Fakta om huset

  • Bygget i 1936 inspireret af engelsk cottage-stil.
  • Størrelse: 80 kvadratmeter i grundplan – inklusive  1. salen var der 145 kvadratmeter beboelse.
  • Tilbygning med stue og 2 teenageværelser og gang – som med tiden skal være husets hovedindgang er på 83 kvadratmeter.
  • Fra gangen er der indgang til nyindrettet badeværelse.

Historien om huset her i Nærum nord for København er historien om, hvordan en tilbygning til et ældre hus både kan give mere plads og mere livskvalitet med skøn udsigt til have og skov. Men det er også en historie om, hvordan familien Danmarks pladsbehov er vokset betragteligt siden huset blev bygget i 1936.

Da Kristian og Annette overtog huset i 1996 var det opdelt i to boliger – 80 kvadratmeter i stueetagen og 65 kvadratmeter på 1. salen. Huset havde i øvrigt været ejet af den samme familie i alle årene.  

- Vi lavede det om til et enfamilieshus, indrettede køkkenalrum og havde værelser ovenpå.  Siden har der også været andre både små og store byggeprojekter. Alle vores tre børn er født her, og de to ældste har delt værelse, og det har fungeret fint. Men nu er de kommet i teenagealderen, og så er det ikke lige sagen mere. Derfor var tiden omsider kommet til at udvide, fortæller parret, da Videncentret Bolius taler med den i 2016.

En fornemmelse men ingen konkret ide

Det var dog ikke udelukkende behovet for ekstra kvadratmeter, som fik dem til at kaste sig ud i et stort byggeprojekt.

- Vi har altid vidst, at vi en dag ville bygge til, så vi kunne få mere gavn af beliggenheden med udsigten til skoven. Oprindelig var der nemlig kun et lille vindue ud mod haven, ellers var huset fuldstændig orienteret den anden vej. Vi havde en fornemmelse af en rumfordeling, men præcis hvordan sådan en tilbygning skulle se ud, det havde vi ingen idé om, fortæller Kristian.

Moderne tilbygning til det gamle hus

Familien var indstillet på at bruge både den nødvendige tid og ressourcerne på at finde den rigtige løsning både funktionelt og æstetisk. Derfor tog de kontakt til en arkitekt, men hans udspil var alligevel ikke helt det, som de drømte om.

- Så vores veje skiltes uden nogen form for bad feelings, siger Kristian.
Familien opgav dog ikke deres byggeplan af den grund. Via det private netværk blev de foreslået at kontakte Tom Mose Petersen, der har tegnestue på Østerbro i København og er medlem af Danske BoligArkitekter, og han kunne pludselig skitsere noget, som familien tændte på.

- Vi var ikke interesseret i, at tilbygningen blot skulle efterligne det gamle hus. Den måtte godt være anderledes og moderne, siger Annette Krogh.

Tradition og nye tider

Og den opfordring var Tom Mose Petersens ikke sen til at følge op på.

- Som arkitekt er det altid mere spændende at få lov til at arbejde med et arkitektonisk udtryk, der både tilpasser sig det gamle hus, men også afspejler den tid, som vi lever i dag. Det færdige resultat må også godt jeg vil ikke sige provokere, men i hvert fald udfordre beskueren lidt, så man lige skal omkring huset et par gange, før man siger god for det. Og efter mit første møde med Annette og Kristian fornemmede jeg klart, at her var nogle bygherrer, som godt turde gå den vej, fortæller Tom Mose Petersen.

Hans forslag var en skulpturel tilbygning, der med tegl, pudsede vægge, glasfacader og zinktag adskiller sig meget fra det oprindelige hus med tegltag og gule mursten. Der er dog alligevel en klar sammenhæng mellem de to bygninger, hvor fx farvetonen i de nye og gamle mursten spiller sammen, og taghældningen på det nye følger det gamle.

Mere plads i dagligdagen

Selv om tegninger og visualiseringer kan vise meget, vælger Tom Mose Petersen som regel ved større byggesager at bygge en lille model. Det gjorde han også med her, og familien har stadig modellen som en lille souvenir, og den har gennem årene været igennem en masse barnehænder.

- En model hjælper meget, når man skal kommunikere med boligejerne, og så kan den også være med til, at børnene også bliver inddraget og kan forstå, hvad der skal ske, siger Tom Mose Petersen.

