Klik for større billeder og swipe for flere billeder
De vandt IdéPrisen
Med ombygningen og den lille tilbygning vandt Lone og Rune Idéprisen i 2013.
Fra 2013 til 2016 uddelte Danske BoligArkitekter boligejernes arkitekturpris, IdéPrisen. Alle boligejere, der havde bestilt og benyttet arkitektrådgivning gennem Danske BoligArkitekter, havde mulighed for at vinde IdéPrisen.
Vinderne fandtes efter en afstemning blandt en fagjury og brugere af danskeboligarkitekter.dk. Begge afstemninger vægtede 50 % i den endelige afgørelse.
Idéprisen medvirkede til at skabe yderligere opmærksomhed om, hvordan gode om- og tilbygning samt arkitekttegnede nybyggerier kan øge livskvaliteten for boligejerne.
Her kunne vi da godt bo, tænkte Lone og Rune den solbeskinnede forårsdag, hvor de sad i gårdhaven ved huset i Holte og vurderede, om dette hus mon var deres boligdrøm.
- Vi ville gerne have noget anderledes end de typiske 1970'er-typehuse, for dem kommer vi begge fra. De er dejlige nok, men vi ønskede noget andet, siger Rune, der i dag - sammen med sin kone - er den lykkelige ejer af det klassiske hus, der med sin landlige stil og tilbygning fra 1985 troner med sit helt særlige præg.
Fra sød boligekstase - til boligfrustration
Familien rykkede ind i huset midt i 00'erne med deres dengang 2 børn, Amalie og Frederik. Og herfra gik husfølelsen fra ren ekstase over at have fundet drømmeboligen - til stigende frustration over pladsmangel og ikke optimal udnyttelse af kvadratmeter.
For efter en rum tid i huset, gik det op for parret, at familielivet havde brug for de 50 m2, som tilbygningen fra 1985 gemte på. I stedet kunne familien kigge længselsfuldt efter den ubrugte plads fra deres trange spisekøkken.
Vinder af Idéprisen 2013: Vores bedste byggeråd
- Vær klar over, at der er utroligt mange ting, du skal tage stilling til i sådan en proces.
- Stol på, at det du vælger, også er det rigtige i sidste ende.
- Tænk fremad ift. dine behov. Hvor meget plads har du brug for? Pladsen skal ikke afgøre antal børn, tænkte vi fx
- Vær også fremsynet ift. teknik. Vi nåede i sidste øjeblik at få bygget højttalere og et trådløst musikanlæg ind i væggene. Og det er vi så glade for nu!
- Vær meget grundig i projektplanlægningen og gennemtænk alt! Og regn med afvigelser.
- Erkend, at du ikke er eksperten, træd et skridt tilbage og lad arkitekten og håndværkerne gøre deres arbejde.
- Vælg en arkitekt med rødder i dit lokalområde - så har han/hun noget på spil og I har mulighed for at dyrke den professionelle relation til fordel for jeres byggeprojekt.
En rumfordelings-kabale uden løsning
Selv da familien bliver 5 og Amalie derfor flytter over på 1. sal i tilbygningen, der er forbundet til hovedbygningen via en glasmellemgang, fungerer rumfordelingen ikke optimalt.
- Ingen af de 2 arkitekter, de 2 indretningsarkitekter og den bygningskonstruktør, vi efterhånden havde haft inde over, havde formået at finde på en løsning, der gav mening for os. Vi var faktisk nået dertil, hvor vi tænkte, at det aldrig ville lykkes at få det her hus til at gå op - og vi begyndte at kigge på andre huse til salg i området, fortæller Lone, da Danske BoligArkitekter taler med hende i 2013.
Heldigvis gav parret alligevel projektet et sidste forsøg og kontaktede den lokale arkitekt Nanna Bering fra Danske BoligArkitekter, som de havde fået anbefalet og haft et indledende møde med et par år før.
Færre linjer, mere luft og mere plads blev løsningen
Med overblik, lidt nørdet faglighed og stort overskud bankede arkitekten alle de ideer på plads, som parret nu havde brugt de sidste 7 år på at samle sammen.
