Frisk luft og fred og ro er nogle af de positive associationer, vi forbinder med at bo på landet, viser undersøgelse. Men kun få vælger at bosætte sig i områder, hvor der er langt til naboerne. Foto: Heidi Lundsgaard.
Der bliver længere og længere mellem naboerne på landet. Tal fra Danmarks Statistik viser, at det i 2020 er 15 procent af befolkningen, som bor på landet eller i byer med færre end 500 indbyggere, og andelen svinder lige så stille år for år. Det står i skarp kontrast til en undersøgelse fra Videncentret Bolius, som viser, at 35 procent i høj grad eller meget høj grad kan forestille sig at bo på landet.
Den store forskel på dem, som drømmer om at bo på landet, og dem, som rent faktisk gør noget ved det, bunder blandt andet i nogle strukturelle udfordringer.
Her peger besvarelserne i undersøgelsen især på manglende offentlig transport, ringere jobmuligheder og ringe transportmuligheder i det hele taget som barrierer.
– I flere af de projekter, Realdania arbejder med, kan vi se, at det generelt set er de helt små landsbyer med et indbyggertal under 500, der har det svært. Særligt hvis de ligger for ”enden af vejen”, som Simon Harboe udtrykker det.
Han er projektchef hos Realdania og beskæftiger sig blandt andet med udvikling af yderområder og landdistrikter.
Med ”for enden af vejen” menes landsbyer, som hverken kan nås fra en større by inden for en halv times kørsel eller har den fordel at ligge på en rute mellem andre større byer.
– Der er mange små landsbyer, som trives rigtig fint. Især hvis de har et stærkt civilsamfund og et særligt potentiale knyttet til lokalområdet. Det er Klitmøller i Thy et godt eksempel på. Men jo længere væk de ligger fra de større byer eller en velfunderet infrastruktur, jo mere udfordrede bliver de, uddyber han.
Når så få vælger at realisere drømmen om at flytte på landet, handler det også om nogle mentale barrierer, mener Pia Heike Johansen, der forsker i landdistrikter på Syddansk Universitet.
– Folk i byen har ofte brug for nogle meget lange tilløb til beslutningen om at flytte længere ud. Ofte handler det om at være bekymret for at miste netværk, siger hun.
Hendes erfaring er, at folk efterlyser mere diversitet på landet, men de overser noget ret essentielt for landsbyen, argumenterer hun.
Her bliver der rakt hen over nogle andre skel økonomisk såvel som politisk, end man gør i byerne, hvor man i højere grad grupperer sig med nogle, man deler holdninger med.
– Det, der er landsbyens styrke, er netop, at man er bundet sammen i et fællesskab, alene fordi man har en geografisk samhørighed. At man drikker kaffe med naboerne, selvom de måske ikke ligner en selv, siger Pia Heike Johansen.
Derfor er det også ekstra udfordrende, når en hel gruppe vælger at flytte på landet i samlet flok, påpeger hun.
– Hvis der kommer mange tilflyttere fra byen på én gang, så er der en tendens til at måle landsbyen på byens præmisser i stedet for at købe ind på de kvaliteter, landsbyen har at byde på som alternativ til byen. Det kan gå to veje. Enten tilpasser man sig landsbyen og lærer at værdsætte de værdier for, hvad de er, eller også flygter man tilbage til byen, siger hun.
Job og uddannelser flyttede væk
Affolkningen af landdistrikterne er ikke ny, men er accelereret gennem årene. Ikke fordi folk flytter til de største byer, men fordi de i højere grad end tidligere koncentrerer sig omkring hovedbyerne i landet. Kommunalreformen fra 2007 bærer en del af ansvaret for udviklingen, vurderer Pia Heike Johansen.
– Tiden omkring kommunalreformen betød, at kommunale arbejdspladser i højere grad blev centraliseret. Samtidig blev mange uddannelsesinstitutioner samlet, så det ikke kun var de længerevarende uddannelser, de unge måtte flytte efter, men også uddannelser som lærer eller elektriker, forklarer hun.