Hos familien Krogh er modellen for længst blevet til virkelighed, og familien har allerede i et par år kunnet nyde tilbygningen, som har ændret deres hus og den måde, som de bruger det på. De store børn har fået deres egen afdeling, mens lillesøster Ingrid stadig har sit værelse ovenpå, hvor forældrene også har soveværelse.

Priser og projekt

- Vi har fået mere ”lebensraum”. Før blev det hurtigt meget klaustofobisk, når der både skulle laves mad, ordnes lektier og ses fjernsyn på ét areal, siger Kristian Krogh.

Ombygningen gav også mere plads i det gamle hus, hvor væggen indtil et lille værelse blev fjernet.
Den nye stue mod haven er blevet et sted, hvor familien samles og taler sammen, slapper af, eller læser.

Derimod har de helt bevist fravalgt et TV her, så film og fodboldkampe skal nydes i den anden ende af huset. Når der nu skulle gå så mange år, inden planen om en stue med udsigt til skoven blev realiseret, skal tiden også bruges til at nyde den udsigt – ikke til at se ind i en TV-skærm. Så i dag er det sådan, at når familien har spist i køkkenalrummet, som nu er det centrale krydsfelt i huset, kan man enten gå til højre for at se fjernsyn, eller gå til venstre og få fred og ro i den nye stue til at læse, høre musik eller andet, Familien har opgjort prisen på hele tilbygningen samt ombygningen i eksisterende hus til omkring 2 mio. kr. Der ender de på en kvadratmeterpris på 26.000 på alt.

Hvis man udelukkende regner prisen for tilbygningen ligger kvadratmeterprisen på omkring 18.000.
Arkitektens honorar var på ca. 100.000 kr. omfattede skitseforslag, myndighedsprojekt, projektering og byggeaftale samt byggeledelse og tilsyn. Der blev indhentet tilbud hos 3 entreprenører.

Skorstenen

Familien Kroghs byggeprojekt handlede i første omgang om at få bygget en ekstra stue og to teenageværelser, men det arkitekt og bygherrer kom til at bruge mest tid på var den høje skorsten, som i den grad er endt med at blive husets signatur.

Ideen opstod, fordi arkitekten Tom Mose Petersen ikke var helt tilfreds med overgangen mellem det nye og gamle byggeri. Her i hjørnet mellem de to bygninger opstod et gårdrum, som skulle udnyttes.

- Men mellem alle de vandrette forløb mellem hus og tilbygning manglede der i kompositionen noget, som gik den anden vej – altså lodret. Og da familien samtidig havde ytret ønske om at få en pejs inde og også gerne ude, arbejdede jeg videre med ideen med skorstenen, fortæller Tom Mose Petersen.

Personligt har han også næsten en barnlig glæde ved skorstene, så det var et arbejde han kastede sig over med særlig interesse.

- Det er skønt element, som altid gør noget for taget på en bygning. Og i det her tilfælde endte det med at blive et stort, ret kompliceret og dyrt element ved byggeprojektet, siger han.

Annette og Kristian Krogh blev så begejstret for idéen med skorstenen og havde også den holdning, at når det skulle være, skulle det også gøres ordentligt. Derfor var de villige til at bruge ekstra midler på det, fx blev der valgt dyre Kolumba sten fra Petersen Tegl.

- Prisen på skorsten og pejse udgør en ganske betydelig del af hele byggeprojektets budget, alligevel har vi et øjeblik fortrudt, at vi gjorde det. Vi har prioriteret, at arkitekturen omkring byggeriet skulle være ordentligt, så må vi vente med designermøblerne, siger Kristian og Annette Krogh.

Tom Mose Petersen medgiver, at løsningen med skorstenen blev dyr.

- Det er da en luksusting, men engang imellem må det smukke vinde og det fornuftige og rationelle. Og alle, der besøger huset, synes, at den høje skorsten gør en positiv forskel.

Danske BoligArkitekter

En arkitekt kan se muligheder i dit hus, du måske ikke selv ser. Danske BoligArkitekter.dk er en sammenslutning af arkitekter, der har specialiseret sig i om- og tilbygninger – find inspiration blandt hundredevis af om- og tilbygninger, og find netop den arkitekt, der passer til dit byggeprojekt.