1. Puds vinduerne
Når solen ind i mellem titter frem, kan du sikkert se vinterens spor af snavs og salt på dine ruder. Du kan sagtens pudse vinduerne om vinteren - også selv om der er frost - men du skal være lidt rap på fingrene. Se hvordan du gør i videoen.
2. Planlæg din have
Det er oplagt at begynde planlægningen af din have nu, mens der alligevel ikke er så meget, du kan gøre i selve haven. Din haves farver og former forandrer sig hele sommeren, og med en haveplan kan du sikre dig, at du har masser af farver og liv hele sommeren igennem. Det er også nu, at du kan planlægge din have frem til næste vinter.
3. Gør huset hovedrent
Fik du ikke gjort hovedrent efter jul og de mange gæster, er det måske nu, du skal få det gjort. Det er en god idé at komme helt i bund med rengøringen 1-2 gange om året, hvor du kan gå i krig med alt fra paneler til persienner. Det er også en oplagt mulighed at få involveret dine børn.
4. Giv dit køkken lidt kærlighed
Brug lidt tid på dit gamle slidte køkken - der er masser af små forbedringer, du selv kan lave, så køkkenet bliver flot igen uden at koste en formue.
Du kan fx udskifte greb eller sætte lamper eller nye fliser op.
5. Forspir dine sommergrøntsager
Du får en længere grøntsagssæson, hvis du forspirer planter i vindueskarmen, så de er klar til udplantning, så snart nattefrosten er væk. Vinterferien er derfor et godt tidspunkt at starte.
6. Byt rundt på dine billeder
Overvej at flytte rundt på billeder, plakater og fotos i din bolig. Det kan give en ny fornemmelse i rummene - helt uden at du skal ud og købe nyt. Du kan også lave en gallerivæg, hvor flere billeder hænger tæt side om side.
7. Tjek om røgalarmerne virker
Mindst en gang om året bør du tjekke, om dine røgalarmer virker - og hvis du ikke kan huske, hvornår du har gjort det sidst, så er det nok på tide. Test, om røgalarmen virker ved at trykke på alarmens testknap. Siger den ’bip’, er der strøm på batterierne. Husk også at rengøre dine røgalarmer. Støvsug dem og brug en våd, opvredet klud til at tørre dem over. Støv kan gøre, at de ikke virker optimalt.