Udfordringen ved den udvikling er, at det er sværere at lokke de unge tilbage til lokalsamfundet igen efter endt uddannelse.
– Det er en periode, hvor man flyttede længere væk, og samtidig blev det mere almindeligt med en længerevarende uddannelse, og så har man måske nået at stifte familie, inden uddannelsen er afsluttet, siger Pia Heike Johansen.
Hvis man bare kører på autopilot, er det lettere at fortsætte der, hvor man har etableret sig. Det kræver en mere aktiv beslutning at rykke på landet igen.
Færre børnefamilier bor på landet
Netop børnefamilierne er den gruppe, som er skrumpet mest, når man kigger på landdistrikterne. Tal fra Danmarks Statistik viser, at antallet af børnefamilier på landet er faldet med en femtedel siden 2010. Det skaber udfordringer for dem, som bliver tilbage.
– Det er ikke nødvendigvis et problem, at der bliver færre, der bor i landdistrikterne. Det er kun et problem, hvis vi har en ambition om, at vi skal have traditionel vækst alle steder i landet inklusive de små landsbyer. Men når købmanden og skolen lukker, så giver det nogle reelle udfordringer for dem, som bliver tilbage. Derfor skal vi nogle steder tænke i omstilling, nedskalering og tilpasning fremfor vækst, når vi udvikler uden for de større byer, siger Simon Harboe.
Som projektchef i Realdania arbejder han sammen med DGI og Lokale og Anlægsfonden om projektet ”Landsbyklynger”, hvor flere landsbyer finder sammen i et nyt fællesskab med fælles samlingspunkter i form af fx institutioner og foreninger.
– Landsbyklynger handler om at samarbejde og styrke fællesskaberne på tværs af de enkelte landsbyer, for vi ved, at landsbyer står stærkere, når de står sammen. Og kan man ikke have alt selv, så kan man sammen have det meste. Hvad nytter det at have en hal, hvis man ikke kan stille et hold? spørger Simon Harboe retorisk.
Simplificeret kan man sige, at tre landsbyer, som hver især kun kan stille et halvt fodboldhold, typisk vil opleve, at holdet nedlægges og i stedet indlemmes i den nærmeste større by.
Men hvis de tre landsbyer i stedet går sammen om at stille et fælles hold, kan den lokale forankring bevares.
Pia Heike Johansen udfordrer også gerne tankegangen om landsbyer som satellitter, som kun refererer ind mod en hovedby.
– Når man sidder bag et skrivebord, bliver den traditionelle tilgang at tegne streger fra hovedbyen ud til landsbyerne, men virkeligheden er, at der er masser af netværk landsbyerne imellem, som man med fordel kan styrke, siger hun.
Et eksempel på den tankegang er, at man for at komme fra en landsby til nabolandsbyen med offentlig transport, oftest er nødt til at tage ind til hovedbyen for at skifte bus fremfor at tage den direkte og ofte meget kortere vej.
Ildsjæle styrker landsbyerne
Der findes da også masser af eksempler på landsbyer, som trives i bedste velgående. Også nogle af dem, som ligger uden for alfarvej. Ofte fordi der gennem tiden er opbygget en stærk tradition for fællesskab.
– Området omkring Bovbjerg Fyr ved Vesterhavet er kendetegnet ved et helt unikt fællesskab. Der er ikke så mange børnefamilier, og befolkningen er lidt oppe i årene, men der er en stærk lokal tilknytning og en gruppe af ildsjæle, som arbejder meget aktivt for at styrke området, siger Simon Harboe.
Netop ildsjælene spiller en afgørende rolle, når det kommer til landsbyerne.
– De landsbyer, vi ser klare sig bedst, er de steder, hvor der er et stærkt civilsamfund og en stærk fællesskabsfølelse. Ofte er det knyttet til et særligt landskab, en lokal tradition eller et andet lokalt særkende. De stærke civilsamfund er – uanset størrelse – også bedre til at gøre opmærksomme på sig selv og ikke mindst få politikerne i tale, siger Simon Harboe.
