Jørgen Hansen (tv) og Søren Christiansen taler ofte sammen om bofællesskabets fremtid. Søren er formand for bestyrelsen, det har Jørgen Hansen også været. Begge har boet i Florahøj fra begyndelsen. Foto: Ingrid Riis
Med raske skridt går Søren Christiansen langs den hjemmedøbte Vimmersvej og dropper sin deleavis i genboens postkasse. Vimmer var en af de hunde, der flyttede med ind for 15 år siden, da seniorbofællesskabet Florahøj i Fredensborg i Nordsjælland stod færdigt.
Om Florahøj
- Seniorbofællesskabet Florahøj er en privat andelsforening med 20 svenske træhuse i tre størrelser: 81, 98 og 112 m2 i udkanten af Fredensborg.
- Boligerne er indrettet handicapvenligt uden dørtrin og med store badeværelser. Hvert hus råder over en mindre have.
- Andelene koster ca. 360.000 – 500.000 kr, og boligafgiften ligger mellem ca. 6.900 og 8.700 kr/mdl. ex forbrug.
- Der er ingen vicevært, beboerne står for vedligeholdelse af området, dog kun den indvendige vedligeholdelse af husene.
- Ved indflytning skal man være mellem 50 og 70 år og uden hjemmeboende børn.
- Deltagelse i arbejdsgrupper og udendørs arbejde er obligatorisk ud fra devisen: ”Vi er alle medlemmer af en forening, hvor vi har lysten til og interessen i at have et nær-fællesskab, og hvor vi kan hjælpe hinanden, når behovet er der”.
Søren fortsætter et par meter længere ned ad den hesteskoformede vej, der omkranser selve Florahøj og banker på hos en af medstifterne af andelsboligforeningen, Jørgen Hansen. Han bor lige ud til den lille, bøgetræsbevoksede høj, som har givet navn til foreningen.
Fra vinduerne har 87-årige Jørgen Hansen udsigt til højen, som han og hans kone fik øje på, da de for mere end 18 år siden gik og ledte efter en passende grund til nogle seniorboliger for en vennekreds. Jorden omkring er i dag lejet for de næste 80 år, og andelsboligforeningen har fået opført 20 svenske træhuse, som hurtigt blev eftertragtede. I dag er der 30 på interesselisten.
Venskab blev til bofællesskab
– Vi var en gruppe på tre par, der kendte hinanden rigtig godt fra en del års hjælpetransporter til Fredensborgs venskabsby i Estland i 1990erne, fortæller Jørgen Hansen.
– En spurgte, om vi kunne tænke os at flytte sammen i et bofællesskab, og i løbet af kort tid var vi ti familier. Da vi byggede, havde vi fundet i alt 20 andelshavere. De fleste i 50’erne og 60’erne, enkelte lige omkring de 70 år. De fleste var erhvervsaktive og havde den indstilling, at dette var det sted, de skulle bo, når de blev gamle. Vi havde et slogan – ”Vi skal være gamle sammen, og vi skal være noget for hinanden”.
Søren Christiansen på 69 og hans kone har også boet her fra begyndelsen. Søren er i dag formand for bestyrelsen.
– Fra starten får alle at vide, at hvis du flytter ind, forventer vi, du deltager i de fælles ting, der er, og i de opgaver, som medlemsmødet beslutter, at vi skal lave sammen, siger han og fortsætter.
– Det er ikke bare 20 huse, men et fællesskab. Man hilser, kender hinanden, snakker sammen, går over til en, der har det skidt, køber ind for andre og hjælper med en pc, der er gået i stykker. Kan man ikke selv svinge spaden, kommer nogle af de andre. Skal man have hældt vand på sit fyr, ringer man over til en, der ved, hvordan det gøres. Her kan man bede om hjælp uden at have dårlig samvittighed eller stå i gæld.
I et særligt hjørne af grunden står om sommeren en bænk, doneret af en af beboerne. Herfra har man udsigt til flere af hesteskoens sider, som omkranser bofællesskabet, og her kan man også falde i snak om vinteren. Vimmersvej kaldes den ene af vejene efter en hund, der flyttede med ind i begyndelsen. Foto: Ingrid Riis
Grupper sørger for rotation
Beboergrupperne sammensættes, så man i løbet af nogle år kommer sammen med nogle fra alle husene, forklarer Jørgen Hansen.
