Hvad er en brudekiste?
En brudekiste er en (fint udsmykket) trækiste, hvori en brud havde det udstyr, hun bragte med hjemmefra. Den har altid været omgærdet af lidt mystik og blev også kaldt for ”brudens hemmelighed”.
Kilde: www.sproget.dk
Så snart en trolovelse var offentliggjort i 1500-, 1600- og 1700-tallet, gik kvinden – og hendes familie – i gang med at forberede hendes brudekiste. En trækiste med hængslet låg, der indeholdt det tøj og de duge, gardiner eller tæpper, hun skulle have med sig ind i ægteskabet.
– En trolovelse – i hvert fald blandt adelen – var på det tidspunkt en aftale mellem to slægter, og udstyret, der kom i brudekisten kunne være en del af medgiften, fortæller Marie Aaberg Andersen, museumsinspektør på Gammel Estrup, Danmarks Herregårdsmuseum.
Linned – altså alt, der var lavet af stof – kan måske lyde som en lidt fattig medgift, hvis man forestiller sig en brudekiste var noget, der var fyldt med guld og ædelsten. Også selvom det blev udstyret med smukke broderier, våbenskjold og initialer.
– Men man må forstå, at linned var utrolig værdifuldt. Det var dyrt at anskaffe sig og kunne let forgå, hvis man ikke passede på det. Så på herregårdene havde man faktisk en betroet person, der skulle passe på husets linned – alt fra duge, sengetøj og servietter. Så dét, bruden tog med sig, havde stor betydning. Jo rigere familie, man kom fra, jo flere kjoler og jo mere linned til husholdningen, havde man med sig. Derudover kunne der være et mindre rum i kisten til værdisager, fortæller hun.
Indholdet i en brudekiste var privat og mystisk
Stefanie Høy Brink forklarer, at brudekistens indhold dog også var omgærdet af en vis mystik.
– Det var ligesom det kvindeunivers, bruden tog med sig ind i et ægteskab. Selv om der nok mest var tøj, sengetøj og duge i den, så repræsenterede den det, der sorterede under hende i hjemmet, hvor det meste ellers var bestemt af manden. Og selv om brudekisterne var størst og smukkest hos adelen, så man dem ofte også hos almuen og i de almindelige hjem. Mange af dem gik i arv gennem flere generationer, siger hun og fortsætter:
– Vi så også, da Agnes skulle giftes med Lauritz i Matador, at det eneste, hun tog med sig fra Varnæs´ hjem var sin kommode. Det var en videreudvikling af brudekisten. Hendes private ejendele, som skulle med ind i ægteskabet.
Brudekister var et vigtigt statussymbol
Brudekisten – eller brudekisterne, for hvis man var af rig familie, kunne man have flere med sig – stod ofte i centrale opholdsrum, i soveværelset og senere i gangarealer på herregårdene. I bondehusene stod de centralt i opholdsrummet, der oftest var soveværelse og stue på samme tid. For selv om indholdet var meget privat og symboliserede et kvindeunivers, var det meningen, at selve kisten skulle stå til skue som det centrale statussymbol, den også var. Derfor blev der gjort meget ud af udsmykningen.
– Hos adelen var brudekisterne altid dekoreret med våbenskjold, fordi de skulle symbolisere alliancen mellem to slægter. Adelen – som udgjorde en ret lille del af befolkningen – sad på størstedelen af jorden i landet og alle de øverste embeder hos kongen fra 1536-1660, som kaldes adelsvældet. Så man giftede sig ind i hinandens slægter for at kunne holde på jord og magt. Giftede man sig med en ikke-adelig, var man ikke længere adelig, og så mistede man sine privilegier, forklare Marie Aaberg Andersen.
I 1500- og 1600-tallet var brudekisterne ofte med meget smukke udskæringer på siderne. Men i 1700-tallet ændrede moden sig, og de fleste kister – også de fineste – havde ikke længere udskæringer, men blev i stedet kunstfærdigt bemalede.
Dragkister og kommoder afløste brudekister
Brudekisterne var udbredte helt op i 1800-tallet, men herefter blev de langsomt udfaset. Både fordi man havde dragkister og også fik kommoder til opbevaring. Og fordi samfundet gennemgik store forandringer frem mod 1900-tallet.
– Industrialiseringen, og at vi fik en grundlov, betød, at der ikke længere var så store skel i samfundet, og adelens magt formindskedes. Så i 1900-tallet talte man ikke længere om brudekister og dragkister, selv om flere ganske givet har haft dem stående som arvestykker, lyder det fra Stefanie Høy Brink.