”Jeg er altså så træt af, at det savsmuld er overalt i huset. Det sætter sig fast i tæpperne, og det nytter ikke at bruge en almindelig kost.”
Noget i den retning sagde Anna Bissell angiveligt til sin mand Melville R. Bissell i Michigan i USA tilbage i 1876. Parret havde en lille butik, hvor de solgte service, og alle kopper og tallerkener blev pakket i trækasser fyldt med savsmuld, så de ikke skulle gå i stykker.
Melville R Bissell opfandt tæppefejemaskine og lavede sin egen fabrik
Savsmuldsproblemet sendte Melville R Bissell i værkstedet, og han endte med at opfinde en tæppefejemaskine. Det var en ret enkel trækasse på hjul, som blev styret af en lang stang. Hjulene var forbundet til en rulle med børster på, som fejede støv og skidt op i en opsamlingsbeholder indeni kassen, som kunne tømmes efter brug.
Parret Bissell endte med at sætte tæppefejemaskinen i produktion, fordi mange i deres omgangskreds så den og fik lyst til en. Først i meget lille skala, hvor de stod for det meste selv. Men da salget gik godt, endte de med i 1883 at åbne en decideret tæppefejemaskine-fabrik: BISSELL.
Tæppefejemaskinen kom til Danmark i 1800-tallet
Således endte opfindelsen også med at feje tæpper i danske borgerhjem, fortæller Stefanie Høy Brink, museumsinspektør på Københavns Museum.
– Tæppefejemaskinen var jo videreudviklingen af tæppebankeren og forløberen til støvsugeren. Men da den kom på markedet i slutningen af 1800-tallet, var den ret dyr, så den var ikke alle forundt. Det var mest i de rige borgerhjem, man havde den. Man kunne faktisk også leje en tæppefejemaskine, hvis man ikke havde råd til en, siger hun og fortsætter:
– De fleste bankede stadig deres tæpper, men så fik det lige en grundig tur med tæppefejemaskinen en gang om måneden, så man kom i bund med fnuller og støv.
Tæppefejemaskinen på det hvide lærred
Tæppefejemaskinen faktisk også har optrådt i en del film, selv om det i højere grad er indtoget af støvsugeren, der er blevet bemærket i populærkulturen. Men tæppefejemaskinen har optrådt i bl.a.
- Charlie Chaplin-filmen Laughing Gas fra 1914
- Seinfeld-serien, sæson 3, episode 15, hvor Newman tilbyder Kramer at låne hans tæppefejemaskine, da Kramer ikke kan finde ud af at håndtere sin støvsuger.
Støvsuger overhalede tæppefejemaskine
Tæppefejemaskinen blev dog ret hurtigt overhalet, da de mekaniske støvsugere (som var opfundet i 1860’erne) for alvor kom i produktion og blev solgt over hele verden omkring 1900. De var nemmere at håndtere og mere effektive.
– I Danmark var det Nørrebrovirksomheden Titan, der var de første til at producere støvsugere, og fra 1910 begyndte Fisker & Nielsen så at producere Nilfisk, som vi også kender i dag. Støvsugerne var dog også meget dyre. De kostede ca. 380 kr., hvad der svarer til 20.000 kr. i dag. Så i begyndelsen var det kun i de pæne borgerhjem og måske hos de finere bønder med tjenestefolk, man så denne luksus, forklarer Stefanie Høy Brink.
På det tidspunkt havde man dog heller ikke væg til væg-tæpper – kun løse tæpper, der netop kunne tages op og bankes udenfor. Men i takt med, at støvsugerne blev udviklet, der blev produceret flere, og prisen faldt, fik flere mulighed for at købe dem – og dermed begyndte man også at se væg til væg-tæpper og flere tæpper i det hele taget, fordi det nu var muligt at rengøre dem.
– Når man læser pensionistberetninger, så kan de fleste huske, hvornår de fik støvsuger i hjemmet. Men de færreste kan huske tæppefejemaskinen, selv om de havde den. Det var sådan en mellemting, der altså havde en meget kort levetid, lyder det fra Stefanie Høy Brink.
Stadig muligt at købe tæppefejemaskine
Man kan dog stadig købe tæppefejemaskiner. Blandt andet forhandler Imerco og Elgiganten en model – Leifheit Regulus – der koster cirka 600 kr.
– Jeg har svært ved at se, at tæppefejemaskinen får den store renæssance, men der er stadig dem, der bruger den. Den er jo ret let lige at køre hen over et tæppe. Måske er der også nogle, der bruger den i kombination med robotstøvsugeren, som flere og flere har nu. Så kan robotten køre og gøre det, den gør. Og så kan tæpperne lige få en ekstra omgang med tæppefejemaskinen, siger Stefanie Høy Brink.
BISSELL-fabrikken eksisterer stadigvæk og er stadig i familien. Efter at Melville R. Bissell døde I 1889, tog hans kone Anna Bissell over og blev den første kvindelige CEO i USA. Virksomheden sælger i dag også mekaniske tæppefejemaskiner og har derudover udviklet støvsugere og andre rengøringsmaskiner.