1. En bænk ved hoveddøren
En bænk eller en stol tæt på hoveddøren kan både være et rart sted at sætte tasker og indkøbsposer, imens man får styr på overtøj og nøgler, og så kan den også bruges som en stabil siddeplads, når sko og støvler skal af og på, eller hvis man bare har brug for at sætte sig og puste ud.
2. Lad robotterne give en hånd med
Lidt huslig hjælp fra robotter og teknologi er også en måde at gøre hverdagen nemmere på, fx kan du få robotter til at hjælpe med støvsugning og gulvvask. Automatisk lys på badeværelset, så du ikke skal fumle efter kontakten om natten, kan også være en fordel – eller hvad med gardiner eller rullegardiner, som kan betjenes med fjernbetjening eller med stemmen?
3. Sammensæt en gallerivæg
Pyntefigurer, lysestager og billeder i reoler og vindueskarme giver et hjem personlighed, men de kræver også regelmæssig afstøvning. En måde at gøre dit hjem både hyggeligt og mindre rengøringskrævende på kan være ved at erstatte nipsgenstandene med en gallerivæg.
Princippet er, at du fylder et stort område af en væg med indrammede billeder. Rammerne må gerne sidde tæt, fx med et par centimeters mellemrum, og være i forskellige størrelser. Hvilke motiver der skal være i rammerne, vælger du selv; det kan være alt fra grafiske mønstre til et citat, der har betydning for dig. Det er samspillet mellem elementerne, som er med til at give personlighed.
4. Godt med gulvplads
Gulvplads er vigtigt for at kunne komme rundt. Især hvis du er gangbesværet, må der ikke være for mange ting, du kan snuble over eller støde ind i. Men også hvis du ikke er, kan god gulvplads hjælpe til at skabe ro i hjemmet og gøre det lettere at gøre rent. Overvej også at bruge store, faste tæpper på dit gulv i stedet for mange små.
5. Vælg nemme planter
Både indendørs og i haven kan man gøre livet lidt lettere for sig selv ved at vælge planter, som ikke er meget krævende. Guldranke, væddeløber eller sukkulenter er fx nemme indendørsplanter.
Hvis du gerne vil have udendørs krukker tæt ved hoveddøren, kan du med fordel tænke i planter, der ikke vokser for voldsomt og bliver i sin krukke. Overvej fx stedsegrønne planter som buksbom og søjletaks. Hvis du skal plante træer, kan du bl.a. vælge røn og paradisæbler, som også er langsomt voksende træer, der ikke kræver den store pasning.
6. Justér højden på dit køkkenskab
Overskabe kan være en god måde at udnytte pladsen på i et lille køkken. Men hvis du gerne vil være sikker på, at alle kan nå de øverste hylder, kan det være en idé at gøre dem justerbare. Du kan fx få overskabe, der kan justeres i højden både manuelt eller elektrisk, ligesom du kan få overskabe, der kan køre ud af væggen, så de kommer tættere på dig.
7. Genovervej dit badekar
Et badekar er dyrt i vandforbrug og tager ofte meget plads. Så hvis du alligevel har planer om at renovere dit badeværelse, kan du overveje, om badekarret skal erstattes med en større bruseniche og lidt mere gulvplads. Det kan både gøre det nemmere at bruge badeværelset, hvis du er gangbesværet og får brug for at få hjælp i badet, men det kan også gøre det lettere at have børn med i bad.