Spørg Bolius
Har købt ældre hus der skal renoveres - hvem kan hjælpe os med at få overblik over mulighederne, så det bliver realistisk både håndværksmæssigt og økonomisk?
Kære Tine og jer andre,
Allerførst tusind tak for en fantastisk side. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har søgt - og fundet - svar på jeres side. Og som kun et-årig husejer er der virkelig mange ting, man føler sig lidt på bar bund med. Så tak til jer!
Jeg bor nu med min kæreste og vores to børn i et dejligt men også lidt gammeldags hus i Rødovre. Vi har mange ønsker og idéer til forbedringer og renovationer, herunder både gulvvarme, nyt vindfang, nye vinduer osv. Vi havde ved overtagelsen en byggesagkyndig ude og gennemstå tilstandsrapport m.m. Vi var lidt skuffede over, hvor lidt han vidste om, hvad forskellige ændringer ville betyde og koste. Derfor strandede vi også lidt med vores idéer om projekter. Men nu vil vi gerne prøve igen :)
Har I nogle bud på, hvem vi kunne kontakte, som vi kunne tage en både generel med også gerne en grundigere snak med omkring forskellige husforbedringer. Og som frem for alt vil have en idé om, hvad det ville koste. Findes sådan et menneske, eller er vi nødt til at have fat i både murer, snedker, energirådgiver osv.?
På forhånd mange tak og hilsner Helene
Hej Helene
Jeg vil anbefale at i tager et idemøde med en erfaren arkitekt så i kan få drøftet mulighederne godt igennem og hvilke ændringer der er hensigtsmæssige, og i hvilken rækkefølge - så i på den måde samlet set mest for pengene.
En arkitekt med erfaring i om- og tilbygning af private enfamiliehuse har udover den arkitektfaglige viden en generel viden om de konstruktioner og installationer der er i et almindeligt enfamiliehus, og om de love og regler der gælder for hvad og hvordan du må bygge i villakvarterer.
Arkitektens rådgivning vil oftest starte med en gennemgang af det nuværende hus, og drøftelse af de ideer i selv har. Så i med udgangspunkt i både jeres ønsker og det nuværende hus sammen med arkitekten kan drøfte mulighederne og på det grundlag vurdere og prioritere hvordan det samlede byggeri bedst opfylder jeres forskellige ønsker ud fra den samlede økonomi.
Du skal regne med at det koster omkring 1000 kr i timen, og at er sådant idemøde måske er et par timer + kørsel - derudover kan i aftale om der skal laves skitser, nærmere overslag på hvad de forskellige ændringer koster at udføre, skitsering af muligheder og løsninger m.v. og blive enige om timeforbrug og pris.
Du kan prøve at finde inspiration til både byggeriet og valg af arkitekt hos Danske Boligarkitekter, der er en sammenslutning af Arkitekter der har viden om og erfaring med om- og tilbygning og nybyggeri af private boliger, især enfamiliehuse.
Der tilbydes forskellige former for rådgivning lige fra et kort ideskitsemøde hvor ideer og muligheder drøftes igennem, udarbejdelse af myndighedsprojekt, projektering og udbud, prisindhentning og byggestyring. Afhængig af opgavens karakter og jeres ønsker kan omfanget af rådgivningen og dermed udgiften aftales individuelt.
Du kan finde eksempler på om – og tilbygninger, og finde arkitekter der har erfaring fra lignende opgaver,.på siden her: Danske Boligarkitekter
Den udgift til rådgivning vil i mange tilfælde kunne betale sig hjem når man ser på de samlede udgifter der er ved at ombygge og renovere et hus - give jer et samlet overblik at arbejde ud fra og samtidig give mulighed for at få afprøvet og udfordret jeres ideer inden selve byggearbejdet går i gang - og derefter vil være forbundet med stor unødvendige udgifter at ændre.
Med venlig hilsen