Loppemarkeder er en god måde at komme af med de ting, der er kommet i overskud. Foto: Lisbeth Holten
”Hvis man skal spise en elefant, skal man tage den i små bidder”. Det tænkte jeg, da jeg tog et vue over de mange ting og sager, min mand og jeg omgiver os med i Den Gamle Skole i Maglebrænde, hvor vi bor på 22. år. Vi skal flytte til noget mindre og gå fra de omkring 600 m2 bolig, erhverv og udhuse, som vi har i dag, til en lejelejlighed på formentlig et sted mellem 75 og 95 m2.
Få alle Abelones gode råd
Abelone Glahn har skrevet tre artikler med gode råd til processen, når din nuværende bolig ikke længere passer på det liv, du ønsker at leve i den tredje alder. Dette er den anden artikel, men du kan finde de to andre artikler i serien i bunden af denne artikel.
Dét kræver system, og efter at have ryddet op nu i lange perioder og gjort klar til vores egen flytning, vil jeg gerne give min opskrift videre, for den har fungeret rigtig godt for os.
De tre centrale lister, som jeg har arbejdet efter, lyder som følger:
Første liste: Skab det store overblik
Rummene skal ryddes
Huset skal gøres klar til salg, for hvis andre ikke kan se sig selv i vores bolig, køber de den aldrig. Og de kan ikke se sig selv, hvis vores ting fylder for meget. Derfor var der absolut ingen vej uden om at gå hvert enkelt rum igennem, sortere, smide ud, begrænse. Og i dag glæder vi os over, at det vil blive lettere at pakke det sidste ned i kasser, den dag vi vitterlig flytter.
De frasorterede ting skal væk på den ene eller anden måde
Det kan være på loppemarked, på auktion, i Den Blå Avis eller på de sociale medier. Det kan være til genbrug eller regulær udsmidning.
Vi tog det hele i brug: Holdt fysiske loppemarkeder flere somre, og vi forventer at gøre det endnu en gang i stort format med et afsluttende brag, når vi endelig flytter. Mest fik jeg ud af at sælge ting på de sociale medier – lavede både opslag på Facebook og Instagram, hvor mange syntes, det var sjovt at læse mine beretninger om tingenes historie, mens det for mig har taget meget mere – og faktisk for megen tid – at taste ind i annonceformularer og huske at forny dem via Den Blå Avis.
Da jeg var færdig med en halv snes fysiske loppeweekender, hentede Kirkens Korshær en lastbilfuld rester ganske gratis. På den måde slap jeg selv for det hårde valg at smide ud. Noget må de frivillige da have kunnet sælge videre, og jeg er overbevist om, at de kommer igen, når vi har slutspurten.
Til egentlig auktion fik vi besøg af en vurderingsmand, der nådigt fortalte os, hvor lidt vores arvestykker i mahogni var værd. De mange TV-udsendelser om ”antik i provinsen” kan give rosenrøde drømme om at være indehaver af noget værdifuldt, men det var så ikke tilfældet hos os. Men, som vurderingsmanden tøvende smilede, da han så vores forskellige rum: ”Sikke kreativt, I bor!”. En noget mere ærlig inspektør, der skulle lave en energivurdering af huset en anden dag, udbrød spontant ved synet af vores kontor: ”Nå, det er hér, I står og roder!”
Da jeg var færdig med en halv snes fysiske loppeweekender, hentede Kirkens Korshær en lastbilfuld rester ganske gratis. På den måde slap jeg selv for det hårde valg at smide ud.
Et klogt ordsprog lyder: ”Hellere give med varme hænder end med kolde”, og det har været en stor glæde at give en masse ting væk, som var for gode at smide ud. Men det tager også tid at spørge sig frem og at finde lige dem i omgangskredsen, der har brug for en brugt græsslåmaskine, en let anløben, men brugbar, havegrill eller en meget stor samling værktøj, som vi ikke får plads til. For ikke at tale om stellet til 12, der kun bliver brugt ved juletid. I vores tilfælde har vi ind imellem haft musikarrangementer med spisning i vores koncertlokale og har haft brug for at kunne dække op til 50 personer. Så mange tallerkner kommer vi aldrig til at skulle bruge i en treværelses lejlighed.
Min indre arkivar har stortrivedes og med stor omhyggelighed pakket kasser til forskellige museer med historiske ting, som for eksempel en sart kjole af lyserødt faldskærmsstof, som min mor selv syede og gik med under 2. verdenskrig. Indrømmet, jeg har det med at gemme, og jeg er stolt og glad for denne evne, for vi skal huske, vi står på skuldrene af andre. Vi må ikke blive historieløse. Så der er også et par kasser til børnene…
De uopsættelige istandsættelser skal identificeres og foretages
Når ens hus skal gøres salgbart, skal man finde både stort og småt, som vil falde en køber i øjnene som et minus, eller som er indlysende i stykker. Vi havde vænnet os til, at havelågen skulle skubbes ind på en bestemt måde ved hver åbning, men en sådan forhindring blev tydelig allerede ved den første fremvisning – og derfor repareret pronto. Det samme gjaldt en utæt tagrende, som fint nok dryppede ned i roserne, men selv næringsrige dryp ser ikke godt ud under en fremvisning.