- Vores ønske var at få sat hele huset i spil og at få strammet linjerne op til et mere moderne udtryk både inde og ude, fortæller parret.
- Ruminddelingen var et virvar af ganglinjer, og det var et åbenlyst problem med et alt for lille køkken-alrum og en masse ubrugt plads.
Løsningen blev at rykke køkkenet ud i glasmellemgangen, der til gengæld blev udvidet med lige præcis de 7 m2, som bebyggelsesprocenten tillod. En genistreg, der med ovenlysvinduer og en formfuldendt køkkenindretning blev hele husets 'missing link' - det naturlige mødested, hvor alle elsker at mødes.
Arkitekten kendte vores boligbehov bedre end os selv
- På mange måder var det en fordel, at vi havde boet i huset så længe, for vi vidste, hvor problemerne var, og vi var enormt ærlige omkring vores liv og adfærd i huset. Lone vil gerne have skabsplads nok, så det var vigtigt, at alting fik en plads overalt i huset. Samtidigt erkendte jeg fx, at jeg nok aldrig ville få brugt et stort værkstedsrum, men reelt kunne nøjes med mindre, fortæller Rune.
Og arkitekten lyttede - og tilsatte egen viden og vurdering:
- Nanna (arkitekten Nanna Bering, red.) satte sig ned med os og sagde; Nu tegner vi det køkken. Det skal være husets centrale sted, hvor alle kan være. Vi havde først svært ved at se det for os og var låst i at ville have en køkkenø. Det skulle man jo have! Men hun holdt fast, blev ved med at tale om linjerne og lyset. Og hun havde jo ret, fortæller Lone.
Pris for ombygning og arkitekthjælp
- Arkitekthjælp med alt fra indledende tegninger, ingeniørudregninger, byggestyring, ugentlige byggemøder, kontakt til håndværkere samt hjælp til valg af materialer og lys 75.000-100.000 kr.
- Samlet projektpris: 1.250.000-1.500.000 kr.
Det endte med en all over-overhaling
Familien fik desuden udnyttet pladsen i tilbygningen og fik en funktionel kontorplads og 'teenage-stue', og linjerne blev skærpet i de øvrige opholdsrum, hvor et par døre blev blændet og flere skabe kom til.
Samtidigt fik huset 2 nye badeværelser og nye, større vinduespartier, der trækker haven ind i stuen. Desuden nyt bryggers og nye vinduer og døre overalt, indvendigt og udvendigt, samt renovering af gavle og facader.
- Da vi først havde de store linjer på plads, så gav det hele bare mening. Jeg glæder mig hver eneste morgen, jeg træder ud i køkkenet, og vi har endelig fået et ægte, centralt rum, hvor alle har lyst til at være. Og så har vi har endelig fået kontakt med den del af huset, vi ikke før brugte optimalt, siger Lone.
Byggeprocessen kort
- Tid: 4 måneder fra start til slut
- Styrring: Arkitekt Nanna Bering styrede processen og stod for al koordinering og dialog med håndværkere
- Entreprise: Familien bad om flere bud på entrepriser og endte med at vælge arkitektens eget første forslag, Tømrerfirmaet Michael Hansen ApS, der kom med den bedste pris
- På projektet. Familien blev boende i huset under ombygningen, og Lone og Rune havde ugentlige byggemøder med arkitekt og håndværkere, hvor detaljer blev diskuteret og alternative løsninger og ideer vendt.
- Interiør: Arkitekt Nanna Bering var desuden med til at foreslå interiør, fx belysning i køkkenet, samt materialevalg på badeværelser og i køkkenet, der blev bygget af Woodwork Inventarsnedkeri.
Største udfordring
Bebyggelsesprocenten tillod kun, at der blev bygget 7 ekstra m2 til de eksisterende 213 m2 på grunden - og det skulle kombineres med inddragelsen af den eksisterende tilbygning på 50 m2.
Danske BoligArkitekter
En arkitekt kan se muligheder i dit hus, du måske ikke selv ser. Danske BoligArkitekter.dk er en sammenslutning af arkitekter, der har specialiseret sig i om- og tilbygninger – find inspiration blandt hundredevis af om- og tilbygninger, og find netop den arkitekt, der passer til dit byggeprojekt.