– Tidligere havde vi en rotation kun mellem husstandene, men fordi vi efterhånden er så mange enlige, har vi indført lodtrækning, så der lige mange i hver gruppe.
Grupperne har ansvar for rengøring i fælleshuset og for et fælles spisearrangement hver måned. Efterhånden er der også opstået meget andet på tværs. En gruppe bowler i Hillerød, nogle grupper går stavgang, andre går i teater i Helsingør. I nogle år var der også en kvindeklub.
– Vores fælleshus er booket op til alt fra fester til møder eller to timers sammenkomster. Der er rigeligt meget. Vi spiser kun sammen den ene gang om måneden, men nogle vælger at spise sammen i mindre grupper. Da Dronning Margrethe fyldte 80, mødtes vi for at synge for hende, og det udviklede sig til, at en del fortsatte med at synge sammen under den første coronanedlukning, siger Jørgen Hansen.
– Vi har også andre grupper, der står for tre-fire grønne dage, hvor vi gør rent på fællesområderne, et fælleshusudvalg, der sørger for drift og indkøb, et teknisk udvalg, der lige for tiden undersøger, om vi skal gå over til varmepumper, og et indflytningsudvalg, der træder sammen, når en ny beboer skal flytte ind.
Fællesskab skal i rammer
I begyndelsen var man meget fælles både om arbejdet med at få omgivelserne gjort i stand og med de mange sociale arrangementer, fester og fællesspisning med spontan underholdning. Nu er vedligeholdelsen lagt i faste rammer, og behovet for større fælles aktiviteter ikke så aktuelt, muligvis også præget af corona.
– Vi, der er enlige, har jo et større behov for, at der skal ske noget, siger Jørgen Hansen.
– Derfor har der været god gang i biografture, visevenner og pasning af ældrehaver i Søholm, men mange af tingene er aflyst på det seneste. Vores fælles arrangementer er ligesom gået lidt i sig selv igen, og jeg tror, vi skal til at genetablere dem, når coronaen er kommet under kontrol, for vi er nærmest vænnet af med at mødes. Dog er det lykkedes at mødes i mindre omfang og spise take-away sammen.
En meget vigtig erfaring er, at fællesskab ikke kommer af sig selv, fremhæver Søren Christiansen.
– Det sociale fællesskab skal have rammer at fungere i. Hvis vi ikke havde arbejdsgrupper og fælles arrangementer, ved jeg ikke, hvor tit der ville være arrangementer. Det er faktisk svært, når det ”bare skal opstå spontant”, siger han.
– Fælleshuset er afgørende for fællesskabet. Ellers ville vi bare være en masse mennesker, der bor i nogle huse samme sted. Når man kommer op i vores alder, tager den ene dag den anden, og det er sjældent, at nogen vil tage initiativ til ting. Her er der nogle, der har initiativpligten, og så opstår fællesskabet, supplerer Jørgen Hansen.
– Også i andre forbindelser bliver vi nødt til at tænke på, at vi bliver ældre. Forleden var vi kun to ud af en beboergruppe på syv, der var i stand til at gøre rent i fælleshuset – tre havde meldt forfald, fordi helbredet ikke holdt, to havde nærmest kun kræfter til at gøre rent i bestikskuffen. Det er jo en naturlov, at vi bliver ældre – det må vi bare erkende. Derfor kan det være, vi fremover skal betale os fra at få lavet visse ting her i fællesskabet.
Fællesskab opstår ikke altid af sig selv spontant, og et fælleshus er en livsvigtig bygning i et bofællesskab. Fotoalbummet rummer mange oplevelser fra især byggefasen, hvor beboerne i mere end en forstand blev sammentømret. Foto: Ingrid Riis
Ingen nye beboere over 70 år i Florahøj
Behovet for seniorbofællesskaber er stort, og ved et borgermøde for et års tid siden mødte over 300 op for at diskutere muligheden for at indrette et eksisterende byggeri til et kommunalt seniorbofællesskab i Fredensborg.