Vi har boet i huset i mange år, og dét, som virkelig blev nødvendigt at tage fat på – og noget mere arbejdskrævende – var at sørge for, at huset er tidssvarende.
Har du også boet i dit hus i mange år, kan panelet med stregerne, som viser, hvor store børnene voksede sig over nogle år måske stadig findes? Sådan en ting betyder måske noget for dig, men vil fortælle andre, at der ikke er malet, siden børnene flyttede hjemmefra.
Der skal kigges mange ting igennem, når et helt liv skal vurderes med henblik på den fremtidige bolig. Foto: Lisbeth Holten
Find ejendomsmægler, du stoler på, og som gør sit arbejde grundigt.
Vi brugte lidt tid på at indhente tilbud fra forskellige ejendomsmæglere for at finde ud af, hvad sådant et hus som vores ville koste her på egnen. Vi lærte at spørge nøje ind til, hvordan markedsføringen foregår, hvis huset ikke bliver solgt lige med det samme – for markedsføringen er som regel akilleshælen.
Spørg særligt til, hvordan indsatsen lægges via nettet – det kan betale sig med omhyggelig målretning af fx facebook-annoncer, mens jeg personligt ikke har fidus til bannerannoncer.
Så kom den kunstneriske udfordring – at gøre vores hus klar til fotografering! For når den professionelle fotograf kommer, er han der kun i ultrakort tid, og han skal også nå at lave en opmåling af grundplanen. Der gives ikke en hånd til flytning af overflødige møbler, højst til at slå brættet ned ude på toilettet, før der knipses.
Helt absurd var det, at præcis den samme fotograf kom igen, da vi skiftede ejendomsmægler. Om igen med den tidskrævende styling! Han tog stort set de samme billeder, men jeg lærte, at hver ejendomsmægler lægger sine filtre på billederne, og man kan faktisk godt se forskel.
Jeg ved ikke lige, hvordan det foregår, men det er som om de grønne mælkekasser fra mejerierne formerer sig her hos os.
Et godt trick er at prøvefotografere sit eget hus og se kritisk på billederne, inden den professionelle fotograf kommer. Pludselig kan man se spaghettiklumpen af ledninger ved fjernsynet og vindueskarmens overflødige nips, som tager udsigten. Vi valgte i øvrigt at få lavet dronefotos, da vores hus ligger tæt ved vandet, og det kan kun ses højt oppe fra. Det var en god investering, for det gav ekstra mange visninger.
Vi har gjort et meget stort arbejde selv med at markedsføre huset, både ved egen hjemmeside for huset og ved opslag på de sociale medier. Et vigtigt tip er at forhandle dig retten til – uden betaling – at kunne dele de professionelle billeder på sådanne steder. Jo mere, du selv bidrager i salgsprocessen, jo hurtigere går salget.
Finde ny bolig – den tid, den sorg
Vi valgte at udskyde beslutningen om, hvor vi skal hen, til vi har solgt huset. Men vi har med stort udbytte oprettet en række søgeagenter på de forskellige boligsites, som automatisk giver besked om udbudte boliger efter kriterier, vi har indtastet. Det har givet os et virkelig godt indblik i, hvad der egentlig er på markedet. Det har især givet os råt for usødet, hvad man får – og ikke får – for pengene. Derfor har vores boligsøgning ændret sig i takt med indsigten, det økonomiske råderum… og helbredet.
Anden liste: Hvad har vi, og hvad skal med videre?
En rydning krævede imidlertid, at vi vidste, hvad der skulle ud. Måske krævede det i den givne situation lige først, at vi overhovedet vidste, hvad vi havde! Og hvad børnene (vi har seks tilsammen) måske ville overtage nu eller senere?
Da vi på længere sigt gerne vil forhindre, at børnene kommer op at skændes om ting, den dag, vi ikke er her mere, var det være en god ide at spørge dem først. Og så i øvrigt lave en liste over, hvad vi to synes, de skal arve. Så kan de altid bytte.
Derfor kom næste liste til at se sådan her ud:
- Inventarliste - helt ærligt – det blev for omfattende at registrere alt, men at gå tingene igennem relativt overfladisk gav en god indsigt i, hvor lidt vi egentlig behøver at tage med.
- Fotos af det hele – godt, fordi det nærmest erstattede inventarlisten, og gjorde det nemmere at angive på et print af thumbnail-fotos, hvem der til sin tid skal arve hvad. Plus at et forsikringsselskab altid gerne vil have fotodokumentation i tilfælde af brand.
- Hvad vil børnene have – denne ene søn ville gerne have nogle af vores bøger, den anden skrev en alenlang liste over stort set alt, hvad der var bare i det første rum, han så igennem. Så vi valgte i stedet at spørge dem en del gange, give dem dét med det samme, som vi kunne undvære, og vente med resten til vi flytter for alvor. Så skal de nok slå til på noget mere.
