
Mange arkitekter kan også hjælpe med have og terrasse. Det har arkitekt Karina Søgaard gjort her, hvor den overdækkede terrasse er indtænkt i husets arkitektur. Foto: Andreas Mikkel Hansen
De fleste ved, at en arkitekt ofte bruges, hvis du vil bygge til, om eller nyt.
Men faktisk kan du også gøre brug af arkitektens kreative sind og store kendskab til privat boligbyggeri i andre situationer, når det gælder din bolig.
Få mere ud af en boligarkitekt

Arkitekt Jørgen Dahlgaard blev inviteret med ud og kigge på dette hus, inden familien købte det. Skulle huset blive deres, ville de udnytte udsigten bedre med en stor karnap. Arkitekten tegnede, hvordan det ville se ud, og familien købte huset og indledte et samarbejde. Foto: Pia Enghild
1. Rådgivning ved køb af bolig
Skal du købe ny bolig, kan du invitere en arkitekt med til fremvisningen for at få vurderet muligheder og begrænsninger i boligen, inden du skriver under. På den måde kan du få overblik over bygningens byggetekniske stand og få afklaret, om du overhovedet kan komme i mål med dine boligdrømme inden for dit budget i den pågældende bolig. Det kan spare dig for mange kostbare ærgrelser på den lange bane. Arkitektens pris ligger på ca. 5.000 kr., men kan variere alt efter afstand til boligen og boligens størrelse.
2. Rådgivning ved salg af bolig
Har du svært ved at få solgt din bolig, kan du bruge arkitekten til at synliggøre boligens muligheder for eventuelle købere. Med et par enkle skitser kan arkitekten hjælpe med at illustrere, hvordan der fx kan etableres et ekstra børneværelse eller et større køkken. Ofte er det små og økonomisk overkommelige byggeopgaver, der får puslespillet til at falde på plads for en potentiel køber. Arkitektens pris ligger på ca. 5.000 kr.
3. Inspiration
Trænger du til at få opdateret din bolig, men er hel tom for inspiration, tilbyder flere arkitekter såkaldte ’instant’-møder. Et ’instant’-møde er et besøg på 1-2 timer, hvor arkitekten kommer med masser af ideer og fortæller om muligheder i din bolig. Mødet er helt uforpligtende i forhold til videre samarbejde og indeholder ikke tegninger. Prisen ligger på ca. 3.000-5.000 kr.

Arkitekt Stig Christensen har her tegnet en serie af uderum og terrasser, som binder haven sammen. Bl.a. denne nedsænkede terrasse, som har fået indbygget en kombineret bænk og plantekasse. Foto: Novaform Arkitekter
4. Forbedring af have og udearealer
En have eller terrasse, der spiller sammen med boligen, kan gøre dit hjem endnu bedre. Mange arkitekter tilbyder udover rådgivning til boligbyggeri også hjælp til en ny plan over dit uderum, så det kan udnyttes optimalt, hvad enten du drømmer om blomsterbede, legeplads eller et hyggeligt orangeri. Dette kan også med fordel bruges ved sommerhuset. Arkitekthjælp til haven koster fra ca. 15.000 kr. alt efter omfang.

Med hjælp fra arkitekt Morten Lie Dalsgaard har ejerne af dette 1970’er-hus fået reduceret energiforbruget med 85 pct. Udover den store energibesparelse har familien med renoveringen fået en opdateret stue med vinduer fra gulv til loft og et bedre indeklima. Foto: Christina Kayser Onsgaard
5. Hjælp til energirenovering
Uanset om du søger hjælp til energirenovering af din murermestervilla, dit 70’er parcelhus, en bevaringsværdig bygning, eller om det er dit tag eller vinduer, der skal energirenoveres, kan du få rådgivning om energiforbedringer hos en arkitekt. Arkitekten kan gennemgå knudepunkterne i dit hus og rådgive dig om, hvilke forbedringer, der bedst kan betale sig i forhold til at opnå en reel besparelse på energiforbruget. Arkitekten kan desuden sikre, at du vælger en løsning, der ikke ødelægger husets arkitektoniske kvaliteter. Prisen for energirådgivning afhænger af opgavens omfang og kompleksitet.