En lille og mørk entré, for få værelser og et køkken, du nærmest skal gå sidelæns ind i, fordi det er så småt og kroget. Det kan føles trangt og nærmest umuligt at få indretningen til at gå op, når man bor i en lille lejlighed med to eller tre værelser.
De store pladsudfordringer kender arkitekterne Gitte Falk fra tegnestuen Atelier’et og Thomas Hjort fra m4 Arkitekter, medlem af Danske BoligArkitekter, godt til. De har ofte hjulpet folk i lejligheder med at udnytte den begrænsede plads bedre.
- Udfordringen i lejligheder er jo, at man ikke kan bygge til, hvis man har brug for mere plads, men har faste og urokkelige rammer i form af ydermurene. Herudover er alle i opgangen afhængige af de samme rør og faldstammer, hvorfor man ikke let kan flytte rundt på badeværelse og køkken, siger Thomas Hjort.
Det gælder derfor om at tænke kreativt, mener Gitte Falk.
- Når man ikke kan skabe flere kvadratmeter, må man bruge dem, man har, bedre. Det gælder derfor om at tænke i en anderledes planløsning og nytænke forskellige funktioner og ikke lade en centimeter gå til spilde, når man indretter sig - hverken i højden eller i bredden, siger hun.
Gitte Falk og Thomas Hjort giver dig her ved hjælp af to konkrete projekter, deres bedste tips til at udnytte dine kvadratmeter bedre i en lejlighed.
Familie flyttede ind på den halve plads
For nogle år tilbage hjalp arkitekt Gitte Falk en familie med at flytte fra 120 m² til blot 75 m². Et skrækscenarie for de fleste, men med hendes hjælp fandt hele familien og alle deres ting sig en plads.
Lejligheden var en klassisk københavnerlejlighed fra 1930’erne med masser af typiske lejlighedsudfordringer.
Udfordring 1: Mørk og lille entre
Entréen var som i så mange lejligheder mørk og ikke særlig stor. For at få den til at syne større og rarere, gjaldt det derfor om at tilføre lys.
- Vi satte et gammelt vinduesparti ind i væggen mellem køkkenet og entréen, så lyset fra køkkenet hentes ud i lejlighedens indgang. Ingen af de to rum har brug for privathed, og samtidig fungerer det godt, at man fra køkkenet gennem vinduet kan se, hvem der kommer ind i lejligheden, fortæller Gitte Falk.
Et trick, du med fordel også kan bruge andre steder i en lejlighed.
I entreen har Gitte Falk og familien indsat en gammel rude for at hente lys. Helt fra lejlighedens start i entréen starter den store reol, der slanger sig langs lejlighedens bærende væg og skifter funktion fra rum til rum. I entréen opbevarer den overtøj og sko.
- Man kan også sætte glas over dørene ind til værelser, hvis man har brug for at hente dagslys derfra. Her skal man dog være opmærksom på, at hvis et familiemedlem står op og tænder lyset, generer det også de andre, fortæller Gitte Falk.
Generelt gælder det om at få rummet til at syne større, end det reelt er.
- Det snyder øjnene til en fornemmelse af mere plads, hvis man sætter et par spejle op eller bruger farver. For selvom man normalt siger, at hvidt er godt i små rum, kan en overraskende farve bidrage med en oplevelse, hvilket giver fornemmelsen af et større rum, forklarer Gitte Falk.
Udfordring 2: For få værelser i lejlighed
Lejligheden havde ligesom så mange andre lejligheder også den udfordring, at der manglede et værelse.
- Det kan være en god løsning, som vi gjorde i lejligheden her, at rive væggen ned mellem køkkenet og stuen. På den måde får man et køkkenalrum som fællesrum med stue og spisestue i uden vægge imellem, der fylder. Herefter kan man dele det ene eller de resterende rum op i flere. I lejligheden her lavede vi to rum om til tre. Det ene akkurat så bredt, at der kan stå en seng i bredden, hvilket er smart at tænke over, siger Gitte Falk.
Plantegning før og efter. De to stuer er blevet til tre værelser, mens væggen til et værelse er revet ned, så familien i dag har et stort fællesrum med køkken, spiseplads og sofahjørne. Herfra er der dør ind til alle værelser modsat før, hvor ganglinjerne var mere knudrede og dermed også optog plads.
Når man mangler et værelse, er det ifølge arkitekten generel en god ide at genoverveje, hvilke rum og hvor meget plads man egentlig har brug for.
- Mange boligejere indretter sig i blinde efter normen, og tænker ikke ordentligt igennem, hvad de virkelig har brug for og ikke har brug for. Desuden er det en god idé at tænke over, hvor meget privathed man skal have, siger Gitte Falk og fortsætter:
Har man ikke brug for et lydtæt og helt lukket rum, kan en reol eller et gardin være en fin løsning og er meget lettere og billigere end at sætte en ny væg op, siger Gitte Falk.
