1. Tomater

Der bliver dyrket tomater hos 4 ud af 5 danskere, som bruger deres drivhus eller orangeri til at dyrke i. Det viser en undersøgelse foretaget af Yougov for Videncentret Bolius. Og det er ikke så mærkeligt, at hjemmedyrkede tomater er populære, for de har langt mere smag end dem, der ligger og modner færdig i en butik. Samtidig er det en plante, der giver et stort udbytte.

Skadedyr og sygdomme

De største trusler mod tomater og mange andre planter i drivhus er skadedyr og sygdomme. Både skadedyr og svamp trives godt i drivhusets fugtige miljø, og det kan derfor anbefales at sætte dig godt ind i, hvordan du bedst beskytter dine drivhusplanter mod angreb.

Sådan slipper du for skadedyr i køkkenhaven

Plantesygdomme - sådan får du en have med sunde planter

 

En anden fordel ved at dyrke dine egne tomater er, at du selv kan vælge præcis de sorter, du ønsker. Du kan fx dyrke store bøftomater til grillsæsonen og cherry- og blommetomater i forskellige farver til snacks og madpakken.

Tomater er forholdsvis nemme at få succes med, når først du har sat dig ind i, hvordan du dyrker og plejer dem. De kan også dyrkes på friland, men i et drivhus kan du forlænge sæsonen.

Tip: Du kan så frøene fra dine favorittomater og på den måde lave dine egne tomatplanter.

2. Agurker

Agurker kommer ind på en sikker andenplads i undersøgelsen, hvor 70 procent svarer, at de dyrker agurker i drivhuset. Den grønne favorit fås i mange varianter og egner sig perfekt til et drivhus, fordi den kræver varme. Derfor er sæsonen også kortere end for fx tomater, men da agurkerne vokser hurtigt, kan du sagtens nå at få et godt afkast.

Agurkeplanter i drivhus kan med fordel bindes op på fx en pind eller en snor, som de så vil klatre opad.

Det er vigtigt at plukke de modne agurker i tide, da de ellers bliver ved med at vokse og mister den gode smag. En overset agurk, der ligger skjult og vokser sig stor, vil desuden tage energi og kraft fra planten, så nye agurker får svært ved at vokse sig modne.

3. Peberfrugter

Grøn, gul, orange, rød. Peberfrugter kommer i mange farver og størrelser, og selv om den grønne farve hos mange af sorterne signalerer, at den endnu ikke er moden, kan de sagtens nydes på dette stadie, hvis du synes om smagen.

Peberfrugtplanter er bredere end fx tomatplanter, men kræver også opbinding. De er afhængige af drivhuset, som giver varme og skærmer for vind, og de kan have brug for hjælp til bestøvning, fordi de er så eksotiske, at der ikke nødvendigvis er insekter til dem i en dansk have. Du hjælper dem ved at køre en pensel rundt i alle blomsterne, så der bliver transporteret pollen fra blomst til blomst.

Ligesom med tomater kan du så frø fra din favoritpeberfrugt. Frøene skal høstes, når den er helt moden.

4. Krydderurter

Med hjemmedyrkede krydderurter kan du hurtigt tilføre maden ekstra smag og duft, og der er flere fordele ved at dyrke dem i drivhus. Bl.a. er især etårige krydderurter geniale at plante under tomatplanter, så du udnytter pladsen i drivhuset optimalt. Samtidig beskytter drivhuset krydderurter med lette blade, fx basilikum, effektivt mod snegleangreb.

Der er både etårige, toårige og flerårige krydderurter, og det er en god ide at sætte sig ind i, hvad de enkelte kræver af pasning. Der er stor forskel på fx basilikum, som har brug for tilstrækkeligt med vand, men omvendt heller ikke kan tåle for meget, og så de mere hårdføre, buskede krydderurter som timian og rosmarin, der let tåler tørke, og som du kan høste af året rundt.

Tip: Vil du dyrke mynte, så gør det i krukker, da planten breder sig meget.

