Fællesskabet har mange muligheder for at blostre i seniorbofællesskabet i Fredericia, hvor de specielle rammer giver mødesteder både udendørs og i ombyggede kælderrum. Foto: Ingrid Riis
– Her har vi siddet siden januar – alt efter hvor nysgerrige vi har været!
De fire kvinder omkring det sorte havebord slår en høj latter op. Det er tidligt forår, solen brager ned over lækrogen i hjørnet af gårdspladsen. Man skal have høj faktor solcreme på for at sidde her, så varmt og stillestående er der på den lille plads ud for den fløj, som engang var drengeskole.
Seniorbofællesskabet har flere sådanne populære lækroge rundt om ved ejendommene, hvoraf halvdelen engang dannede Købmagergade Skole i centrum af Fredericia, og resten er nybyggede fløje.
Høj kvalitet til lav pris
Den gamle skole på Købmagergade i Fredericia huser i dag 53 boliger med masser af charme. Foto: Ingrid Riis
Den bevaringsværdige drengefløj er den ældste, fra 1898, siden kom pigefløjen til i 1913 sammen med det oprindelige smukke gymnastikhus, nu fælleslokale, og midt i gården ligger en toetagers bygning, som også rummede yderligere gymnastiksal og faglokaler.
Nybygningerne føjer sig arkitektonisk smukt til skolens røde mursten, og tilsammen danner bygningerne nu en enorm firkant rundt om græsplænen og parkeringspladserne i den gamle skolegård. 53 lejemål, ni toværelses, mens resten, 44, er treværelses og svinger fra ca. 70m2 til ca. 115 m2.
Moderne fornødenheder som elevatorer og slisker er tilføjet, så bygningerne er aldersrelevante. Der bor lige nu 85 personer i komplekset. Huslejen ligger mellem ca 5300 -7900 kroner. Udlejeren er det almennyttige Boligkontoret Fredericia, der administrerer visitationen og stiller som betingelse for indflytningen, at man er mellem 55 og 90 år og uden hjemmeboende børn. Man kommer på venteliste lige som ved alle andre boliger i Boligkontoret Fredericia, BF, så der er ikke et egentligt krav om at skulle være del af fællesskabet.
I Lars Elkrog og hans hustrus lejlighed i seniorbofællesskabet er der mange charmerende detaljer bevaret i den gamle bygning. Og så har de et smukt kig mod vandet og Lillebæltsbroen. Foto: Ingrid Riis
– Men dem, der flyttede ind i begyndelsen, ville fællesskabet, fortæller Lars Elkrog på 69.
Han var med sin kone, Hanne, de første, der valgte lejlighed og flyttede ind. Udadtil var omtalen af byggeriet italesat som et seniorfællesskab, men boligkontoret overlod til beboerne selv at beslutte et værdisæt og regler ud over almindelig husorden. Begge er fredericianere, og især Lars Elkrog kunne ikke forestille sig at flytte uden for volden.
Inger Halleløv på 67 derimod er tilflytter og kom for et par år siden.
– Jeg fik jo bare tilbudt lejligheden – det var ikke en bevidst handling at flytte i fællesskab fra min side. Jeg havde ikke tænkt, at jeg skulle bo i et seniorbofællesskab. Så gammel er jeg ikke, mente jeg. Men så fik jeg tilbudt lejligheden, og som tilflytter er det jo guld værd at få en bekendtskabskreds så hurtigt.
Ingen visitation
Seniorbofællesskabet blev åbnet for opskrivning i 2017, og de første lejligheder i drengefløjen blev hurtigt besat. Efter et år var alle lejligheder udlejet, og der har været ganske få udskiftninger siden.
Det særlige ved dette bofællesskab er, at der ikke er en visitation på dem, der flytter ind. Afdelingen fungerer fuldstændig lige som alle andre afdelinger i det almennyttige boligselskab. Og BF vil ikke tage stilling til, hvad der vil være godt for fællesskabet at blive suppleret med. Foreløbig betyder det ikke så meget.
