Hvad er en tæppebanker?
Hvem der opfandt tæppebankeren, og i hvilket land, man så den første udgave, står hen i det uvisse. Men den ketsjerlignende genstand med flettede buer af rattan, bambus eller pil ser ud til at have været brugt til at banke støvet ud af tæpper og måtter overalt i verden. Især i begyndelsen af 1900-tallet.
Ikke mindst i Danmark, forklarer etnolog og sekretariatschef i By og Land Danmark, Landsforeningen for bygnings- og landskabskultur.
– I de finere kredse begyndte man at have tæpper på gulvene allerede omkring 1600-tallet. Men hvor det var almindeligt, at pigerne i huset skulle vaske gulve og lufte ud, så var det først i slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet, det blev udbredt at banke tæpperne. For det var først her, man begyndte at tænke på, at tæpperne samlede støv og bakterier, siger hun.
Tjenestefolk eller husmødre brugte tæppebankere
Ofte blev tæpper og måtter hængt op på en tørresnor udenfor, og så fik de nogle ordentlige rap med tæppebankeren, så støvet stod til alle sider. Det gjorde man både i baggårdene i byerne og ude på landet.
Det har været hårdt arbejde, men det beskrives også i flere tekster som tilfredsstillende at have noget, man kunne banke løs på og måske få nogle frustrationer ud. Var man velstående, havde man tjenestefolk til at gøre det – ofte var man flere om tæppebankeropgaven. Og ellers var det husmødrenes arbejde.
Hvordan banker man tæpper?
- Bank aldrig tæpper indenfor – det frigiver en masse støv, som er dårligt for indeklimaet.
- Tag dine tæpper med udenfor på en dag, hvor det er tørvejr.
- Hæng tæpperne op på en tørresnor, et stativ, gelænder eller en buk, hvor det kan hænge frit.
- Bank med din tæppebanker på bagsiden af tæppet, så støv og skidt løsner sig på forsiden af tæppet.
- Lad tæppet hænge ude i et par timer, efter at du har banket det godt igennem.
Kilder: garant.nu, kurven.dk og pjecen Grundlæggende rengøringshygiejne
Tæppebankere er blevet brugt i hele verden
– De klassiske tæppebankere med buer blev lavet i rattan. Men det er ikke noget, vi har patent på i den vestlige verden. At bruge tekstiler i sin indretning går igen i mange kulturer, så det gør rengøringen af dem nødvendigvis også, forklarer Stefanie Høy Brink.
Om tæppebankerne har set forskellige ud fra verdensdel til verdensdel, og hvor det buede mønster i den typiske danske tæppebanker stammer fra, ved vi ikke. Men i bogen ”Hverdagskunst-Verdenskunst” fra 1942 gør kunsthistorikeren R. Broby Johansen opmærksom på, at den danske tæppebanker har form som en maurisk arabesk – altså et meget typisk mønster for maurerne, den muslimske befolkning, der regerede i Spanien helt op til 1600-tallet.
Tæppebankere blev overflødige, men kan stadig købes og bruges
Fra 1950’erne og frem tog den mere og mere effektive støvsuger over og gjorde tæppebankeren overflødig. Så i de fleste hjem blev den smidt ud eller gemt i en krog. Der sælges dog stadig tæppebankere flere steder. I interiørbutikker og webshops, der eksempelvis markedsfører tæppebankeren som ”den mest effektive – og miljøvenlige – måde at rengøre sine tæpper på” og understreger, at den er håndlavet af naturlige materialer som rattan, bambus eller piletræ.
– Nogle bruger den nok mest som et dekorativt element. Eller i sommerhuset, hvor det føles rent og rart at kunne hænge sine tæpper ud og banke dem. Mange af os har nok også noget nostalgi omkring tæppebankeren. Den er smukt formet og har en dejlig materialitet. Og så signalerer den faktisk også både hygiejne og overskud. Vi er sådan nogle, der vil være fælles om opgaven – tage børnene med ud – og så banke løs, lyder det fra Stefanie Høy Brink.
Marie Aabling, ejer af Marie genbrugsfund og møbler oplever også, at der er efterspørgsel efter gamle modeller af tæppebankerne, selv om der også sælges nye.
– Det handler nok om, at vi kan lide at omgive os med ting, der har en historie – og at den er praktisk og tager meget lidt plads i for eksempel sommerhuset, siger hun.
Hvad er tæppebankermusik?
Tæppebankermusik er en betegnelse – på lige fod med dakke-dak-musik – om musik, der har en meget kraftig og gennemtrængende baslyd. Som techno eller anden elektronisk musik.
Kilder: Musikipedia og Ordnet