Også repræsentanter fra Florahøj deltog, blandt andet for at dele deres erfaring med alderskrav. Ikke til hvor gammel, man skal være for at flytte ind, men hvor ung, man skal være. Florahøj har nemlig et alderskrav: Indflyttere skal være over 50, uden hjemmeboende børn, og den yngste i et indflyttende par må ikke være over 70. Det vakte megen furore i salen, for som én sagde: Det er jo netop, når man bliver over 70, man har behov for at flytte i seniorbolig.
– Det er ikke forkert, medgiver Jørgen Hansen og uddyber.
– Men det kan bare ikke nytte, at hele flokken er over 70. For der er opgaver, der skal løses, som man ikke kan, når man bliver ældre. Vi blev beskyldt for, at vi har den betingelse alene for at få unge mennesker ind til at komme og klippe hækkene for os nu. Det er forkert. Vi vidste jo godt, at det fysiske arbejde kunne blive et problem for nogle af os, og derfor har vi fra begyndelsen haft det alderskrav. Vi fik lavet de mere arbejdskrævende ting, mens vi var yngre. I dag er vi otte over 80, og dengang var vi jo kun to-tre over 70.
Man bør derfor tage højde for, hvad der vil ske om 10-15 år. Alderssammensætningen i et bofællesskab bør være spredt fra begyndelsen, og optag af yngre bør ske kontinuerligt, fremhæver Jørgen Hansen.
– Problemet er bare, at mange ikke opfatter sig som i målgruppen, hvis man spørger dem, om de vil flytte ind i et seniorfællesskab som 55-60 årige. ”Jeg er slet ikke gammel nok til det endnu”, siger de. Men det handler om at tage stilling til sin fremtidige bolig meget tidligere, end man tror, siger han.
Jørgen Hansen har udsigt til Florahøj fra sin stue. Højen har givet navn til bofællesskabet som han var med til at stifte for mere end 15 år siden. Foto: Ingrid Riis
Hvem kan flytte ind
– Ved indflytningen var vi 16 par og fire enlige. I dag er vi otte par og 12 enlige. Der er medlemmer, der har mistet deres ægtefælle, men fået ny partner, som bor her helt eller delvist, og en, hvis ægtefælle er flyttet på plejehjem, forklarer Jørgen Hansen, der er alderspræsidenten på 87 og selv mistede sin kone fire år efter, at de flyttede ind.
Som de fleste andre seniorsammenhæng er der en overvægt af enlige kvinder – de lever simpelthen længere. Men Florahøj tager gerne flere enlige ind. Man må bare affinde sig med, at ventelisten ikke tages fra oven. Ventelisten hedder da også interesselisten, for Florahøj kan ikke tage folk ind efter tur, men efter hvad fællesskabet mangler i forhold til den eksisterende beboersammensætning.
Florahøj har et beboerudvalg, der holder samtaler og indstiller til bestyrelsen, som så beslutter, om man vil følge indstillingen. Beboerudvalget tænker på, hvem der passer bedst ind. Det er heller ikke alle, der kan flytte ind med så kort varsel, og så må man længere ned på interesselisten. Da der er tale om andelsboliger, har bestyrelsen dog kun handleretten over huset i tre måneder. Den beboer, der skal flytte, må forvente, at hvis der ikke er kommet en ny beboer fra listen, må vedkommende selv i gang med at sælge sin andel.
– Vi vil i høj grad opfordre til, at man tænker meget tidligt på, om bofællesskab er noget for en, forklarer Søren Christiansen og fortsætter.
– Min kone og jeg kom fra et kollektiv, hvor vi havde boet i 25 år. Vi var to par tilbage, som ville gå hver til sit, og min kone og jeg søgte nu et fællesskab, blot på en anden måde. På det tidspunkt var jeg 54 år. Jeg vidste, jeg skulle til at gå på pension fra mit job og kom ind i nogle overvejelser, jeg slet ikke havde gjort mig før den tid.
– Jeg var vant til at have et arbejde, hvor jeg var meget væk hele dagen og havde masser af sociale kontakter. Mine omgivelser var reelt urolige for, hvordan det ville gå mig, når jeg skulle være alene, for min kone gik ikke på pension samtidig. Jeg kunne nemt have savnet kontakt og måske fået en dårligere start på det nye livskapitel. Men i dag tror jeg, at det at være pensionist er min spidskompetence, smiler Søren Christiansen.
– Florahøj har været en meget stor medvirkende årsag til det gode forløb.