Inger Halløv har nydt godt af at flytte ind i et fællesskab, selvom det ikke var et bevidst valg, at hun ville bo i et seniorbofællesskab. Foto: Ingrid Riis
– Vi har så optimale forhold her, at det er svært at være utilfreds over noget som helst, fremhæver Lars Elkrog, der er formand for afdelingsbestyrelsen.
– Vi er meget privilegerede, at vi bor midt i smørhullet i byen med grønt græs, fælles aktiviteter i massevis og med søde mennesker. Vi har ikke valgt dem, vi bor sammen med, og vi kan ikke vælge, hvem der kommer ind næste gang, men det har hidtil ikke været noget problem.
– Gennemsnitsalderen ligger sidst i 70’erne, og den ældste er 92. Selv om man godt kan frygte, at vi bliver gamle samtidig, er det allerede nu tydeligt, at de mest aktive sagtens kan være de ældste.
Mylder af aktivitet
På længere sigt kan den manglende visitering betyde, at der kommer for få yngre ind, og at beboerne bliver for gamle til at kunne tage sig af de fælles opgaver eller at udnytte de mange muligheder, den enorme skole har givet dem for aktivitetsudfoldelse. For det er sandelig noget, de nuværende beboere har taget imod med kyshånd.
Et er, at selve klasseværelserne nænsomt er ombygget til højloftede lejligheder med de smukkeste vinduespartier og nye, buede altaner. Et andet er, at skolens kælderrum også er taget i brug. Beboerne fylder dem med de aktiviteter, som de selv ønsker sat i gang.
Kælderrummene under den gamle skole danner nu ramme om hobbyer, som flere af beboerne deler. Her kigger Lars Elkrog til ølbrygningsudstyret, som er et af samlingspunkterne for især mændene. Foto: Ingrid Riis
Der er et bibliotek, hvor man stiller sine overskudsbøger og bytter film, der er billard og bordtennisrum samt motionsrum, men der er også et bryggeri, hvor mændene i bofællesskabet i coronatiden særligt har haft stor glæde af at samles i små hold omkring ølbryggeri. Det er ikke blevet til en slyngelstue, men nærmest et kemiværksted, der ligger sammen med fællesskabets flittigt brugte atelier.
Et andet kælderrum har en passioneret blomsterdekoratør indrettet, sådan at alle kan tilgå hendes dekorationsmaterialer. Særligt når der er fællesspisning i gymnastiksalen, er der et hold, der folder kreativiteten ud i borddækningen.
En tredje beboer fik plads til et veludstyret metalværksted, en fjerde til et træværksted, der er også cykelværksted, læsestuer, systue, bridge-og skakrum. Alt sammen placeret i kælderrum, som langsomt er blevet sat i stand, og som godt nok er indrettet primært med effekter fra beboerne, men under forudsætning af at alle kan få adgang til at bruge tingene; afleveres noget til fællesskabet, er det fællesskabets fremover, og man kan ikke tage det med sig igen, skulle man vælge at flytte.
Aktivitetsniveauet er tårnhøjt. Bortset fra i perioder med forsamlingsforbud kører der stolegymnastik, badminton og yoga i det største fælleshus, som afdelingen deler med andre afdelinger i Fredericia. Desuden er der fælles tv- og filmaftener, strik, musikband og fællessang fra altanerne.
– Vi ved jo godt, afdelingen stadig er relativ ny. Om ti år er det måske kun halvdelen af os, der er her stadig, fremhæver begge bestyrelsesmedlemmer.
– En aktivitet kan godt sygne hen, men den kan også blomstre op igen med nytilkomne. Alle folk skal vide, at grupperne ikke er lukkede; er der bare én mere, der vil spille kort, så må man udvide ved bordene i stedet for at sige, at der er lukket for tilgang.
