Galleri: Smarte og funktionelle børnesenge
Klik for større billeder og swipe for flere billeder
Tip: Find børneseng på Google
Hvis du er interesseret i at finde flere oplysninger om børnesengene i denne artikel, fx, hvor du kan købe dem, og hvad de koster, kan du gøre således:
Højreklik på billedet af sengen og gå ned på "Søg efter billedet på Google".
Herefter dukker der flere oplysninger op.
Udnyt højden på børnesengen
Hvis kvadratmeterne er få på børneværelset, og børnene mange, så er det en god ide at gå efter en pladsbesparende børneseng. Køjesenge er en oplagt mulighed, især hvis flere børn skal sove på det samme værelse. Men de kan også være en god ide, hvis ens barn ofte har overnattende venner.
Der er modeller til enhver pengepung. IKEA har en særdeles prisstærk model kaldet TUFFING til 1299 kroner, mens man i den anden ende af prisskalaen finder Lollisoft til 24.998 kroner fra Smart Rooms (2023-priser). Den kan så også noget, de færreste køjesenge kan, nemlig klappes op af væggen, når den ikke er i brug, så den stort set intet fylder.
Brug pladsen under børnesengen: Skrivebord, opbevaring og skab
En højseng med forskellige indbyggede funktioner er et andet alternativ, der sparer gulvplads. Mange modeller har indbyggede skriveborde, nogle har også garderobeskabe, og andre igen har gæstesenge, som kan trækkes frem, hvis børnene har venner, der skal overnatte.
Nogle køjesenge/højsenge er udstyret med stiger, mens andre har trappetrin, der gør det nemmere at klatre op i sengen, men disse tager som regel også mere plads. Til gengæld er der ofte indbygget opbevaringsplads i disse trapper.
Til mange køjesenge og højsenge kan der købes forskelligt tilbehør, såsom rutsjebaner, belysning, skuffer, hylder og forhæng. Sidstnævnte er geniale til at skabe en hulestemning og samtidig sikre lidt privatliv.
Hvis I har lavt til loftet, kan et alternativ til en køjeseng være en briks med en indbygget udtrækseng. Brikse med opbevaringsplads i form af skuffer og hylder er også særdeles velegnede til børneværelser med lidt plads. Skufferne er oplagte til opbevaring af sengetøj eller legetøj.
Få styr sikkerheden til sovende børn
Vær opmærksom på, at den øverste seng i en køjeseng/højseng ikke anbefales til børn under seks år på grund af risikoen for faldskader. Sørg desuden for, at der er sengeheste på alle sider af den øverste køje for at undgå faldulykker. Hvis sådanne ikke er indbyggede eller følger med, kan man ofte tilkøbe dem samme sted, som man køber sengen.
Det er en god ide at placere en lampe tæt på stigen/trappen. Det vil gøre det både tryggere og mere sikkert at klatre op og ned, når mørket er faldet på.
Inden du køber en køjeseng eller højseng, så tjek hvad producenten af den pågældende model anbefaler med hensyn til loftshøjde. Der bør minimum være mellem 60 og 90 cm mellem madras og loft, så man undgår at banke hovedet op i loftet, når man sætter sig op.