Illustration: Lars Andersen
Når du svinger hammeren i weekendens gør det selv-projekter eller borer huller til boligens nye billeder, tænker du nok ikke over, at kimen til værktøjet i din hånd er lagt for millioner af år siden.
– Mennesket har altid brugt værktøj for at opfylde bestemte livsbehov og forarbejde verden omkring sig. I dag har vi meget de samme typer værktøj, som oldtidsmennesket havde, men form og udseende har selvfølgelig ændret sig undervejs, fortæller museumsinspektør på Nationalmuseet Kirstine Pommergaard og fortsætter:
– Det ældste kendte eksempel på en menneskeart, der har brugt værktøj, er Homo erectus, som for millioner af år siden havde en form for knive. Ellers er øksen og hammeren værktøjer, som vi altid har haft, og de her kendte værktøjer har faktisk ikke ændret sig siden jernalderen – den største forandring er i virkeligheden nok nyere tids elektrificering.
Fra nomadeliv til agerbrug
Behovet for værktøj i Danmark starter især i stenalderen – omkring år 14.000 før vor tidsregning – hvor de første mennesker flytter hertil og lever som et nomadefolk i telte, alt efter hvor dyrene – og dermed maden – befinder sig.
– Der er tale om et jæger-samler-folk, som har behov for værktøj for at kunne skaffe mad og forarbejde fødevarer. De jager med spyd, bue og pil lavet i træ og flintesten, og de bruger knive og økser til at flå og partere dyrene. Her har de brugt slagsten eller trykstokke ud af gevir til at formgive flint til fx knive. I starten jager de over land, men da de begynder at flytte sig over vand, bruger de økser i flintesten til at udhule træer til både. Man er ikke gået meget op i udseendet af værktøjet, og det kan i dag være svært at se, om noget er en økse eller ej, fortæller Kirstine Pommergaard.
Hvis din flintøkse fx gik i stykker, så kunne du ikke sætte den sammen igen. Men bronze kan smeltes om igen og igen.
I år 4000 før vor tidsregning begynder en af de største forandringer i datidens samfund, da jæger-samler-folket begynder at være agerbrugere. Og dermed ændrer behovet for værktøj sig også markant.
Fra et nomadeliv begynder stenalderfolket nu at bo fast ved markerne, som de opdyrker. I første omgang har de brug for en del økser til at rydde træerne og gøre klar til agerbrug, og dernæst skal de bruge redskaber til at dyrke jorden med. Her bruger de først en slags ”såpinde” til at ridse i jorden og senere en plov kaldet en ard. Med agerbrug følger også korn, mel og brød – og dermed opstår også behovet for fx kværnsten til at forarbejde korn til mel, og de får behov for at skabe beholdere til at opbevare fødevarer i, fortæller Kirstine Pommergaard fra Nationalmuseet.
Fast bopæl får husene til at vokse frem
Skoleelever er i mange år blevet undervist i at bruge værktøj.
I bondestenalderen opstår behovet for at bygge huse i stedet for de mobile telte, som jægerne boede i. Tag dog ikke fejl. Der er på ingen måde tale om boliger som i dag, hvor der bliver kræset om indretningen, og værktøj bliver brugt til at hænge billeder op med.
– Vi har ikke fulde boliger bevaret fra dengang, men vi ved, at de bor i såkaldte langhuse bygget i træ med lerklinede vægge – med stald i den ene ende og beboelse i den anden. De sover på indbyggede brikse omkring ildstedet i midten, som bliver brugt til madlavning samt som varme- og lyskilde. Til at bygge og vedligeholde husene har bondestenaldermanden blandt andet brugt økse, kniv, hammer og bor, fortæller Kirstine Pommergaard.
Materialet ændrer sig
Op igennem metallernes tid – bronzealderen og jernalderen – er mennesket stadig agerbrugere og har dermed i høj grad samme livsbehov. Den store forskel er det materiale, man har at arbejde med.
– Med begyndelsen af bronzealderen får man et helt nyt materiale at arbejde med. Hvis din flintøkse fx gik i stykker, så kunne du ikke sætte den sammen igen. Men bronze kan smeltes om igen og igen, og dermed kan du lave en ny økse, hvis du ved hvordan. Materialet har nemlig også krævet nye kompetencer og tid at lære at arbejde med. I bronzealderen begynder man også i højere grad at bygge skibe, og her bruger man økser – men også det nye værktøj høvlen til at formgive plankerne til skibene, forklarer Kirstine Pommergaard.
Da jernalderen holder sit indtog, bliver værktøjet helt naturligt formgivet i et nyt materiale.
– Men jern har et smeltepunkt på 1.536 grader og kan derfor ikke blive flydende i oldtiden ligesom bronze og de andre metaller. Det bliver i stedet blødt, og derfor ændrer hammeren udseende i jernalderen – der er nemlig behov for store hammerhoveder på over et kilo for at kunne formgive det nye materiale. Et værktøj som øksen kommer også til at ændre udseende i bronze- og jernalderen. Øksehoveder til håndværksbrug er ikke så store som i stenalderen, og øksehovedet sidder anderledes i skaftet, fortæller Kirstine Pommergaard.
Hvad har ændret sig mest – og mindst – siden oldtiden?
