Abelones flytteovervejelse: Hvornår flytter man i tide i pensionsalderen?

Det har været en sund og lærerig proces, men alvorlige benspænd har forsinket forløbet. Nu vil vi bare gerne videre.

Jeg ville hellere have haft, at vi rev plastret af i ét hug. Det dræner emotionelt at tage stilling til vores jordiske gods og overveje ny bolig, når jeg i virkeligheden helst vil beholde tingene omkring mig, gerne sidde i stolen i gårdhaven, og i princippet slet ikke har lyst til at flytte. Jeg ved, realiteterne taler imod dette, og at vi kommer til at flytte, fordi vi skal, men jeg ville helst blive.

Abelone Glahn har skrevet tre artikler om gode råd til processen, når din nuværende bolig ikke længere passer på det liv, du ønsker at leve i den tredje alder. Dette er den første artikel, mens de to næste kan findes som links i bunden af denne artikel.

Sådan svarede min mand forleden, da jeg spurgte ham, hvad han tænkte om vores efterhånden fire år lange, bevidste proces med at rydde op i huset, give os god tid til at skaffe os af med det overflødige på en ordentlig måde, og vende mulighederne for en ny bolig, mens vi venter på at få solgt vores nuværende.

Hans vurdering rummer rigtig mange af de dilemmaer, man står i, når man skal finde ud af, hvornår tiden er kommet til at rykke teltpælene op. Det er nemlig ikke en eksakt videnskab at angive præcis, hvornår ”i tide” er… i tide. 

Tidspunktet er højst individuelt for hver enkelt, par som enlige, og der er ingen, der med sikkerhed kan sige, om man gør det rigtige eller det forkerte, før man kan se tilbage på hele processen. Vi er ikke flyttet endnu, men allerede nu kan jeg dog se, at vi kom for sent i gang, selv om vi troede, vi havde god tid.

Vores historie er, at vi bor i en stor, gammel skole på Falster. Vi har ca. 200 m2 bolig og andre 200 m2 kontor, lager og koncertrum, og desuden små 200 m2 sidebygninger til værksted mm. Det tager lidt over en time at slå græsset med en havetraktor, da grunden er i alt 3000m2. 

Vi er kisteglade for at bo her, elsker hver dag, men det er en stor ejendom, hvor vi kun er to tilbage. Vi har boet fem personer her, en overgang syv, som to familier, så pladsen har i den grad været udnyttet godt i de 21 år, der er gået.

Vi har tilsammen seks voksne børn og tre børnebørn. Vi arbejder begge to endnu, men vi to bruger reelt kun en tredjedel af den samlede plads til dagligt; for eksempel bruger vi to kun halvdelen af selve boligen, resten er børnenes værelser, der naturligvis fyldes, når alle er hjemme til jul, men ellers stort set ikke. 

Jeg ved, det er mange kvadratmeter, men dét, at forældre forbliver i boligen med tomme børneværelser, er vist en kendt sag for mange husejere næsten uanset antallet af kvadratmeter.

Men nu er boligen alt for stor, for megen vedligeholdelse, for mange timer skal bruges på noget, der tidligere var kræfter og lyst til, men som nu er en byrde og en forhindring for at begynde en ny livsfase. Huset har været til salg i halvandet år, men er så specielt, at vi nok må vente længere end så mange andre på den rette køber. 

Vi gik konsekvent i gang for fire år siden med at rydde op, skille os af med ting og begynde at tale om, hvor vi ville hen. På det tidspunkt var vi begge raske og rørige og regnede med at fortsætte med at være erhvervsaktive, til vi faldt om. 

Vi var klar over, at boligen var for stor, men på den anden side udnytter vi den til en masse aktiviteter, som vi holder af, og som holder os levende: Min mand er musiker og tager ud at spille, men herhjemme holder vi også koncerter med spændende gæster en gang om måneden, såkaldte dagligstuekoncerter, med 50 gæster ad gangen. Vi ved, det slutter, når vi flytter, men så længe vi har plads, gi’r vi den gas. 

Vi nyder vores store kontor, når vi begge arbejder hjemmefra på de tidspunkter, hvor vores opgaver ikke er udgående, og da vi bl.a. indspiller CD’er, skriver bøger og driver et forlag, har vi hylder til lager af begge dele. Med andre ord – det er herligt med pladsen, også fordi vi har kunnet gemme (lidt for) mange herlige sager i tidens løb.

