Opstår behovet for at inddrage en del af et større rum til et nyt, kan en let væg være den rette løsning. Med det rette værktøj og materialer er denne vægtype nem at montere, men den kan også gøres nem at nedtage, hvis den kun skal bruges i en kortere periode. 

Mange vælger at beklæde skillevægge med en gipsplade, da det er nemt at arbejde med og giver en pæn og glat overflade, hvor du med den ønskede overfladebehandling kan få den farve og udtryk, du ønsker. Men du kan også vælge at afslutte væggen med en træplade. 

Det giver et helt andet udtryk med en træplade, men det gør det også nemt at pille væggen ned og genbruge materialerne til et andet byggeprojekt.
 

Lydisolering, strøm og vand i skillevæg

Inden du bygger væggen med det udtryk, du ønsker, skal du også afgøre, om den skal være lyddæmpende, skal der være en dør og skal der fx trækkes strøm til en afbryder eller stikkontakt. Alt dette har indflydelse på dit byggeprojekt. 

Det er også vigtigt at tage med ind i din byggeplanlægning. Skal du have en elektriker eller VVS'er ud, skal du sætte tid af til, at de kan udføre deres opgave, før du kan gennemføre byggeprocessens sidste trin.

Sådan bygger du din gipsvæg – trin for trin

Her kan du trin for trin se og læse, hvordan du bygger en skillevæg, du nemt kan skille ad igen.

Værktøj

  • Tommestok
  • Blyant
  • Sav/stiksav/rundsav
  • Skruemaskine
  • Vaterpas/loddestok
  • Hobbykniv (til gipsarbejde)

Materialer

  • Skillerumslægter/-reglar
  • Skruer til konstruktion og plader
  • Isolering, fx biobaseret isolering
  • Træ- eller gipsplader

Sådan gør du

1
Find væggens placering

Først skal du finde placeringen for din nye væg og måle. Her skal du finde ud af længde, højde og tykkelse på væggen. Selvom vægge ligner hinanden, er der mange muligheder for fx at øge tykkelsen på væggen for at isolere mod støj, ligesom forholdene i lige netop dit hjem kan stille krav til, hvor solidt skellet i væggen skal være.

Skal der være en dør i væggen, skal du sikre, at vægtykkelse bliver den samme som dørkarmens bredde.

2
Vælg mellem træ- eller metalskelet

Her bygger vi en væg med træskelettet, som bygges af træreglar. Du kan også bruge stålskinner/stålreglar. Begge dele kan købes i byggemarkeder og er nemt at gå til for de fleste gør-det-selv-folk.

3
Afmærkninger på væg, gulv og loft

Lav afmærkninger på gulv, væg og loft, så du er sikker på, at væggen placeres korrekt.

Husk at tjekke for fx strøm, vandrør eller andre skjulte installationer i væg, loft og gulv, hvor væggen skrues fast. Derved undgår du at beskadige disse.

4
Bestem afstand på vertikale lægter

Når du har indkøbt materialerne, skal skellet bygges. Man starter inde fra væggen og bygger ud i rummet. Standardafstanden på de vertikale lægter er 60 cm fra midten af lægten til den næste, hvis du bruger træ- eller gipsplader med en bredde på 120 cm. Er bredden på dine plader 90 cm, skal du lave en lægteafstand på 45 cm i stedet. Omkring døre skal der laves forstærkninger med yderligere lægter.

5
Montér skelettet

Skelettet fastgøres i loft, væg og gulv. Hvordan du fastgør den nye skillevæg, afhænger af hvilket materiale dit gulv, loft og væg er lavet af. Hvis du er i tvivl, så søg hjælp i byggemarkedet eller hos en fagmand, da det er vigtigt, at væggen er ordentligt fastgjort. For at minimere lydgennemtrængning kan du under trælægter placere et stykke filt eller den skumunderlagstype, der bruges under trægulve. Bruger du stålskeletter, så skal du bruge stålprofilerne med skum på undersiden mod loft og gulv. 

Den lægte eller skinne, der fastgøres til væg, gulv og loft, er nødvendigvis ikke i lod eller vage. Det er dog vigtigt, at de øvrige vertikale stolper i væggen er i lod. Og så må man tilpasse pladerne i forhold til eventuelle skævheder.

6
Tilpas plader og beklæd den ene side

Når skelettet er færdigt, starter du med at sætte beklædning på den ene side. Uanset om du har valgt en træ- eller gipsplade, skruer du beklædningen fast i lægterne. Først skal du dog sørge for at tilpasse pladerne, så de passer til rummets højde og andre forhindringer og ujævnheder.

7
Isolér væggen

Når du har beklædt den ene side, kan du – hvis du ikke skal have elektriker eller vvs til at føre ledninger eller rør i væggen – gøre klar til at lukke den anden side af.

Først skal du have isolering i væggen, og her kan du vælge et traditionelt produkt som mineraluld eller du kan foretage et mere bæredygtigt valg og bruge træfiberisolering.

8
Afslut væggen med plader på den sidste side

Når væggen er isoleret, beklæder du igen den anden side med træ- eller gipsplader. Herefter er væggen færdig, og du kan udføre den slutbehandling af væggen, du ønsker, hvad end det er maling, tapet eller noget helt tredje.

Den bæredygtige skillevæg med træplader

Hvis du vil bygge en væg, der har et andet udseende end den traditionelle gipsvæg, kan du vælge at beklæde din væg med træplader. Du kan anvende flere forskellige trætyper, og her har vi bygget en med OSB-plader.

De er nemme at bygge med, og du kan spare tid og penge på efterbehandling ved at lade pladerne stå ubehandlet. Det giver et anderledes udseende og giver rummet en anden varme, end en gipsplade med filt og hvid maling.

Hvis du vil benytte træplader, er fremgangsmåden præcis den samme som ved at bygge en gipsvæg. Du skal blot sætte de vertikale lægter i en afstand, der passer med halvdelen af pladens bredde. Så er pladen eksempelvis 120 cm bred, skal lægterne sidde med en afstand på 60 cm. 

Træplader er gode til midlertidige vægge

Træpladerne giver flere fordele. Det er nemmere at hænge ting op på væggen, da du kan skrue direkte ind i pladerne og derved slippe for at bruge rawplugs. Derudover giver træpladens udseende dig den fordel, at fjerner du en hylde, vil skruehullerne ikke være lige så synlige som på en gipsvæg.

Hvis du bygger skillevæggen for at skabe et midlertidigt rum, så har træpladerne den fordel, at de er nemme at pille ned, og du kan genbruge materialerne til et andet projekt i huset, om det er en ny skillevæg, et møbel eller noget helt tredje. 

Fordi træ er et naturligt materiale, og da pladerne kan genbruges direkte, er det også en løsning, der er mere klimavenlig, end hvis du vælger gipspladerne.