Det er fredag eftermiddag, da Anne Mette Dalum og Jannick Schmidt inviterer indenfor i den gamle kro på Sønder Tranders Bygade sydøst for Aalborg.
Lammekøllerne ligger klar på køkkenbordet, og de er store, for der bliver spist godt i en familie med to voksne og fem halvstore drenge. Men det er kun, fordi det er fredag, at den sammenbragte familie har planer om at samles i krostuen til fælles aftensmad. Til hverdag lever de to familier i hver sin halvdel af den rummelige, nedlagte kro, ordner dagens gøremål og spiser dagens måltider hver for sig.
Den gamle kros beboere
Familien består af Anne Mette Dalum, 47 år, projektleder hos Netværk for Bæredygtig Erhvervsudvikling NordDanmark, og Jannick Schmidt, 45 år, lektor på AAU, Institut for Planlægning, og direktør for en mindre virksomhed.
Anne Mettes to sønner: Lasse på 12 år og Jeppe på 14 år.
Jannicks tre sønner: Linus på 10 år, Jeppe på 15 år og Lasse på 17 år.
Børnene bor skiftevis en uge ad gangen hos deres forældre – og altid samtidig hos Anne Mette og Jannick.
Om kroen
- Den gamle kro i Sønder Tranders blev helt oprindeligt bygget i 1785.
- I 1840’erne indrettede kroejeren tivoli i baghaven med dansetelt.
- Kroen nedbrændte i 1898 og blev genopført på adressen.
- Stedet fungerede som kro frem til 1902, hvorefter huset overgik til familieeje frem til 1996.
- Ejendommen blev købt af Anne Mette Dalum og Jannick Schmidt i 2019.
– Vi var helt sikre på, at vi ikke ville lave en klassisk sammenbragt familie, hvor børnene ikke har nogen valgmuligheder. Vi ønskede ikke at flytte sammen med fælles morgenbord fra dag 1, fælles regler og fælles opdragelse.
Sådan forklarer Anne Mette Dalum, hvorfor hun og Jannick Schmidt valgte at indrette sig på denne måde med hver sin børneflok under samme tag.
Sammen og hver for sig
De to mødtes for fem år siden og dannede par i et par år, før idéen om at finde en fælles bolig opstod. Også hele processen med at lære hinanden at kende i de to familier tog de meget stille og roligt, fortæller Jannick Schmidt:
– I starten inviterede vi fx hinanden hjem på kage eller til at gå en tur og jage Pokémons sammen. Vi havde ikke travlt, for det skulle være på børnenes præmisser.
Samtidig ville parret gerne skabe et fælles liv, men ud fra devisen ”sammen og hver for sig”. Et begreb, der med coronabriller har fået en særlig betydning, men som for familierne Dalum og Schmidt definerer lige præcis den måde, de gerne vil bo på.
Anne Mette Dalum og Jannick Schmidt laver aftensmad sammen i de to køkkener, der ligger side om side. Men til hverdag spiser de den med hver sin børneflok.
Et køkken til hver familie
I praksis fungerer det sådan, at huset er indrettet med to køkkener. Anne Mette bor i den ene fløj med køkken, arbejdsværelse, opholdsrum og spisestue, hvor hun samles til hverdag med sine to sønner, Jeppe på 14 og Lasse på 12 år.
Deler vi både lagkagen og leverpostejen, eller holder vi leverpostejen for os selv?
Jannicks fløj rummer spisekøkken og arbejdsværelse og så den gamle krostue, hvor der er plads til mange omkring bordet. Jannick har sønnerne Linus på 10, Jeppe på 15 og Lasse på 17 år. De voksne har fælles soveværelse i stueetagen, og på førstesalen bor de fem drenge på hver sit værelse.
– Det er nemt at finde nogen at lave noget sammen med, hvis man har lyst. Det er lidt ligesom at være sammen med sine legekammerater, men så alligevel anderledes, fordi vi bor sammen, fortæller Jeppe på 14 år.
Regler
Lige på denne eftermiddag har Jeppe og Linus fundet sammen ude på trampolinen, men børnene mødes på kryds og tværs af alder og familier. Reglen er, at man banker på og spørger, om de andre har lyst til at være sammen. Førstesalen rummer også fællesarealer med bl.a. legobyggeplads, boksebold og musikinstrumenter, der bruges af hele familien, som elsker at spille musik. Tit er der bands, som øver ovenpå, både med børn og voksne. Linus mener faktisk, at det især er de voksne, som laver larm i huset.
– Jeg kan huske et tidspunkt, hvor min far spillede musik sammen med nogle venner ovenpå. Dér var det højt! Også selvom døren var lukket ind til mit værelse.
Familien mødes i krostuen for at spise sammen i weekenden – eller bygge lego.
Leverpostej og lagkage
Børnenes måde at tænke på hinanden som legekammerater afspejler sig i de voksnes måde at tale om opdragelse på.
– Vi havde jo haft familie hver for sig i mange år, før vi flyttede sammen, og vi var enige om, at vi ikke ville blande os i hinandens opdragelse. Jannick og jeg sparrer selvfølgelig med hinanden og hjælper hinanden, men vi opdrager ikke på hinandens børn – kun som man ”opdrager en legeaftale”, altså lige gør opmærksom på, hvis noget ikke er o.k. at gøre eller sige i situationen, siger Anne Mette Dalum, og Jannick Schmidt supplerer:
– For os handler det om: ”Deler vi både lagkagen og leverpostejen, eller holder vi leverpostejen for os selv?” Vi er enige om, at det er en fordel at holde leverpostejen for sig selv, når man bringer to familier sammen.