Det var dem, vi begyndte konsekvent at rydde ud i for fire år siden, og vi er så godt som færdige nu. Det har ikke været stressende, tværtimod har det været glædesfyldt at have tid til at tage ordentligt afsked med tingene, at sørge for at noget kom videre, andet røg ud, og godt at få skærpet opmærksomheden på, hvad vi i sidste ende vil have med til den næste bolig. 

Personligt har jeg nydt at gennemgå en masse minder, lært at holde loppemarked, foræret til glade modtagere og fået en langt større indsigt i vore prioriteringer her i livet. Men alt med måde, og nu skal vi videre til noget andet, inden alderdommen spænder flere ben for os. 

Helbredet kan spille dig et puds: Vi er kommet i reparationsalderen begge to, og undervejs har min mand haft to mindre blodpropper (heldigvis uden permanent mén) og er i skrivende stund sygemeldt med en hjernerystelse efter et alvorligt fald og hul i hovedet. Man tror sig jo udødelig, så det var en brat opvågning at se, hvor meget ens generelle form betyder for kræfter til en flytning. Som min mand sarkastisk siger: - Nu kan man ikke længere lave sjov med kommunens tilbud om at gå til stoledans, nu er det en reel overvejelse værd.

Mentaliteten ændrer sig:En undersøgelse fra Vive i 2019 viser, at jo ældre man bliver, jo mindre lyst har man til at flytte. Faktisk er det omkring 70 års-alderen, man ikke længere har så stor lyst til nyt. ”Vi bor jo så godt her, så hvorfor flytte?”. Aldersforskellen på 14 år mellem min mand og mig mærkes pludselig meget tydeligere; jeg er utålmodig efter at komme hen til det nye, mens min mand har sværere ved at finde motivationen. Omvendt er den glædelige besked i samme Vive undersøgelse, at hver fjerde ”yngreældre” (52-62 årige) nu overvejer at flytte. Så det lyder, som om der vokser en generation op, der er med på at flytte flere gange i modsætning til tidligere, hvor man blev boende, til man blev båret ud. Medvirkende årsag til denne ændring er den stigende efterspørgsel efter - og endelig også stigende udbud af - bofællesskaber.

Økonomien ændrer sig: Siden vi første gang talte om at flytte, for langt mere end fire år siden, har vi jævnligt regnet på, hvad vi har råd til at sidde for. Forudsætningen har i mange år været, at vi begge fortsatte med at være erhvervsaktive, men som tingene har udviklet sig, regner vi i dag på, hvad vi i worst case skal kunne sidde for, hvis vi begge er på folkepension. Det har afgørende betydning for, hvor vi skal hen, og boligmulighederne er også indskrænket i takt hermed. Det er fanneme ikke sjovt. Og heller ikke særlig inspirerende for kreativiteten. Det absurde i situationen er, at vi rent faktisk bor meget billigt nu!

For ung til at være gammel: Vi kunne have været mere fornuftige og valgt at flytte til noget mindre tidligere, men sagen er, at det har været utrolig berigende og livgivende at udnytte pladsen til alt det, vi har gang i. Så dilemmaet er til at tage at føle på: Skal man stoppe sine aktiviteter og sin udfoldelse og måske sygne hen netop på grund af dét, bare for at være fornuftig og i tide – måske alt for tidligt - forberede sig mod en alderdom, man simpelthen ikke ved, hvordan udfolder sig? Mange er jo i fuld vigør, når de er 80, tager på vandreture, er pedalchauffør i projekt Cykling uden alder eller vinterbader som 90-årige – hvorfor så ikke os? 

Jamen søde Abelone, kan man ikke udfolde sig lige så godt på færre kvadratmeter? Jo, selvfølgelig kan man det! Jeg ved bare, at vi kommer til at give afkald på noget af det, der er med til at holde os i gang. Og dét er jeg urolig for, hvordan kommer til at påvirke os. Måske er jeg kun langsomt ved at blive moden nok til at være gammel.

For gammel til at være ung: At alderen har fået så stor betydning for kræfterne, har været en overraskelse. Det turde ellers være indlysende, men man fatter det nok først, når man står midt i det. Trods at alderen kun(?!) siger 65 år, træder mine begrænsninger nu tydeligere frem. Tidligere syntes jeg, det var virkelig smart, at jeg kunne gå mange af de 10.000 skridt, man skal gå om dagen, indendørs: Huset er så stort, at det at hente kaffe ude i køkkenet tager 50 skridt hver vej fra kontoret, og på de dage, hvor vi holder koncert, går jeg omkring 12.000 skridt. I dag ville jeg gerne nøjes med fem skridt hen til kaffemaskinen og fem tilbage. 