Demokratisk udfordret
Det lyder som det optimale fællesskab, hvor man kan vælge, om man vil indgå eller ej, men hvor der også er fælles ansvar og et kodeks at følge. Selv om boligkontoret sørger for en masse praktisk, og selv om der er en varmemester, der kan kontaktes, når noget er galt, skal man som beboer forstå at bidrage og at være fleksibel:
– At bo i et fællesskab er også at forstå at deltage i et demokrati og være indstillet på, man ikke altid kan få det præcis, man vil. Vi har for eksempel en konstant diskussion om parkeringspladser, forklarer Inger Halleløv, der er næstformand i bestyrelsen.
– Man kan ikke have en fast parkeringsplads i gården, men skal tage den, der er ledig. Og det kan for nogle være svært at acceptere, at man ikke kan vinde hævd på en fast plads. Der er plads til 53 biler, og det er rigeligt til beboerne, men alligevel er det en dum ting, vi kan diskutere længe.
– Derfor, tilføjer Lars Elkrog, er det utrolig vigtigt at have regler fra begyndelsen. Det ordner de fleste konflikter. Har man på forhånd aftalt, hvordan tingene skal være, ved alle, hvad man er gået ind til, og så er der ikke så meget at rafle om.
– Selvfølgelig kan det lyde ufleksibelt, men reglerne bliver kun taget frem, når man har en fastlåst situation. Det, som man skal vænne sig til, er, at fællesskabet har nogle rammer, det skal kunne eksistere inden for, og det kan ikke alle. Man skal kunne give plads til andre. Der er også beboere, der er flyttet, fordi seniorfællesskabet ikke lige var deres kop te.
Fnidder og pytknap
Beboerne har også en opgave i at lære at favne hinanden: Der kan nemt opstå kliker – dem i de nye ejendomme og dem i den gamle bygningsmasse. Nogle kan føle sig lidt finere end andre. Det kan nemt være sådan, at man føler sig mindre velkommen på solpladsen ved en anden opgang, eller at man føler sig uvelkommen til en fest, fordi man ikke tilhører festens opgang. På den måde afspejler foreningen samfundet på godt og ondt. Der kan indimellem være fnidder som så mange andre steder, hvor man skal finde fælles fodslag.
– Så er det en fordel, at vi er 85 beboere, for så kan man godt gå og småfnidre i små grupper, uden at det går ud over fællesskabet, ler Lars Elkrog, der som formand har anskaffet en pyt-knap, som af og til kommer i brug.
– Når en af os i bestyrelsen bliver præsenteret for et problem, undlader vi at give nogen ret, men siger, at vi må tale om problemet i bestyrelsen, og hvis vi ikke kan løse det, bringer vi sagen op på et afdelingsmøde. Det meste kan løses, fordi vi meget tidligt tog rundt til andre fællesskaber og kiggede både på deres værdisæt og regler, før vi skabte vores egne, der fungerer rigtig godt. Der er gange, hvor det har været nødvendigt at slå op i husordenen, for ellers kan vi gå og have ævl og kævl i stedet for at glæde os over, hvor privilegerede, vi er.
Fra Værdidokumentet for afdeling 601
Kommunikation (omgangstone)
- vi taler ordentligt til hinanden
- vi taler til hinanden og ikke om hinanden
- vi lytter til hinanden og er åbne over for uenighed
- man lærer af at lytte til andre
Motivation
- vi mødes med en positiv holdning
- vi bidrager efter evne i fællesprojekter
Troværdighed
- vi stoler på hinanden
- vi overholder aftaler
- vi udviser gensidig respekt
Fællesskabet
- socialt samvær og tryghed
- nabohjælp
- deltage i fællesskabet, men også retten til at være sig selv
- skulle der opstå et ”uløseligt” problem, kontaktes bestyrelsen, inden det ”løber løbsk”
