Klik for større billeder og swipe for flere billeder
Et børneværelse skal kunne mange ting. Det skal danne rammen om lektielæsning, leg, søvn, kreative udfoldelser og hygge med vennerne. Ofte er der ikke mange kvadratmetre at gøre godt med, men med omhyggelig planlægning kan man komme langt.
Videncentret Bolius giver dig her gode råd til, hvordan du kan indrette børneværelset for børn fra 3-12 år.
8 gode råd til opbevaring på børneværelset
Praktiske opbevaringsløsninger er et af de vigtigste elementer i et børneværelse, da børneværelser i dag ofte er fyldt med mange ting og sager, der hurtigt kan blive til rod.
- Sørg for, at hver ting har sin plads. På den måde bliver det også mere overskueligt for barnet selv at rydde op.
- Opbevaringsløsninger bør generelt placeres i en højde, hvor børnene selv kan hente legetøjet frem og sætte det på plads igen.
- Møbler med indbygget opbevaring er smarte, især hvis pladsen er trang, men også hvis man ønsker at frigøre mere gulvplads til leg. Det kan fx være senge med skuffer, slagbænke og kasser med låg, der også kan bruges som siddemøbler.
- Lave opbevaringskasser på hjul er desuden praktiske, fordi de er nemme at flytte rundt på og kan køres ind under reoler, hylder, senge og borde.
- Vægopbevaring er en anden måde at skabe mere gulvplads på, herunder de traditionelle løsninger som hylder og opbevaringskasser på reoler.
- Individuelle knager eller en knagerække monteret på væggen er også et godt valg, da man kan hænge kurve med hanke, snoreposer og plysdyr på dem.
- Tallerkenhylder er de senere år blevet populære i børneværelserne til opbevaring af bøger. Det gør bøgerne indbydende, da børnene kan se forsiden af bøgerne fremfor bogryggene.
- Opbevar gerne tøj i skabe og kommoder frem for at hænge det ude i det åbne. Stof har det nemlig med at samle støv. Det er derfor bedst for indeklimaet at holde beklædningsgenstande bag låger. Du kan med fordel vælge et garderobeskab, der er stort nok til ikke kun at rumme tøj, men også legetøj, etc. Vær opmærksom på, at skabe, kommoder og lignende bør fastgøres til væggen med vægbeslag, så du ikke risikerer, at de vælter ned over barnet.
Lav plads til aktiviteter og hygge på børneværelset
Da mange børn opholder sig en del på værelset, kan det være fint, hvis der er plads til fysisk aktivitet, fx i form af en klatrevæg. Du kan også sætte en ribbe eller nogle gymnastikringe op.
Sækkestole, store gulvpuder, marokkopuder, puffer og madrasser er også gode til børneværelset. De kan både bruges til at slappe af i, hoppe i, slå kolbøtter på og som byggesten til huler.
For de mindste børn er det skægt og rart at have møbler i børnestørrelse, hvor de kan efterligne de voksne. For de lidt større børn, der begynder at have kammerater med hjem, kan det være praktisk med en seng, der kan bruges som sofa i dagtimerne gerne kombineret med et lille bord.
Indretning af børneværelse med hobbyhjørne, arbejdsbord og skrivebord
Der skal selvfølgelig også være plads til kreativitet på børneværelset, og her er et hobbyhjørne med et arbejdsbord, hvor børnene kan sidde og male, spille, arbejde med perler, osv. en god ide.
Du kan montere en hylde eller kasse på væggen ved siden af bordet i lav højde, hvor farveblyanter, saks, papir, etc. kan opbevares. En lav kasse på hjul, der kan parkeres under bordet, når det ikke er i brug, er en anden smart løsning, der gør det nemt for børnene selv at finde ting frem og rydde op bagefter.
Når børn når skolealderen, skal de have et sted, hvor de kan sidde og koncentrere sig om lektielæsningen. Det lille børnekontor skal udstyres med et skrivebord, som kan justeres i højden, efterhånden som barnet vokser, og en stol, der er behagelig at sidde på.
Det er en god idé at placere hobby- og skriveborde, så barnet sidder med siden til et vindue. På den måde udnytter man dagslyset, men bliver ikke blændet af det, mens man sidder og laver lektier.
Senge til børneværelset
Børn skifter typisk tremmesengen ud med en åben seng i 2-3-årsalderen. Her står valget oftest mellem en juniorseng, en udtræksseng eller en voksenseng.
En juniorseng er en mindre udgave af en voksenseng, der typisk kan bruges frem til seks års-alderen. En udtræksseng kan gøres længere, efterhånden som barnet vokser, men man vil alligevel ofte udskifte sengen til en mere voksen model, når barnet bliver ældre.
Du kan dog også sagtens gå direkte til voksensengen, hvilket som regel vil være den mest økonomiske og bæredygtige løsning, da man dermed har en seng, der kan bruges i mange år. Hvis barnet har en tendens til at ligge uroligt, kan sengen forsynes med en sengehest for at forhindre fald ud af sengen.
Hvis der er flere børn, der skal dele værelse, kan en køjeseng være en fin løsning. I stedet for en traditionel køjeseng, hvor børnene ligger i to lag, kan man også, hvis pladsen er til det, vælge at give hvert barn en højseng, hvorunder der er indbygget flere funktioner. Der kan fx være et skrivebord, et garderobeskab eller en sofa. På den måde har hvert barn noget, der er helt deres eget. En sådan seng kan også være glimrende på eneværelser, hvor pladsen er trang.