Og den vedligeholdelse af huset, som i årenes løb har givet mig et herligt afløb for min indre handywoman, hænger mig ud af halsen. Min motorsav har jeg måttet give væk, fordi jeg ikke har armkræfter til den mere. Heldigvis har storebror, der er to år ældre, sine i behold. Vi er blevet meget mere afhængige af, at familien kommer og hjælper med vedligeholdelsen. Det gør de så heldigvis gerne.

Det tager tid at sælge hus: I min naivitet har jeg troet, at folk ville stå i kø for at få dette hus, for det er simpelthen så dejligt og fuld af udfoldelsesmuligheder. Men det er et ret specielt hus med mange store lokaler, og vi skal finde lige præcis dem, som kan se disse muligheder. Vi har skiftet ejendomsmægler undervejs, og den nye har forstået at markedsføre huset langt bedre end den forrige, så vi har haft både flere besøgende på internettet og i fremvisninger i de sidste par måneder. Vores ejendomsmægler siger, at der gennemsnitligt er syv fremvisninger af et hus her i området før et salg. Det runder vi ganske snart, så…

Gør dit hus tidssvarende

Men en vigtig erfaring, som vi gerne videregiver, er, at vi skulle have gjort mere ved investeringerne i ombygning og forbedringer løbende. For man bliver blind på sit eget hus. For eksempel har vi i 20 år haft et gammelt skoletoilet med bås, hvor man stadig skulle lukke en trædør med drejeslå for at vise, at der var optaget. Vi har syntes, det var pittoresk til vores koncertgæster, fordi vi jo markedsfører koncerterne i ”Den gamle Skole”, men her i sommer har de stærke, unge mænd i familien fjernet dørene, naboen på 75 har været ovre med sin vinkelsliber og fjernet stålstolperne, og vi har malet hele molevitten, så man nu kan se, at det faktisk er et rigtigt badeværelse, det tredje i huset! 

Jeg hylder ellers princippet om, at man ikke skal fikse noget, hvis det ikke er gået i stykker. Men det skal man! Et hus skal være opdateret, ikke utidssvarende, og det er langt fra alle, der kan se, hvor nemt det vil være lige at fjerne en skillevæg, udskifte et loftsarmatur eller male hele hytten i en neutral farve. Vi har bare været tilfredse med skolen, som den var, og tænkt, at den næste ejer selv skal sætte sit præg på bygningen.

Flytningen er på godt og ondt blevet mere en del af vores liv, end det pausekomma, vi havde regnet med. At huset ikke er blevet solgt lige med det samme, har fjernet momentum, selv om det for lige præcis os to har været held i uheld – vi har nydt hvert sekund i haven under corona-nedlukningen i foråret 2020 og har på ingen måde fået kuller, og freden i haven har været livgivende for min mand, mens han er kommet sig. 

Set i bakspejlet ville jeg primært være begyndt både mentalt og fysisk 10 år tidligere. Med det, jeg har erfaret på egen krop i dag, vil jeg sige, at de første alvorlige overvejelser senest skal på bordet, når det sidste barn er flyttet hjemmefra, hvis du vil være i tide. 

Tænk længere, end du kan nu: Det er virkelig svært, for man kan altså ikke tænke eller især føle som en 68-årig, når man kun er 58, og slet ikke som en 78-årig, men prøv: Det er jo ikke nødvendigvis jeres allersidste bolig, I skal forestille jer, men hvis I på længere sigt kan se, at I ikke skal blive, hvor I er, så flyt hellere, mens der er kræfter og tid til at finde sig til rette i mere passende omgivelser. Lad ikke mageligheden vinde. 

Og når I endelig har taget beslutningen om at skulle flytte, så lad der ikke gå for lang tid, før I gør alvor af beslutningen. Ikke forhastet, for det tager tid at tage afsked, men træk det heller ikke i langdrag, for dét, at være på vej for længe, dræner. Husk, der skal være tid til at slå sig ned et nyt sted, og at skæbnen undervejs kan byde på meget uventet, som forhindrer jer i at udføre jeres plan og indirekte kommer til at sabotere den, så I aldrig kommer fra huset i tide.