5. Chili

Med chiliplanter i drivhuset kan du få et ekstra pift til maden, og de er samtidig pæne at se på. Chili giver et fint udbytte, og især de lange og tynde sorter egner sig godt til tørring, hvor du blot kan lægge dem på et bord eller en radiator til de er helt tørre, og herefter i et glas.

Chili er i familie med peberfrugten, og det er indholdet af stoffet capsaicin, der afgør hvor stærk den enkelte sort er. Indholdet måles i Scoville, som er en skala, der går fra 0 (rød peberfrugt) til 16.000.000, som er ren capsaicin.

Planten har brug for masser af varme og trives derfor bedst i et drivhus – og helt indendørs om vinteren. Ofte skal den have lidt hjælp til bestøvning, og den er meget modtagelig over for bladlus og spindemider.

6. Vindruer

Vindruer kan sagtens dyrkes uden for et drivhus, men de er alligevel en populær afgrøde i danske drivhuse, hvor de er sikret mere varme, der hjælper dem til at modnes og få sødme, uanset hvordan sommervejret måtte arte sig. 

Vinstokken er en klatreplante, der ligesom agurkeplanten har brug for en pind, snor eller lignende at klatre på. Vin kræver ’hård pleje’ og beskæring. Dels for at kunne give et godt udbytte, dels for at den ikke tager for meget lys fra sig selv og de andre planter i drivhuset.

Har du en god vinstok, kan du tage stiklinger fra den og formere den, så du får flere vinstokke, du selv kan plante eller forære videre.
 

7. Blomster/planter

Blomster og planter i forskellige farver og former kan være dejlige at se på, og vælger du nogle, som dufter friskt, syrligt eller sødt, har de samtidig den smarte funktion, at de kan skjule den sure og tunge luft, der hurtigt opstår i et drivhus. Det er især rart, hvis du bruger drivhuset til at opholde dig i, hvilket næsten hver tredje drivhusejer gør ifølge Yougov-undersøgelsen.

Duftpelargonier (der også kaldes duftgeranier) fås i mange forskellige farver og dufte, og de egner sig rigtig godt til at kamuflere mindre behagelige lugte.

I et drivhus vil du få mest ud af at dyrke sommerblomster, der ellers ikke naturligt kan gro i vores klima. Stauder og andre hjemmehørende planter vil få det for varmt og fugtigt i drivhuset. Husk at vande blomsterne ofte.

8. Salat

Salat er en nem afgrøde, der næsten passer sig selv. Du kan sagtens dyrke bladgrøntsagen på friland, men med drivhusets varme kan du få et godt udbytte tidligere og hurtigere. Du kan også med fordel så ny salat løbende i takt med, at du høster. Så har du hele tiden noget friskt, fordi det er en grøntsag, der vokser hurtigt.

Ligesom med krydderurter egner salat sig godt til at blive sået i bunden under fx tomatplanter, så du udnytter pladsen. I drivhus har du samtidig den fordel, at det er lettere at beskytte salaten mod snegle, som er vilde med de friske grønne blade.

9. Aubergine

Med sine lavendelfarvede blomster og blanke frugter kan aubergineplanten være et dekorativt indslag i drivhuset. De dyblilla auberginer er mest udbredte, men du kan også få lillastribede og helt hvide auberginer.

Planten kommer fra samme klima som peberfrugten og har nogenlunde samme behov i forhold til pleje.

Auberginer skal høstes, før de bliver alt for store, da de ellers får en harsk og kedelig smag.

10. Citrusfrugter

Appelsiner og andre citrusfrugter har lagt navn til orangeriet, der oprindeligt fungerede som et opvarmet overvintringshus for citrustræer og andre stedsegrønne planter.

Citrustræer kan ikke tåle frost mere end en enkelt nat, men de er omvendt heller ikke glade for alt for meget varme. Derfor fungerer et drivhus bedst som en slags ’mellemstation’, hvor citrusfrugterne trives om foråret, hvorefter de sættes udenfor om sommeren. Om efteråret kan de igen sættes i drivhuset, og om vinteren helt indenfor – eller i et orangeri med en temperatur på 5-10 grader.