Selvom der for alvor er gang i byggekranerne, og flere seniorbofællesskaber løbende ser dagens lys, så går det stadig ikke hurtigt nok til at møde efterspørgslen.
For trods massiv fokus på området de senere år, så står mange seniorer stadig med drømme, der ikke kan opfyldes, og det skaber utålmodighed, forklarer Rudy Madsen, der er administrator på bofællesskab.dk.
Når han medvirker til møder omkring seniorbofællesskaber kan han mærke desperationen blandt de interesserede og kalder den forståelig. Samtidig råder han dog alle til at tænke sig godt om.
- Jeg sidder ofte med en fornemmelse af, at vi lige nu er et sted, hvor seniorerne skal passe lidt på, at de ikke træffer nogle forkerte beslutninger, fordi de er utålmodige, og mulighederne er få, siger han og fortsætter:
- Ældre kan blive dobbelt ramt, hvis de tager en forkert beslutning. Mange har set frem til endelig at skulle flytte ind i et fællesskab og kæmpet for det i længere tid. Ender de med at lave en forhastet beslutning omkring det, de håbede var deres sidste flytning, så orker de måske ikke at fortsætte med at jagte drømmen og flytte igen, siger Rudy Madsen.
Få rådgivning
Mange har en stålfast forestilling om, hvilken destination der er den rigtige for dem. Rudy Madsen oplever dog ofte, at folk ikke har talt med så mange om, hvordan de er nået til den konklusion.
- Når jeg taler med folk om, hvorfor de vil ind i et seniorbofællesskab, så nævner de for eksempel, at de vil have fred og ro. Men når jeg spører ind og går dem lidt på klingen, så viser det sig, at de alligevel gerne vil have lidt liv omkring sig og børn, der leger på grønne områder. Men så er det et aldersblandet bofællesskab, der passer til dem, siger han og fortsætter.
- Derfor er det så vigtigt, at du får talt sin beslutning godt igennem med nogle, der kan spørge ind til, hvorfor du mener, det er det rigtige for dig. For ellers ender du måske med at have en bolig, der reelt ikke passer på de drømme, du har.
Netop det med at spørge andre til råds er en vigtige pointe, som Tine Nielsen, redaktør på brevkassen Spørg Tine her på Hjem til den tredje alder, også hiver frem.
- Tal med en person, der kender dig og som taler direkte ud af posen. De kan ofte se, om du passer ind i et fællesskab, eller om dine særegne vaner måske ikke lige egner sig til at leve i en hverdag tæt op ad andre mennesker, forklarer hun.
Lad dig ikke forblænde
Tine Nielsen ser mange eksempler på, at livet i seniorbofællesskabet er netop det, som beboerne håbede på, og at de nyder hverdagen med hinanden. Alligevel opfordrer hun til, at du mærker efter, om det er din egen vilje og lyst til fællesskabet eller succeshistorierne, der trækker.
- Medierne har stort fokus på alle de firstmovere, der har startet et seniorbofællesskab, hvor det hele fungerer super godt. Det er glansbillederne, der kan skabe et indtryk af, at de ældre kun gør det rigtige, hvis de flytter i et bofællesskab. Men sådan er det langt fra i mine øjne, siger Tine Nielsen og fortsætter.
- Lige nu er trenden at bo i bofællesskaber, men min erfaring er, at ofte går folk ind i bofællesskaberne med forskellig oplevelse af, hvad et seniorbofællesskab indbefatter. Derfor bliver glansbillederne kun til virkelighed, hvis beboerne har styr på egne grænser og er afklaret, inden de flytter ind.
Prøv fællesskabet af
Erfaringen med livet i et fællesskab er ofte på et minimum, når nye beboer bærer flyttekasser ind over dørtærsklen til et fællesskab. Og hvis du ikke ved, hvad du går ind til, kan du sidde med en drøm om noget, der i virkeligheden slet ikke passer på din personlighed. Derfor kan du med fordel prøve at finde små eksempler på livet i et seniorbofællesskab, så du kan teste det af.
- Du kan prøve at tage på ældrehøjskole eller på nogle af de fællesrejser, der findes. Her kan du prøve af, om du får nok af et fællesskab eller elsker det. Det er mindre forpligtende end, hvis du først er flyttet ind et nyt sted, siger Tine Nielsen.
- Det handler om at finde et forum at afprøve sine egne grænser i og se, hvor social du i virkeligheden er. Min oplevelse er, at det for mange kan være godt givet ud, fordi det giver en muligheden for at opdage i tide, at fællesskabet måske alligevel ikke er den rigtige løsning.
Ensomheden kan påvirke
I den tredje alder kan du blive udsat for store livsændringer, der kan være med til at påvirke dine beslutninger. Her opfordrer Tine Nielsen til at bevare roen.
- Hvis du fx har været gift i mange år og pludselig bliver alene, kan du tro, at seniorbofællesskabet er løsningen. Men det er det sjældent. Her handler det om at finde dine egne ben først, inden du beslutter, om fællesskabet reelt kan ’erstatte’ din ægtefælle, eller det er noget andet, der skal til.
Kommer du frem til, at du ikke skal bo i et fællesskab, så betyder det ikke, at du så må vinke farvel til alle former for interaktion med andre i hverdagen. Der er nemlig masser af tilbud til seniorer, som ikke indbefatter, at du flytter ind i samme ejendom som dem, du indgår i et fællesskab med.
- I de fleste kommuner findes der mange tilbud til seniorer, der kan basere sig på en hobby, lysten til at opbygge et nyt netværk eller blot det at spise sammen. Derfor skal du ikke tro, at ens eneste mulighed for at få et fællesskab er, hvis du flytter i et bofællesskab, siger Tine Nielsen.