Afsæt tidligt midler til de lidt større forbedringer: Skift vinduer, skift en hoveddør, fjern de slidte gulvtæpper og slib gulvet ned. Og vedligehold løbende i det små: Frisk panelerne op, mal 80erfliserne og lamelloftet i badeværelset over, fjern popplakater og sportspræmier fra de tidligere børneværelser og gør dem mere neutrale.

Lav en turnus, så dine værelser ét for ét bliver malet op hver fjerde-femte år. Det er voldsomt at skulle gøre alle ting på én gang, både økonomisk og fysisk, når man er blevet ældre og står for at sælge huset. Og absurd – man får jo ikke engang selv glæde af det, man sætter i stand. Plus at man kan komme til at bruge penge på en nyistandsættelse, som den næste ejer overhovedet ikke vil have.

Få yngre til hudløst ærligt at kommentere din bolig og lyt til deres reaktioner. Som yngre huskøber ser man helt anderledes på et hus end de ældre generationer. Kommentarerne kan være svære at sluge, men de vil få skærpet din opmærksomhed på dét, du har ork til at ændre på, og dét, som du skal lade ligge. 

En af de ting, jeg fortryder allermest i dag, er, at jeg ikke lyttede til en håndværker, der for en del år siden reparerede en rørskade på vores gæstetoilet. Vi skulle have skiftet gulvet, og han spurgte, om der samtidig skulle lægges gulvvarme. Nej, svarede jeg, fordi det ville fordyre reparationen, og jeg tænkte, varmen ville sluge en masse strøm. Jeg tænkte det bare ikke igennem – strømmen kunne jeg jo tænde og slukke for, som jeg ville, og varmen i gulvet ville være en forbedring, som jeg ikke senere ville kunne lave uden at bryde gulvet op igen. I dag regner de fleste med, at der er varme i gulvet i badeværelserne.

Pas på ægteskabet! Hvis du og din ægtefælle ikke er lige engagerede i Projekt Oprydning, og den ene part mere eller mindre konsekvent udskyder og forhaler eller simpelthen bare ikke kan tage sig sammen til at kigge sine egne private sager igennem, kan irritationen slide ganske gevaldigt. Der findes ikke noget værre end at jage – eller at blive jagtet af - en utålmodig ægtefælle. Undlad at tage ansvaret for at rydde op i andres sager, for man kan ikke vide, hvad den anden vil gemme. Desuden er der i disse tider mange sammenbragte familier, og måske begynder du at rydde op i en andens fortid, som du ikke har været en del af. Det kan man ikke. Det skal man heller ikke.

I mine øjne er der kun en udvej: Ryd op i det, der er dit eget. Sorter det, som tilhører den anden, fra i kasser, for eksempel på en reol i kælderen, og gå videre i dit eget tempo. I det øjeblik, hvor I så endelig flytter, er der to muligheder: At din ægtefælles kasser, der ikke er set igennem endnu, ryger direkte på lossepladsen, eller at de ryger på fjernlager, for I har næppe plads til at tage dem med. 

Hvem der så skal betale for fjernlageret, bliver en diskussion, I må tage til den tid. Lad være med at tage kasserne med til den nye bolig med i den tro, I får dem ryddet op senere. Det gør I ikke. (Heller ikke i dem af dine egne, som du ikke helt nåede at se igennem.)

Efter publicering af denne artikel, har Abelone og Peter solgt den gamle skole i Maglebrænde. De fraflytter i foråret 2021.

Ville vi være flyttet allerede, hvis vi havde gjort alle disse ting anderledes - det ved jeg faktisk ikke! Jeg er bange for, at svaret er nej. Fordelene ved at bo her har indtil for nylig oversteget ulemperne, og at det måtte ændre sig en dag, har jeg nok lukket øjnene for. Jeg troede, vi var i tide. Vi har endnu ikke helt kniven for struben, men jeg vil ærlig talt gerne herfra. Jeg håber, jeg hermed får andre til at tænke klogere.

Forleden læste jeg en artikel om enlig kvinde på samme alder som min mand, som - efter endelig at have solgt sit hus, der havde været til salg i flere år - pillede nogle få møbler og ting ud fra den store villa, hvor hun havde boet i 30-40 år, og derefter henvendte sig til en specialforretning, der solgte resten af indboet som dødsbo! På den måde slap hun for alle besværlighederne. 

Hun lavede et clean cut og så sig ikke tilbage. Nu bor hun spillevende i fuld tilfredshed i en lille bolig det helt rigtige sted. Så langt kunne jeg ikke gå. Tror jeg…