Peter Skat Andersen nyder nu livet i kolonihaven tæt på København sammen med Marina Hribar. Foto: Simon Johansen
Kort om:
Hvem: Peter Skat Andersen og Marina Hribar
Alder: 59 og 57
Hvor: fra stort hus i Tølløse til kolonihavehus i København
Peter Skat Andersen og Marina Hribar har fundet den bolig, de tænker at tilbringe resten af deres dage i. Det er et nybygget lille kolonihavehus i udkanten af København, hvor de ofte får besøg af venner og familie.
De er begge lykkelige for en boligsituation, som virker som skræddersyet til dem. Sådan var det nemlig ikke førhen.
Peter og Marina mødte hinanden for kun otte år siden. De var begge blevet skilt og boede hvert sit sted på Sjælland. Peter boede ved Sjællands Odde, og Marina boede i Virum.
Så da de besluttede sig for at flytte sammen, virkede det naturligt at finde et sted i midten, nemlig omkring Tølløse. På den måde kunne de hver især forholdsvist let komme til og fra deres arbejde.
Peter arbejder som specialpædagog i Sorø, mens Marina arbejder som lægesekretær på Rigshospitalet i København.
- Det var et dejligt hus. Det lå flot og var sat godt i stand. Men vi fandt ud af, at ingen af os havde lyst til at etablere os i en ny by, siger Peter.
Marina er enig:
- Vi boede pludselig enormt langt væk fra venner og familie. Der var ikke nogen, der lige kom forbi til en kop kaffe. Det skulle altid planlægges flere måneder i forvejen. Vi følte, at vi havde fåret udraderet alt socialt fællesskab, siger hun.
Så parret begyndte at drømme om København. I hovedstaden bor deres børn, børnebørn, søskende og venner.
Marina og Peter understregede over for arkitekten, at der skulle være et godt sted at spise og lave mad - og køkkenallerummet bruges nu flittigt. Foto: Simon Johansen
Vil ikke bo i byen for enhver pris
Men Marina og Peter vidste godt, at det ikke ville blive let at få indfriet deres storbydrømme. Når man har boet i hus i flere årtier, er det vanskeligt at nedskalere til pludselig at skulle bo i en trang toværelses lejlighed i byens klemte brokvarterer.
En dag fik de nys om en ledig kolonihavegrund i udkanten af byen. På grunden stod et faldefærdigt skur, men Marina og Peter så mere potentiale i grunden end som så. De planlagde nemlig at bygge et helt nyt hus.
Så de købte grunden og satte deres hus til salg.
Tilbage var kun ét problem: Penge. Eller mangel på samme.
- Når man bliver skilt, deler man jo en masse ting op, og man ender som regel med at sidde lidt sværere i det, end når man er gift, forklarer Marina.
Peter supplerer:
- Og så havde vi samtidig et hus, som skulle sælges. Så vi kunne ikke begynde med at bygge det nye hus lige med det samme, fortæller han.
Mindre er bedre
Parret var heldige. Blot et halvt år senere var huset solgt, og arbejdet med at få det afsat bekræftede en anden ting for Marina og Peter: At det skulle blive godt at flytte ind i et mindre hus.
- Der var af og til åbent hus i boligen, og det skulle vi selvfølgelig forberede os på ved at rydde op og få huset til at stå skarpt, erindrer Peter.
Men parret brugte ikke særlig meget af det store hus.
- Vi var nødt til hele tiden at rydde op i de her værelser, som vi aldrig var i. Det var et stort arbejde, fortæller Marina, som derfor priser sig lykkelig for, at de nu bor i det markant mindre kolonihavehus.
Det samme gør Peter, der plejer at stå for at slå græs.
- Før tog det en time at slå græs. Nu tager det ti minutter, og det tager vel heller ikke mere end ti minutter at vaske gulv og støvsuge. Det er altså dejligt, siger han.
Peter og Marina har også fået en lille have, som ikke kræver meget vedligeholdelse. Foto: Simon Johansen
Et perfekt fællesskab
Da først parret havde fået solgt deres bolig, tog det kun byggefirmaet omkring fire måneder at bygge det lille kolonihavehus, som består af et stort køkkenalrum, et badeværelse, et soveværelse og en hems, hvor børnebørnene kan overnatte.
Marina og Peter understregede over for arkitekten, at der skulle være et godt sted at spise og lave mad. For de regnede med ofte at få besøg.
Derudover er der en lille have, hvor Peter og Marina let kan trække ud, når vejret tillader det. Her kan de spise på terrassen eller slænge sig i hængekøjen.
Især køkkenalrummet bruges flittigt, for det sociale fællesskab, som manglede før, er i den grad livet op på ny.
- Her er præcis det fællesskab, som vi ønskede. Én ting er, at vi bor tættere på vores familie og venner, men en anden ting er, at vi allerede kender mange i kvarteret. Vi bor jo tæt på hinanden herude, og vi gør meget for at skabe et fællesskab, fortæller Marina og henviser til, at de eksempelvis har en gruppe på Facebook, hvor beboerne kommunikerer med hinanden om stort og småt.
Ligesom Marina er også Peter godt tilfreds med den måde, tingene flaskede sig på, efter de besluttede sig for at flytte fra provinsen til København:
- Før savnede vi det spontane fællesskab, og vi havde for meget plads. De problemer er nu løst, og selvom vi bor i byen, kan vi alligevel høre fuglene kvidre ved bare at gå ud i haven, siger Peter og retter sig selv:
- Ja, vi kan jo også høre motorvejen, men det er fuglene, vi lægger mest mærke til, afslutter han med et grin.