Forældrene mener, at de to køkkener faktisk er nøglen til deres måde at bo sammen hver for sig på. Køkkenet er hjemmets hjerte, og det er ofte her, at samværet i den enkelte familie udspiller sig. I praksis er det tit sådan, at de voksne i hverdagen laver aftensmad sammen med åben dør mellem køkkenerne, men spiser den med hver sin familie.
Besværlig boligjagt
Behovet for to køkkener og mange værelser var udfordringen for parret, da de skulle finde et hjem til den sammenbragte familie. Huset skulle også gerne ligge i passende afstand til de forskellige skoler, som børnene går på. I deres boligjagt var de omkring mange muligheder, fortæller Jannick Schmidt:
– Vi overvejede mange forskellige løsninger: Skulle det være et hus med anneks i haven, to rækkehuse, hvor man kunne bore et hul og lave en dør imellem, eller to huse ved siden af hinanden? Vi var endda gået i gang med at tegne på vores egen grundplan, men så dukkede huset her pludselig op.
Det 255 m2 store hus blev oprindeligt bygget som kro og havde derfor mange af de faciliteter, som familien var på udkig efter. Ud over de mange værelser var der afløb til de to køkkener og fire badeværelser/toiletter, der var behov for.
Et håndværkertilbud
Da parret overtog stedet i 2019, fremstod huset med deres ord som ”et håndværkertilbud, der var pænt istandsat udenfor, men trængte til en kærlig hånd inden døre”. Det tog omkring tre-fire måneder at lægge nye gulve, tapetsere, male og ordne lofter og døre m.v. I løbet af den tid vænnede de fem børn sig efterhånden til, at det skulle være deres nye hjem.
– Vi inddrog først børnene aktivt, da vi var sikre på boligen. Vi syntes, at det var vigtigt ikke at sige noget for tidligt. Man begynder jo at forholde sig til, at der skal ske ændringer i ens liv, og hvis det så ikke bliver til noget alligevel med dét eller dét hus, man har kigget på, så bliver man nemt skuffet, fortælle Jannick Schmidt om processen.
Drengene – her Jeppe og Linus –finder sammen om både leg og musik på tværs af familier og alder.
Børn på opdagelse
Parret husker, at de en dag under ombygningen pludselig manglede fire af deres drenge. Det viste sig, at børnene havde snuppet en nøgle til det nye hus og var smuttet over for at se det på egen hånd. Simpelthen for nemmere at forstå det – og måske hygge sig lidt på egen hånd uden de voksne.
14-årige Jeppe fortæller:
– Jeg var lidt forvirret, når de talte om huset og viste tegningerne. Jeg forstod det faktisk først rigtigt, da vi begyndte at flytte ind. Første gang jeg så huset, syntes jeg, at det var stort og svært at finde rundt i – også fordi mange ting slet ikke var lavet endnu. Men nu synes jeg, at det er blevet rigtig godt.
Jannick Schmidt og Anne Mette Dalums valg har været på børnenes præmisser, men ud fra de voksnes idealer. De er begge bevidste om, at de vil holde fast i deres oprindelige familier, og at børnene i de to familier er ret forskellige. Men samtidig vil de gerne give børn og voksne mulighed for at præge og inspirere hinanden.
– Som barn har man en naturlig tilknytning til sin egen forælder som den, der giver omsorg og rammer. I sin lille biologiske familie kan man noget særligt alene. Men det er også en gave at kunne tilvælge en anden voksen og andre børn i det omfang, man har lyst til det. Det er der plads til i denne her måde at bo på, og det passer godt til vores familier, forklarer Anne Mette Dalum, og hendes kæreste supplerer:
– Som voksen er det også nemt at komme ind i den her relation, for vi skal ikke ind og kæmpe for vores plads. Vi skal bare være til stede.
Men er noget så forløbet anderledes i løbet af familiens to år under samme tag, end parret havde forventet?
– Vi havde nok forventet, at vi skulle sætte flere fælles spilleregler op for børnene på specifikke områder som ”hvem må hoppe på trampolinen?” eller ”nu er det den og dens tur til at bestemme”. Men det har simpelthen ikke været nødvendigt. De finder ud af det sammen, siger Jannick Schmidt og tilføjer, at det måske netop skyldes, at børnene ikke er blevet ”tvunget ind i et fællesskab”.
Boliger mest for kernefamilier
Den gamle kro passer perfekt til de to familiers måde at bo sammen på, men der findes ikke mange boliger på markedet, som er så fleksibelt indrettet. Selvom cirka halvdelen af alle parforhold i Danmark går i opløsning, og de fleste danner ny familie, orienterer boligmarkedet sig stadig mod kernefamilien med mor, far og to eller tre børn.
Jannick Schmidt fortæller, at der på grunden over for dem skal opføres et større boligbyggeri. Han og Anne Mette inviterede bygherren på rundvisning for at inspirere ham til, at der måske i byggeriet også kunne være brug for fleksible boligtyper som deres. Men det vil ikke blive bygget, vurderer parret:
– Det er en skam, at man ikke tænker mere i moderne familietyper på boligmarkedet – jeg tror, at der ville være en kæmpe interesse for det. Det er også derfor, vi gerne vil fortælle vores historie, i håb om at vi kan inspirere andre til at tænke anderledes i den måde, de etablerer sammenbragt familie på, slutter Anne Mette Dalum.
