Vaskefade og vaskebaljer – hvor blev de af?

Mennesker har altid kunnet lide at bade sig. I søer, havet eller ved pumpen eller brønden udenfor. Og i middelalderen etablerede man også badstuer. 

Men at se en sammenhæng mellem at vaske sig og undgå sygdomme eller at lugte grimt, var først noget, man fik fokus på i midten af 1800-tallet. Derfor er det også her, man begynder at se emaljevaskefade og kar eller baljer af træ eller zink inde i boligerne til at vaske sig i. 

Det forklarer Stefanie Høy Brink, etnolog og sekretariatschef i By og Land Danmark, Landsforeningen for bygnings- og landskabskultur.

Familier tog bad i vaskebaljer i 1800-tallet

– Helt tilbage i Middelalderen var traditionen med badstuer udbredt, og der var prestige i at være ren. Men der kom en længere periode, hvor man nærmest så håndvask som spild af tid, fordi hænderne bare blev beskidte igen. 

– Men fra midten af 1800-tallet efter den store koleraepidemi begyndte man at få fokus på hygiejne, selv om man stadig ikke forstod alle sammenhænge. Derfor begyndte man at se servanter med vaskefad og gulvbade – store vaskebaljer eller tønder – hvor familien kunne tage bad. Eventuelt med lidt lud – shampoo havde man slet ikke, siger hun.

Alle badede i samme vand

Det var dog kun i de store byhuse og på de store gårde på landet, man havde pladsen til den lidt grundigere vask. 

– Man varmede kun vand en gang og badede alle i det samme vand – ofte gik det på tur efter alder, så den første blev skoldet, mens den yngste frøs, siger Stefanie Høy Brink.

Etagevask med lille vaskefad

Ude på landet klarede man sig langt op i tiden vasken ved blot at plaske noget vand i ansigtet ude ved brønden eller vandpumpen. Og både i by og på land var der i de mindste boliger ikke plads til store baljer – her klarede man sig med et lille vaskefad indendørs.

Kvinder vaskede sig mere end mænd

Det var dog langt fra almindeligt at vaske sig hver dag, selv om man havde fået vaskefade og vaskebaljer. I hvert fald ikke for småbønder og arbejdere, der arbejdede hele ugen og kun vaskede sig før møder eller kirkegang i weekenden. 

For kvinder var det mere almindeligt at vaske hænder og ansigt hver dag. Og i de højere sociale lag ligeså. I weekenderne fik hår og hals måske også en tur. Men det helt store bad fik mange kun en gang om året lige før jul.

Lugten kan ikke sammenlignes

Har man nutidens briller på, forestiller man sig, at der må have lugtet fælt overalt. Men Stefanie Høy Brink forklarer, at man ikke bemærkede lugten på samme måde.

– Næsen vænner sig til mange ting, og kroppen har også tilpasset sig de forhold, der var. I dag går vi nok næsten for meget i bad. Men dengang var det ofte var kun børnene, der blev sat ned og fik vasket hele kroppen. 

– Folk arbejdede og svedte meget under tilsodede eller beskidte forhold, så det var helt umuligt at opretholde noget, der mindede om hygiejne. Og selv om man så hørte til den gruppe, der vaskede hænder og ansigt dagligt, tænkte man slet ikke over at vaske sine private dele. Der var mange ting, man slet ikke koblede, forklarer hun.

Florence Nightingale og Ignaz Semmelweis satte fokus på hygiejne

Vigtige opdagelser inden for sygepleje og lægevidenskab betød dog, at flere så vigtigheden af at vaske sig. Blandt andet skrev den engelske sygeplejerske Florence Nightingale i verdens første lærebog om sygepleje i 1860, at hun rystede på hovedet ad folk, der pralede af, at de aldrig havde vasket andet end ansigtet og hænderne.

Og den ungarske læge Ignaz Semmelweis fik i midten af 1800-tallet nybagte mødres dødelighed til at styrtdykke, fordi han praktiserede håndvask. Han anbefalede alle læger at gøre det samme, så de ikke gik direkte fra en sygeseng eller et dødsleje til en barselsseng uden at overveje at vaske sig, hvad de ellers oftest gjorde. Først var der mange, der grinede af ham, men senere fik han titlen ”Mødrenes frelser”.

Offentlige badeanstalter blev åbnet

Således blev der fra 1869 faktisk undervist i hygiejne ved det lægevidenskabelige fakultet i København, og i 1913 blev det første professorat i hygiejne her oprettet.

– Med den stigende fokus på renlighed og hygiejne, så man også pludselig eksempelvis arbejdspladser og skoler tage ansvar for, at børnene eller arbejderne fik jævnlige bad. Særligt i byerne, hvor man havde muligheden. Eksempelvis tilbød de københavnske skoler bad til eleverne sidst i 1800-tallet. Og man oprettede offentlige badeanstalter. På landet fortsatte man langt op i tiden at pumpe vand og af brønden og vaske sig i et fad eller en balje indenfor, lyder det fra Stefanie Høy Brink.

Badeværelser blev almindelige fra 1930’erne

Med funktionalismen begyndte man at få badekar, brusere og håndvaske, hvor vandet blev opvarmet med gas.

– Nybyggeri i 30’erne og 40’erne blev opført med badeværelse – det var noget, man gjorde plads til, selv om det jo absolut ikke var det kæmpe velfærdsrum, det er blevet i dag. I de ældre etageejendomme lavede man ofte et kosteskab eller lille depotrum til toilet, og så havde man måske håndvask og bruser i et andet rum, siger Stefanie Høy Brink og fortsætter:

– Men man finder stadig københavnske ejendomme, hvor der stadig ikke er bad i alle lejligheder. Langt dog fleste har dog. Tal fra Danmarks Statistik viser, at det i 1940 var 35 % af de danske husstande, der havde adgang til bad. I 2012 var tallet steget til 97,8 %.

Vaskefade og vaskebaljer stadig populære – men er mest til pynt