Værelserne er ikke kæmpestore, men har alligevel plads til det nødvendige. I det ene værelse er valgt en seng med skuffer under for at udnytte pladsen bedre.
Rum, hvor du ofte ikke har brug for så meget privathed, kan fx være et kontor eller et værelse til et lille barn.
- Man kan også male felter på gulvet og på den måde skabe opdelinger og rum i rummet uden at bruge plads på en væg, siger hun.
Møbler med flere funktioner kan også være en smart løsning på værelsesproblemet. Det kan blot være ens seng, man også bruger som sofa. Men det kan også være en seng, der kan foldes ud af et skab eller en skabslåge, der kan vippes op til et bord. Vælger man den løsning, skal man dog tænke sig godt om og gøre det ordentligt, mener Gitte Falk.
- Man skal have gennemtænkt, om man gider folde møblerne ud og ind hver dag. Samtidig er det meget vigtigt, at møblerne fungerer. De skal være nemme at ændre og ikke være for tunge eller skrøbelige.
Udfordring 3: For lidt plads til opbevaring
- I lejligheden her løste vi opbevaringsproblemet i både stue og køkken ved at bygge en stor reol langs lejlighedens bærende væg. Den kan indeholde en masse ting, men kan endda også gemme skydedøre, der i sig selv er pladsbesparende. Samtidig virker reolen lydisolerende op mod værelserne, forklarer Gitte Falk.
Det er vigtigt, at du ikke bygger reolen på en væg med vinduer, da reolen så vil tage en masse lys. Husk at tage højde for gulvets skævhed og mål meget præcist op, hvis du selv vil bygge en lignende reol.
- Reolen i lejligheden er blot bygget af mdf-plader, men fordi der er påsat en grøn skinne får den mere personlighed og sjæl og virker helstøbt i rummet.
Reolen er effektiv med rum fra gulv til loft og plads til alt fra overtøj til køkkenting og bøger, spil og tv.
Udfordring 4: Lille køkken og badeværelse
Lejlighedens sidste problem er også en udfordring mange lejlighedsejere kan nikke genkendende til. Hverken køkken eller badeværelse var nemlig særlig store.
- De var små og krogede. Lejligheden lå heldigvis i stuen og var på vej til at få en altan. Flugtvejen var derfor sikret dér. Vi spærrede derfor bagtrappen og byggede køkkenet og badeværelset større.
Se mere fra lejligheden på danskeboligarkitekter.dk
Arkitektens generelle til indretning af lejlighed
- Skydedøre sparer plads. Husk dog, at de ikke er lige så lydisolerende som en rigtig dør.
- Udnyt pladsen i højden. Mange overskabe i køkkener går ikke helt op til loftet. Mange lejligheder har højt til loftet, så her gemmer der sig nogle gode kubikmeter.
- Lav møbler specifikt til din lejlighed og tænk dem ikke så firkantet. Har du en endevæg, der er 20 cm dyb i den ene ende og 80 cm dyb i den anden, så skær en skrå bordplade ud, der er smal i den ene ende og bliver bredere i den anden, og udnyt på den måde pladsen bedst muligt. Du kan hænge den op på lister eller bruge reoler som bordben og på den måde få ekstra opbevaringsplads. De skrå linjer får desuden rummet til at virke bredere og mere interessant.
- Snyd øjet til at se mere plads, end der er, ved hjælp af linjer og farver. Horisontale linjer gør rummet bredere. De kan fx opstå, hvis der er paneler i lejligheden. Modsat gør vertikale linjer gør rummet smallere, men højere. Farver betyder også rigtig meget. Generelt giver lyse farver fornemmelsen af mere plads, mens mørke farver bidrager med en følelse af mindre plads. Mal dog ikke alt hvidt. For farver giver oplevelser til øjet, og oplevelser får rummet til at virke større.
- Indret til dit liv og ikke til normen. Mange indretter i blinde efter, hvad normerne siger, at man har brug for. Tænk i stedet igennem, hvordan du lever og gerne vil leve. Måske har du ikke brug for et sofahjørne eller et stort køkken?
- Sørg for ordentlig belysning. Belysning kan gøre rigtig meget for et rum. Hav hellere flere forskellige lamper end én stor. Skygger og lys er gode rumskabere, og varieret lys giver et mere spændende rum end et spot i loftet, der lyser på samme måde ud i hele rummet.
- Indsæt vinduer mellem rum for at hente dagslys. Husk dog, at det kan mindske vigtig privathed.
