
Selvom der måske er god plads i kælderen til et børneværelse, kan det ikke anbefales. Foto: Torben Klint
Det kan være fristende at udnytte de ledige kvadratmeter i kælderen til børneværelse, og større børn plager ofte selv om at flytte i kælderen, hvor de kan larme, så meget de vil. Men det er bedst at lade være, da kældre sjældent egner sig til beboelse.
Derfor er det en dårlig ide at indrette børneværelse i kælderen
1. Fugt og skimmelsvamp kan give sundhedsproblemer
En kælder er pr. definition en fugtig bygningsdel. Den bliver aldrig 100 procent tør, og når der er fugt, kan der komme problemer med skimmelsvamp og generelt dårligt indeklima. Dette kan være dybt sundhedsskadeligt for børn, fordi de er mere modtagelige over for skimmelsvamp.
2. Risikoen for skadelig radon er større
Risikoen for en forhøjet forekomst af radon er væsentligt større i en kælder end i rum, der ligger over jorden. Det gælder især, hvis det er en ældre kælder med fine revner i vægge eller gulve. Radon er en lugtfri og kræftfremkaldende gasart, som kommer fra jorden og bliver suget op gennem gulve og vægge ind i bygninger.
3. Redning i tilfælde af brand kan være en udfordring
Det kan være svært at sikre ordentlige redningsåbninger fra en kælder. Her er der ikke blot tale om, at barnet skal kunne komme ud ad et vindue, hvis der opstår en brand. Man skal også sikre, at vinduet er stort nok til, at en brandmand kan komme ind igennem vinduet og redde barnet ud. Vinduesåbningen skal derfor være mindst 60 cm høj og mindst 50 cm bred, og højde og bredde lagt sammen skal være mindst 150 cm. Højden på undersiden af vinduet skal være maks 120 cm.
Efterisolering i kælder maskerer problemer, men løser dem ikke
Det løser ikke indeklimaproblemer i kælderen at kompensere for den naturlige kulde og fugt ved at efterisolere rummet indefra.
Når du beklæder en fugtig væg med isolering, gipsplader og en dampspærre, som måske ikke er monteret helt efter bogen, lukkes fugten inde i konstruktionen, og det skaber optimale betingelser for udviklingen af sundhedsskadelig skimmelsvamp.
Video: 5 gode råd om indeklima på børneværelset
Tue Patursson, fagekspert i Videncentret Bolius, forklarer: Hvordan sikrer du det bedste indeklima for dine børn? Hvad kan du gøre i løbet af dagen? Hvad er godt at huske, når børnene får nye ting? Hvordan undgår du ophobning af støv og partikler? Hvilke ting skal man undgå på børneværelset?