Vejen ud af ensomhed går gennem fællesskabet

Fællesskabet udgør en hjørnesten i dansk kultur, hvor vi blander os på kryds og tværs i mere eller mindre frivillige sociale konstellationer. For mange af os gælder, at vi mister en del af os selv og bliver ensomme, hvis vi ryger ud af fællesskabet – og det gælder på hele livets vej. 

I en undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) svarer 9,7 procent af de ældre, eller ca. 104.000 danskere over 65 år, at de ofte eller en gang imellem føler sig ufrivilligt ensomme. Blandt de ældre med den svageste økonomi føler 39 procent sig ensomme. 

Ensomheden er udbredt og et stort samfundsmæssigt problem, fordi vi ved, at man kan dø af den. Ensomhed udgør en af de største risikofaktorer for depression eller selvmord blandt ældre. Vi ved også, at de kommende generationer af ældre bliver større, og dermed er der sandsynlighed for, at ensomhedsproblemet blot vil vokse, hvis ikke vi rækker ud til alle, der lever i periferien af samfundets fællesskab. Og hvordan gør man så det?

Med afsæt i udfordringen med ældres ensomhed har foreningen Realdania engageret sig i seniorbofællesskaber gennem i alt otte projekter, hvoraf de syv gennemføres i partnerskab med pensionsselskaber og almene boligselskaber.

– Vi har lavet en analyse, der viser, at de ældre, der bor i bofællesskab, har en meget høj livskvalitet, og de er ikke ensomme. De bofællesskaber, vi kender i dag, udgør cirka 7.000 boliger, og det skal sammenholdes med, at cirka 80.000 seniorer udtrykker interesse for at flytte ind i et bofællesskab, når vi spørger dem. Udbud og efterspørgsel hang med andre ord ikke sammen, og det så vi som en oplagt mulighed, siger Per Schulze.

Ifølge programchefen har der fra start været et stærkt ønske om at gentænke bofællesskabet fra bunden, for mange af de eksisterende bebyggelser er baseret på de samme tanker om, hvordan rammerne for et bofællesskab skal se ud. 

– Hvis vi kigger på de fysiske rammer om det klassiske bofællesskab, så er det en tæt, lav bebyggelse, typisk uden for de større byer, med et fælleshus i midten, hvor man mødes til fest en gang imellem. Det fejler ikke noget, men vi mente, at den model trængte til at blive udfordret. Tendensen går i retning af, at folk rykker tættere på byerne, hvor en etageejendom er mere oplagt og giver nogle nye muligheder for at bringe fællesskabet ind i hverdagen og fysisk tættere på den enkelte bolig, forklarer Per Schulze.

Forskel på fællesskaber

Der er også forskel på, hvordan graden af fællesskab er defineret ude i de nuværende bofællesskaber. Her har Realdania med sine samarbejdspartnere forsøgt at gå en anden vej ved at udvikle klart definerede værdiprogrammer for de enkelte bofællesskaber for at sikre, at dem, der flytter ind, fra starten ved, hvilke fritidsinteresser og værdier fællesskabet er bygget op om. 

– En herskende værdi i et bofællesskab kan være, at man laver mad sammen. Eller at man stadig har lyst til at have et arbejdsliv eller et aktivt udeliv med cykling og havkajak, selvom man har ramt pensionsalderen. Og så er det meningen, at bofællesskabets fysiske rammer skal afspejle disse værdier. I vores projekter skruer vi op for fællesskabet på den måde, at der i etageejendommene overalt vil være indrettet muligheder for at dyrke fællesskabet i en grad, så det nærmest ikke er til at undgå, siger programchefen.

Som et eksempel på, hvordan de fysiske rammer for et bofællesskab kan spille en stor rolle, nævner Per Schulze bl.a. et kommende seniorbofællesskab i Køge, som i høj grad er baseret på friluftsliv og ikke bare fællesskab for fællesskabets skyld.

– Bofællesskabet er placeret lige ud til vandet, og vi lægger op til, at dem, der bor der, dyrker friluftslivet i deres fritid. I dag er mange, der har rundet de 60 år, stadig meget aktive. De både cykler, ror kajak og vinterbader, og for at vælge et bofællesskab som det i Køge skal man have en eller anden form for interesse i aktiviteten. Har man det, så har vi skabt de fysiske rammer for, at man kan dyrke sine interesser, fastslår Per Schulze.