– Siden jernalderen har værktøj som hammer og økse stort set ikke ændret sig i deres grundform, mens sådan noget som et boreværktøj nok har ændret sig mest. Både i udtryk og teknologi. I stenalderen havde man fx hånddrevne flintbor til fx at bore huller i rav til smykker. Senere udviklede man et buebor, der kunne opnå en højere friktion – hvorved man nemmere og hurtigere kunne lave hul. Og til nu, hvor man har el- og batteridrevne boremaskiner, siger museumsinspektør Kirstine Pommergaard fra Nationalmuseet.
Vikingerne udvider horisonten
I Vikingetiden er man stadig agerbrugere og har behov for de samme typer af værktøj. Men nu begynder man også at rejse længere væk i krigs- og handelsskibe.
- Man har hele tiden produceret skibe, men den store forandring ligger i, hvordan skibene udformes – krigsskibe er smallere end handelsskibe, og man begynder at få sejl på skibene. Det betyder, at vikingemennesket kan rejse længere væk, og skriftlige kilder fortæller om togtet til blandt andet Romerriget og England. Det, at skibene får sejl på, giver behov for et helt nyt håndværk, nemlig at producere store stykker tekstil. At producere tekstil af blandt andet uld og hør begynder også med agerbruget, og til det har de haft brug for væve til at lave tekstilet og tenvægte til at spinde tråden, fortæller Kirstine Pommergaard.
Gør det selv er udbredt
Selvom samfundet ændrer sig markant i middelalderen og op gennem 1600-, 1700- og 1800-tallet, ja reelt set ind i 1900-tallet, er danskerne stadig udpræget agerbrugere, og basishåndværket ser ud på samme måde. Det fortæller museumsinspektør fra Nationalmuseet Anne-Mette Marchen Andersen.
– Det handler mere om, at funktionerne ændrer sig, i takt med at man får ændrede livsbehov – og at man hele tiden forsøger at effektivisere det enkelte værktøj. En spade er jo stadig en spade, og en kniv er en kniv, men de har haft et kæmpe katalog af specielt værktøj, som vi ikke bruger i dag, fordi vi jo ikke laver den samme type arbejde. For eksempel tørvespader eller specielle knive til at skære siv eller tækkerør til taget med, forklarer hun og fortsætter:
– Modsat i dag laver man stort set alt sit værktøj selv, fx skafterne på sin le til at høste. I virkeligheden er man meget mere gør det selv-mennesker dengang end i dag. Man benytter sig af smede, hvis man har råd. I det gamle bondesamfund er man fæstebønder, hvor man både skal passe sin egen gård og arbejde for herremanden, som altså ikke stiller værktøj til rådighed. Det er et meget hårdt liv, og det er først med landboreformerne fra slutningen af 1700-tallet, at man får mulighed for fx at eje sin egen gård.
Egen bolig og gadgets
Det næste store samfundsskift kommer med industrialiseringen og elektrificeringen i slutningen af 1800-tallet.
– Flere og flere flytter ind til byerne og får arbejde på fabrikkerne og bor i mindre lejligheder, hvor man jo ikke har brug for det gamle landbrugsværktøj mere. Men det gamle håndværktøj bruger man stadig. I takt med at el langsomt bliver bredt ud, forsøger man at udvikle forskellige typer elværktøj for at lette opgaverne i hverdagen – fx boremaskine og savmaskine, men også den elektriske symaskine er en kæmpe lettelse i hjemmene i stedet for den tidligere udgave med fodpedal eller håndsving, forklarer Anne-Mette Marchen Andersen fra Nationalmuseet.
Øksen – værktøj, våben, gave til guderne
Et almindeligt værktøj som øksen har eksisteret stort set altid, men historisk set har den været brugt til andet og mere end bare værktøj.
– Værktøj er også blevet brugt som våben til krigsførelse. I jernalderen taler man fx om en frankisk fuldbevæbning – en slags militærudstyr, hvor øksen indgår som et af våbnene. Våben indgår også i gravlæggelser, så krigerne kan blive begravet med deres udstyr. Endelig kan værktøj også bruges som offergaver, måske til at holde sig på god fod med guderne, så høsten fx ikke slår fejl. Her ofrer man fx flintøkser, og i bronzealderen har man fx store pragtøkser, som bliver brugt til ritualer, hvor man fejrer og tilbeder solen som en gud, fortæller Kirstine Pommergaard fra Nationalmuseet.
Op gennem 1900-tallet og især efter 2. verdenskrig bliver drømmen om at eje egen bolig en mulighed for de fleste danskere. Vi har øget velstand i samfundet, og nu kan arbejderne tjene nok penge til at få deres egen parcel.
– Op gennem 1950’erne og 1960’erne og frem ser vi derfor nærmest et byggeboom, og med egen bolig kommer der andre behov for værktøj end i den toværelses lejebolig. Nu har man måske egen have, og der bliver derfor behov for fx en græsslåmaskine. I grundform har en skovl, spade, kost osv. ikke ændret sig meget, men nu skal de dække et helt andet behov end tidligere. I nyere tid, især med en øget velstand, kan man også mere tale om ”gadgets” inden for værktøj. Tidligere nøjedes man med mindre og havde måske bare en sav, men nu er det pludselig muligt med fx en geringsav, siger Anne-Mette Marchen Andersen fra Nationalmuseet.