- Klistermærker på tingene – enkelte ting har vi to i fredens tegn fordelt og markeret med navne bag på, skulle vi undervejs pludselig blive kørt ned og dø. Jeg har læst om andre, der bruger klistermærker i forskellige farver til at afgøre for sig selv og for pårørende, der skal hjælpe med at flytte, hvad der er første, anden og tredje prioritet at tage med. Jeg opfatter det mest som en god fremgangsmåde, den dag man som begyndende demensramt skal afgøre, hvad man helst vil omgive sig med på plejehjemmet. Men dér er vi ikke endnu.
Tredje liste: To go or to stay?
Denne sidste liste er der flest, der spørger efter: Hvordan afgør du, hvad der skal med, og hvad der skal ud?
- Er det bare gamle minder og klokkeklang? Læs det igennem, glæd dig over dit minde og så: UD
- Har det en meget vigtig familiehistorie (også din egen)? GEMMES I LUFTTÆT KASSE indtil børnene forstår familiehistoriens vigtighed, eller du skal skrive dine erindringer.
- Kan genstanden bruges og være til nytte for næste generation? GEMMES i kasse til gennemsyn af de unge og derefter UD (eller til genbrug)
- Kan andre end børnene bruge dette? Til GENBRUG eller LOPPEMARKED
- 14 dages reglen – vi gemmer så mange ting, fordi de lige mangler en hurtig reparation. Hvis du ikke har repareret tingen inden 14 dage, fra du fik den i hånden, så UD.
- ”Man ved aldrig, hvornår man skal bruge sådant et godt stykke ståltråd,” Nej, men den dag, hvor du har brug for stykket, er der ret stor sandsynlighed for, at du ikke husker, at du har det, eller hvor det ligger. Og dét, der er det mest fantastiske, er, at du altid finder på en anden løsning uden det stykke ståltråd. Så UD.
De grønne mælkekasser har det med at formere sig hjemme hos Abelone og Peter. Foto: Lisbeth Holten
Husk at fejre de små sejre
Og husk så at fejre dine små sejre undervejs og mærke tyngden af tingene lette fra dine skuldre.
Jeg ved ikke lige, hvordan det foregår, men det er som om de grønne mælkekasser fra mejerierne formerer sig her hos os. Med tiden er de flyttet ind i huset forklædt som reoler til gummistøvler, reoler til malertøj, gemmekasser til tøj, der skal bruges til klude, værkstedsreoler og som glimrende forhøjning til en boksmadras.
De yngler og yngler, og på et tidspunkt, da jeg for alvor begyndte at rydde op, talte jeg 98 mælkekasser i seks tårnhøje stabler. Til alt held havde Arla ikke afsluttet det frie lejde, man har haft i forhold til at kunne aflevere mælkekasser, så der kom en megalastbil og hentede dem en dag.
Det er altså ikke, fordi jeg går og hiver dem af bagagebæreren på knallerterne, når de kører forbi herude på landet. Kasserne dukker bare op, når vi har været i storkøb i forbindelse med vores koncerter. Og nu, hvor vi er i de sidste faser af nedpakningen, ja, jeg tør næsten ikke sige det, men de yngler fortsat, og foreløbig står der 55 igen ovre i stalden…
Hvad har jeg så lært indtil nu?
Ja, processens første masterplan så nem ud i første omgang. Men overraskelsen kom, da det for alvor gik op for mig, at en oprydning og nedpakning ikke blot kunne løses ved at være effektiv og konsekvent i løbet af en måneds tid. En af de største erkendelser har været, at jeg havde et uafviseligt behov for at tage afsked med ting, før jeg smed dem ud. At det har været vigtigt for mig at give mig tid til at finde det betydningsbærende, der skulle gemmes, så jeg med let hjerte kunne skille mig af med resten.
Det har været overrumplende, men også virkelig sjovt, hvor meget det har betydet at glæde mig over nogle gamle, stærkt personlige minder, før jeg lod dem falde ned i skraldespanden. Og det er kommet bag på mig, hvor meget underbevidstheden har krævet i denne proces. Min underbevidsthed har haft en fest, hvilket jeg har kunnet måle på både drømme, der kom om natten, og på opdukkende erindringer, som skulle genovervejes set med alderens klarsyn. Jeg er også blevet klogere på, hvorfor jeg ikke hverken har kunnet eller måttet fremskynde denne fase – for det var livsafsnit, der skulle afrundes for at skabe plads til nye.
Et meget centralt ord i processen er netop ordet betydningsbærende. Ikke et ord, jeg har tænkt meget over tidligere, men et ord, jeg har haft på læben, næsten hver gang jeg stod med noget i hånden, som jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg skulle gemme. Og jeg ved, at ordet vil gøre det meget nemmere at komme igennem den sidste del af processen, den dag vi endelig flytter.
Altså:
- Acceptér, at der er tale om en proces, som både foregår fysisk og mentalt.
- Giv processen tid – det vil svie til dig bag efter, hvis du forcerer processen.
- Glæd dig over friheden ved at slippe af med det, der ikke bærer betydning.
