni mødte Jens på Dating.dk i 2011, og hun blev straks introduceret til slægtsgården.
– På vores første date slog vi et smut her forbi, fordi Jens lige ville vise mig gården. Men jeg har altid ønsket at bo på en gård, så for mig var det bare det mest naturlige, fortæller Ginni.
Ginni har altid drømt om at bo på en gård. Her er der rum nok til hendes pladskrævende hobby med at købe og sælge antikviteter.
Fra karlekammer til badeværelse
Parret flyttede i 2013 sammen på gården, der består af et hovedhus på 240 m2 og dertil en lade og stalde, der langsomt er ved at blive forvandlet til at rumme nye funktioner.
Det gamle karlekammer, hvor karlen Niels boede, da Jens var barn, er ved at blive lavet om til badeværelse. Inde i laden står det nye pillefyr, der er træningscenter, og den ene længe er blevet indrettet til kreativt værksted til Ginni.
Der, hvor karlen i gamle dage bar kornsække på 100 kilo op ad trappen til loftet, sætter Ginni i dag de gamle antikviteter i stand, som hun sælger i sin loppebiks. Der er ikke ét hjørne af bygningerne eller grundene, der ikke kalder på en bestemt historie.
Kælegrise og kælekalve på Tornagergaard
Det var i staldene, at Jens som barn havde sine kæledyr. Først kælegrisen Trunte, der var en styrvolt, den kunne ikke få smågrise, og til sidst røg den på slagteriet. Senere fik Jens kælekalvene Thormod og Hermod. Også de blev slagtet.
Ude på den gamle mødding har Jens som voksen plantet læhegn og indrettet hundegård.
Det blå møblement i stuen er et arvestykke og bliver altid omtalt som ’den blå ged’.
Arvede gård fra sin mormor sammen med sin mor
Både hans far og morfar døde unge, og som enebarn var Jens’ barndom præget af et tæt forhold til mormoren, Minna, der lod ham hjælpe til med arbejdet på gården allerede som lille knægt, og til moren, Solveig, som han arvede gården med i fællesskab i 1995.
– Det var mig, der mest var initiator. Min mor ville have solgt gården, dengang min mormor døde, fortæller Jens i dag.
– Jeg sagde til min mor: Hvis du sælger gården, så bliver vi rigtig uvenner. Så delte vi den imellem os, så vi ejede 50 procent hver, fortæller Jens Thomsen.
Arveafgift kan udhule husmandssteders økonomi
Jens Thomsen har set det ske mange steder: De små husmandssteder sælger jorden fra, og stuehuset mister efterfølgende værdi. Andre steder udhuler arveafgiften husmandsstedernes økonomi, så arvingerne må fælde skov for at få råd til at beholde stedet.
Han har derfor været meget bevidst om at holde gården samlet med jorden, som han blot forpagter bort til en af de store nabogårde – den, der har maskinpark og er blevet drevet af den samme familie i otte generationer. Han lavede også løbende generationsskifte med sin mor for ikke at blive kørt over af arveafgiften i flere omgange.
– Hvis det kun var min mor, der havde overtaget gården i 1995, skulle hun betale fuld arvegift, og da hun døde 10 år senere, ville jeg skulle betale en gang til af den samme sum, forklarer Jens Thomsen.
– Det er derfor, gårdene forsvinder. Det er blandt andet arveafgiften, der udhuler sådan nogle små gårde her, konkluderer han.
Løbende generationsskifte
Han og moren, Solveig, lavede løbende generationsskifte, hvor de overtog 50 procent hver i 1995, og da moren døde i 2004, overtog Jens hendes halvdel.
– Den del, jeg havde lagt for den ene halvdel, den skulle jeg ikke betale afgift af, da min mor døde. Ellers ville jeg måske ikke have haft råd til at overtage gården. Det er synd, for vi får ødelagt den kulturarv, vi har, pointerer han.
Ginni Egholm og Jens Thomsen går ture med hunden i området ved Tornagergaard.
Sidste generation på Tornagergaard
Jens og Ginni er ikke gift, og de har ikke børn. De har for længst været hos advokaten og sikret, at den ene kan sidde på gården, når den anden er væk. Men engang vil Tornagergaard komme på det frie marked for første gang, siden den nye gård blev opført i 1932.
– Cirklen slutter her. Der kommer ikke nogen femte generation, siger Jens.