Kilde: Arkitekt Gitte Falk, tegnestuen Atelier’et og medlem af Danske BoligArkitekter
Arkitekt skabte flere værelser i lejlighed
Arkitekt Thomas Hjort, M4 Arkitekter, har hjulpet en familie med tre teenagedøtre til mere plads i deres 3-værelses lejlighed i København.
Udfordring 1: For få værelser i lejligheden
Familiens tre piger ville ikke længere dele værelse. Familien havde derfor brug for flere værelser, så Thomas Hjort fandt på en ny planløsning, hvor især lysindfaldet spillede en vigtig rolle.
- Det er antallet af vinduer, der bestemmer, hvor mange værelser der kan være i en lejlighed, for her skal der være flugtveje og dagslys. Da der ikke er disse krav i køkken og bad, rykkede jeg dem ind i midten af lejligheden og løste på den måde udfordringen med flere værelser.
Har man ikke vinduer nok til det antal værelser, man ønsker, må der andre tricks i brug.
- En løsning kan være multifunktionelle rum – fx med en nedklappelig seng, en repos til opbevaring, høje stole ved et udvidet køkkenbord, så det også fungerer som spisebord, en væg med flere funktioner mod flere værelser og gennemlyste rum, siger Thomas Hjort.
Det kan dog være en bekostelig affære, da arkitekten så skal skræddersy nogle løsninger, som efterfølgende skal specialfremstilles af en snedker, smed eller anden håndværker.
Værelserne er ikke store, men de har plads til en seng og en lukket dør, så teenagepigerne kan få deres længe efterspurgte privatliv.
Udfordring 2: Flytning af køkken og bad
Som en del af den ændrede planløsning skulle køkken og bad flyttes. En udfordring af de store i en lejlighed.
- Ventilation og afløb er de største udfordringer, når et køkken og bad skal flyttes i en lejlighed. I dag er den sikreste løsning at bevare køkken og bad i de rum, hvor de er placeret i dag, da der siden lejlighedsombygningen her er kommet skærpede regler ved anvendelsesændringer, fortæller Thomas Hjort.
Det lykkedes dog i dette specifikke tilfælde. Især, fordi familien bor på første sal over egne erhvervslokaler. De skulle derfor kun tage hensyn til beboerne over, men kunne nedefra flytte rundt på rør og faldstammer, som de ville.
Udfordring 3: Mørkt køkken og pladsslugende ganglinjer
Med en placering midt i huset, blev det nye køkken meget mørkt.
- Ved at placere et højtsiddende vindue mod det tilstødende rum, kommer der et flot reflekteret dagslys ind i køkkenet, som ellers ville virke som en mørk indelukket niche. Dagslys giver desuden en fornemmelse af bedre rummelighed og plads, siger Thomas Hjort.
Også indretningen og faconen på køkkenet har Thomas Hjort tænkt over i forhold til udnyttelse af plads. Fx har han med den nye placering undgået pladsslugende ganglinjer, som det forrige køkken led af.
- Køkkenet er blot på 7-9 m², men langt mere hensigtsmæssigt indrettet end det foregående, da det nu er uden tværgående ganglinjer og pladsslugende trappenedgang. Samtidig ligger køkkenet i direkte forbindelse til stuen, så man ikke skal gå langt med maden eller spilder plads på gangareal. Generelt gælder det om at undgå gennemgangsrum og for meget gangareal.
Se mere fra lejligheden på danskeboligarkitekter.dk
Arkitekten: Her er de ledige kvadratmeter i din lejlighed
- Fjern døren, hvis den alligevel altid står åben. Det frisætter pladsen bag døren og øger dine indretningsmuligheder.
- Gangen i en lejlighed er ofte højloftet, fordi der er en kabelbakke, som fordeler strømmen til rummene. Her er der derfor god mulighed for en opbevaringshylde til kufferten eller kurven med halstørklæder og vanter. Husk dog, at elinstallationen altid skal være til at komme til.
- Hårde hvidevarer findes også i små varianter. Bor du alene, eller er I bare et par, kan I sagtens nøjes med fx en lille opvaskemaskine. Det vil give plads til flere skabe, skuffer og hylder.
- Knagerækker i to niveauer giver plads til både voksen- og børnetøj.
- Omkring skorsten, ventilation og faldstammer opstår altid en masse kroge og hjørner, der tit er til overs. Ved at specialbygge et skab eller en hylde, kan du udnytte pladsen.
- Overvej, hvor stor en stue, du behøver. Mange stuer er alt for store, hvilket gør dem svære at indrette. Og derfor spilder mange en masse kvadratmeter her.
- Undgå gennemgangsværelser, gangareal og for mange tværgående ganglinjer gennem et rum. De sluger alle en masse plads og gør rummene svære at indrette.
Kilde: Arkitekt Thomas Hjort, m4 Arkitekter og medlem af Danske BoligArkitekter