Seniorbofællesskaberne er populære, og døren åbnes hele tiden til nybyggede boliger med fællesskabet i centrum landet over. Den filantropisk forening Realdania har de senere år været involveret i tilblivelsen af mange seniorbofællesskaber, og de har nu samlet deres erfaringer i en ny folder henvendt til bygherrer, der står for opførelsen. Men der er også interessante informationer at hente, hvis du overvejer, hvor du skal bo i den tredje alder.
Her bliver der kigget nærmere på 10 fællesskaber, der enten har set dagens lys inden for de senere år eller er under opførelse. Her kan du finde inspiration og se nogle af de forskellige muligheder inden for seniorbofællesskaber.
De seks gode råd
Foruden indblik i konkrete måder at udleve fællesskabsdrømmen, så indeholder publikationen også et overblik over, hvad Realdania mener, de seks nøglepunkter er for at få et seniorbofællesskab til at blive en succesfuld oplevelse fra start:
- Byg på værdier - Der skal mere til et godt fællesskab end gode fysiske rammer. For at skabe noget at være sammen om, så skal et værdisæt være med til at tegne fællesskabet.
- Glem de gamle - I stedet for at se alder som en fællesnævner, bør man i stedet fokusere på værdier, interesser og aktiviteter. Der er andet, der binder folk sammen, end deres alder og betegnelser som ”det grå guld”.
- Tænk hverdag før fest - Opbygningen af et bofællesskab skal tage udgangspunkt i hverdagen, så de fælles kvadratmeter udnyttes bedst muligt.
- Bo småt. Lev stort - Mange seniorer vil gerne flytte til noget mindre. Det er der god mulighed for i seniorbofællesskaber, hvor ens egen bolig ofte ikke er så stor. Til gengæld er der så mange fælles faciliteter at supplere med.
- Involver beboerne - For mange er det et stort skifte at rykke fra fx hus til et seniorbofællesskab. Derfor bør beboerne inddrages i god tid før indflytning for at optimere fællesskabet.
- Støt op om fællesskabet - Det kræver meget at starte et fællesskab op, og det kan være, at der skal bringes professionel hjælp ind for at give det hele den bedst mulige start.
Hvis du er interesseret i at læse mere, kan du finde folderen og yderligere information hos Realdania ved at klikke her.