Såvel køjesenge som lave senge fås desuden med indbyggede skuffer, som kan bruges til opbevaring. Nogle modeller har sågar indbygget gæsteseng, hvilket er glimrende, hvis man har overnattende kammerater.
Vægge og farver i børneværelset
Det kan være fint at male væggene i en bestemt farve, hvis man gerne vil dekorere børneværelset. Man skal dog tænke på, at der ofte er mange ting i forskellige farver på et børneværelse, og derfor kan det skabe noget ro at male væggene i lyse og neutrale farver.
Du kan også overveje at nøjes med at give en enkelt væg en stærk farve eller et spændende tapet. Det gør det også nemmere at skifte dekorationerne ud, når børnene bliver ældre, og interesserne skifter.
Du kan også male en del eller en hel væg med tavlefarve, der forvandler væggen til en stor flade, som børnene kan male på. Wallstickers, som kan klistres på væggen, er en anden flot løsning.
En undersøgelse af indretningen i danske hjem, som YouGov har lavet for Videncentret Bolius i november 2018, viser, at der er hvide farver på 82 procent af børneværelserne, mens blålige farver (6 procent) er den næstmest populære farve i børneværelser. Samme undersøgelse viser, at de voksne – sammen eller hver for sig – bestemmer farven på børneværelset, mens barnet får lov at bestemme i ni procent af tilfældene.
Brug gerne en glans 10 maling til børneværelset, så væggene kan tåle at blive tørret af. Af hensyn til indeklimaet er det desuden en god ide at vælge maling, der er mærket med Svanemærket eller EU-Blomsten, da man er dermed er garanteret, at malingen ikke indeholder tungmetaller eller blødgørere.
Hvis nogen i husstanden er allergisk over for konserveringsmidlet metylisotiazolinon (MI), skal man vælge maling, som har Astma-Allergi Danmarks mærke, Den Blå Krans.
Belysning i børneværelset
Dagslys har betydning for såvel voksnes som børns velbefindende, så jo mere naturligt lys, du kan få ind i børneværelset, jo bedre.
Derudover er ordentlig belysning vigtig, og her er det en god idé at skab forskellige former for belysning. Man kan fx:
- Montere en eller flere loftslamper med et blødt, diffust lys.
- Sørge for arbejdsbelysning ved skriveborde/hobbyborde og andre steder, hvor barnet sidder og læser eller leger.
- Supplere med hyggebelysning og evt. en natlampe.
Belysning 3-6 år
Løse lamper er ikke den bedste ide til de helt små børns værelser, da det kan skabe farlige situationer, hvis de rager dem ned. Derfor bør lamperne være monteret i enten loft eller på væg.
Lyskæder kan være et charmerende indslag i børneværelset, men de bør placeres på steder, hvor pilfingre ikke kan få fat i dem, da små børn kan blive viklet ind i og i værste fald kvalt i ledningerne.
Belysning over 6 år
Børn i skolealderen har brug for en arbejdslampe på skrivebordet, som skal være placeret sådan, at den kaster lyset ud til siden, frem for at lyse direkte ned på bøger/papirer. Den bør desuden anbringes på den modsatte side af den hånd, som barnet skriver med – på den måde skygger armen ikke for lyset.
LED-læselamper et godt valg, da de ikke bliver så varme, at man kan brænde fingrene på dem. Samtidig er de energibesparende og bæredygtige.
Indretning af værelse til to børn/deleværelse
Hvis flere børn skal dele værelse, er det en god idé at tænke inventaret sammen med rummet og enten selv bygge eller få en snedker til at bygge nogle pladsbesparende løsninger, der er skabt specifikt til det pågældende værelse. Det kan fx være en seng med flere funktioner. Det gælder især, hvis værelset er lille.
Hvis du ikke har lyst til at kaste dig ud i et sådant projekt, findes der også rigtigt mange smarte pladsbesparende løsninger på markedet, hvor køjesenge kombineres med skrivebord, skabe, sofaer, etc.
Når flere deler værelse, er det desuden vigtigt at skabe små rum, hvor man kan være sig selv. Montér fx gardiner på køjesengene, som kan trækkes for, hvis man vil have lidt privatliv. Det kan også være et lille telt i et hjørne af rummet.
Gulvbelægning i et børneværelse
Man bruger gulvet på en anden måde i et børneværelse end i en stue. Leg foregår ofte på gulvet, så det skal være nemt at holde og gøre rent.
Hårde og glatte gulve er dårlige for akustikken, og det kan også gøre ondt, hvis man falder på et sådan gulv. Klinker og betongulve bør derfor undgås, mens træ, linoleum, vinyl, kork og gummi er glimrende løsninger. Gulvtæpper kan også være en mulighed, men de er sværere at holde rene og samler støv.
Man kan evt. have et løst legetæppe, der kan rulles sammen. Det mest hensigtsmæssige er et gulv, der kan tåle at blive vasket.
Nye tæpper afgiver desuden kemiske stoffer, så ønsker I et tæppe i børneværelset, er det en god ide at vælge et, der er udstyret med Indeklimamærket for at få mindst mulig kemi ind i hjemmet. Lider barnet af astma eller allergi, bør man helt undgå brug af gulvtæpper.
Podcast: Mig og min have
Episode 6: Leg i haven
En have skal rumme hele familien - og indbyde til hygge og samvær. Vi sætter i dette afsnit fokus på, hvordan du med simple metoder kan få mere leg og samvær i haven til gavn for hele familien.
Hør alle afsnit samt få de nyeste via Apple Podcasts eller TuneIn.
Alle afsnit