• Søges: Ny bolig.
  • Beliggenhed: Meget specifikt område, tæt på en bestemt skole eller en bestemt daginstitution.
  • Størrelse: Med plads til børn.
  • Pris: Må ikke koste særlig meget.
  • Hvornår: Det skal helst gå hurtigt - rigtig hurtigt.

Sådan lyder efterlysningen ofte fra mødre eller fædre, når de går gennem en skilsmisse. Når først beslutningen er taget, skal mindst en af jer ud at finde et nyt sted at bo. Og det indebærer nogle helt særlige udfordringer, påpeger Kirsten Gram-Hanssen, professor og boligforsker ved Statens Byggeforskningsinstitut, Aalborg Universitet.

Kun råd til mindre bolig efter skilsmisse

- Når du har børn og bliver skilt, vil mange gerne finde en bolig i et specifikt område. Du vil typisk være enlig, så du har råd til mindre end de fleste, men der skal være plads til børnene også. Og så er du dobbelt udfordret, fordi det skal gå hurtigt. Samtidig er du måske et sted i livet, hvor du meget gerne vil vise til dine omgivelser og dine børn, at du har tjek på tingene, forklarer Kirsten Gram-Hanssen.

Hun peger på, at boligmarkedet ikke matcher de mange familieformer i Danmark. Nye boliger bliver bygget til 'far, mor og et par børn', og det passer ikke altid til den moderne familie.

Enlige med børn

  • I 2014 var der 164.289 enlige mænd og kvinder med børn.
  • I 2021 var der 171.859 enlige mænd og kvinder med børn.

Det svarer til en stigning på 4,6 %.

Kilde: Danmarks Statistik

Flere enlige med børn

Antallet af enlige med børn er steget med lidt over 4,5 procent de seneste ti år. Samtidig er størrelsen på boliger vokset. Tal fra Dansk Ejendomsmæglerforening viser en stigning fra gennemsnitligt 155,9 kvadratmeter for et parcel-/stuehus i 2009 til gennemsnitligt 163,4 kvadratmeter i 2019. Det kan give økonomiske udfordringer, når den nye bolig skal findes.

Formanden i Dansk Ejendomsmæglerforening, Torben Strøm, anerkender, at der kan vente skilsmisseramte familier en udfordring på boligfronten.

- Det er da rigtigt, at med det familiemønster, vi ser i den moderne verden, så passer boligmarkedet i mange tilfælde ikke til især opsplittede børnefamilier. Men dog er prisforskellen ikke så stor, om du bygger et nyt parcelhus på 120 eller 180 kvadratmeter, for begge boliger skal have de dyre kvadratmeter, som er køkken, badeværelse og bryggers, siger han.

Skilsmisse - hvem ejer huset?

Når to mennesker går fra hinanden, flytter begge parter til en ny bolig i 30 % af tilfældene. I de tilfælde hvor den ene part bliver boende i den fælles bolig, er det oftest manden - dog med den forskel, at i parcelhusene er det oftest manden, der bliver, mens det for de almene boliger oftest er kvinden, viser en tidligere undersøgelse, Kirsten Gram-Hanssen har lavet.

- Rigtig mange kommer til at bo privat til leje, fordi det er det boligmarked, der hurtigst kan opfange dem med et behov her og nu, forklarer Kirsten Gram-Hanssen.

Ifølge Torben Strøm fra Dansk Ejendomsmæglerforening er økonomien en af de allerstørste udfordringer, når en nyskilt skal ud at finde en ny bolig - og her bliver mange nødt til at nedgradere boligen i forhold til den, de kommer fra.

- Særligt i storbyerne, hvor huspriserne er rimelig høje, kan man blive nødt til at se på, hvor det er nemmest at få en ny ejerbolig, og der kan man altså blive nødt til at gå uden for det område, man havde satset på at blive i, og i stedet søge ud i periferien af storbyerne, siger han.

Hvor flytter danskerne hen efter en skilsmisse?

  • Privat udlejning: 36,4 %
  • Ejerbolig enfamiliehus: 21,8 %
  • Almennyttige boliger: 20,7 %
  • Andre boligtyper: 7,7%
  • Andelsbolig: 7,1%
  • Ejerlejlighed: 6,2%

Ca. halvdelen flytter igen i løbet af et år, efter de er flyttet på grund af en skilsmisse.

Kilde: Registeranalyse, Statens Byggeforskningsinstitut

Det vigtigste for skilsmissebørn

Men når der er børn inde i billedet, er det allervigtigste, at den nye bolig ligger i nærheden af børnenes hverdag, lyder det fra Bente Boserup, seniorkonsulent hos Børns Vilkår, hvor hun i mange år har beskæftiget sig med skilsmissebørn.

- Hvis man ser det fra børnenes synspunkt, er der ingen tvivl om, at det er vigtigt for dem, at forældrene kommer til at bo tæt på hinanden efter en skilsmisse. For så kan de bevare deres hverdag med skole eller institution og deres kammerater, så alt ikke skal være nyt, og det har stor betydning for børnenes udvikling, almindelige trivsel og for hvordan de får et godt børneliv, siger Bente Boserup.

Beliggenheden har en særligt stor betydning, når børnene er små, og ifølge Bente Boserup er det vigtigere at få et sted i nærheden af jeres gamle hjem, også selvom det betyder, at du måske kun kan få en lille lejlighed, hvor børnene ikke kan få eget værelse:

- Det vigtigste er ikke nødvendigvis, at barnet har sit eget værelse, men at hun føler, at det er her, jeg bor. At det også er mit hjem. At barnets navn står på hoveddøren, og at der er plads til hendes håndklæde på badeværelset, eller hvad det nu kan være, siger Bente Boserup.

Boligen er ikke den samme efter skilsmissen

Og netop det med hjemmefølelsen er vigtig for alle. Ifølge Kirsten Gram-Hanssens undersøgelse opdagede mange, at de mistede følelserne for deres gamle bolig efter en skilsmisse.

- Når du har boet et stykke tid i en bolig, bliver det til et hjem. Et hjem, du har en relation til, sammen med din familie. Når familien går i stykker, kan det også have betydning for den relation, du har til det hjem. Men lige så snart vi slår os ned et nyt sted, begynder vi at etablere følelser til det sted. Det er ikke sådan, at man kun kan få 'hjem-følelser' i et stort parcelhus. Hvis man har været ulykkelig i sit ægteskab, kan man sagtens føle sig hjemme i sit eget, selvom det er en lille toværelses, siger Kirsten Gram-Hanssen.

Hvem kan hjælpe med bolig efter skilsmisse?

Selvom du akut har brug for en ny bolig efter en skilsmisse, er der ikke umiddelbart hjælp at hente hos kommunen.

Henvendelser til landets kommuner viser, at mange tror, de har krav på hjælp til en ny bolig efter en skilsmisse.

Kommunen skal ifølge Serviceloven hjælpe husvilde, men en skilsmisse bliver ikke betragtet som en akut omstændighed, da den som regel har været under opsejling.

Du kan derimod modtage hjælp til en ny bolig, hvis du mangler tag over hovedet som følge af brand eller orkan, eller hvis du fx er flygtning, handicappet eller voldsramt.