Spørg Bolius
Vi fik hulmuren isoleret med papiruld - var det en dårlig ide?
Hej Bolius
Vi har fået hulmursisoleret vores hus fra 1916.
Hulmuren tømte jeg for leca kugler, og der kom en tømrer og blæste papiruld i hulmuren. Efterfølgende har jeg hørt og læst, at papiruld ikke er godt egnet til hulmursisolering ift fugt.
Hvad er jeres tanker om materialevalget ?
Vh Kristian Kirk M
Hej Kristian.
Hvis du ikke oplever synlige tegn på forandringer i væggen, ville jeg ikke være bekymret.
Papiruld er et udmærket valg til hulmursisolering. Det kan dog være, at den falder sammen over tid, og det vil være nødvendigt at fylde op.
Ingen isolering, herunder papiruld, har godt af at være unødigt fugtpåvirket. Hvis der ikke er sokkelpap mellem fundament og murværk, eller formuren er utæt pga. revner, mangelfulde fuger eller lignende, ville jeg forsøge at udbedre dette.
Se i øvrigt denne fakta-artikel om emnet: Sådan vælger du den bedste hulmursisolering til din bolig
Ifølge en undersøgelse af isoleringsmaterialer foretaget af Teknologisk institut tilbage i 2004, står således: ”Papirisolering i hulmure klarer sig overraskende godt. Papirisolering i syd- og vestvendt murværk med vindudsat beliggenhed og uden tagudhæng samt murværk med dårligt udfyldte studsfuger vurderes dog at have en forøget risiko for fugtproblemer.”.
Med venlig hilsen