Det kan være en fantastisk oplevelse at sove udendørs i de varme sommermåneder under funklende stjerner og at vågne op til fuglesang. Det kræver ikke de store forberedelser, hvis du gerne vil rykke ud i haven og sove, men følger du flere råd, kan du sikre dig, at det ikke bliver en våd og kold oplevelse.
Du kan nemlig sagtens sove udendørs hele året, hvis du ønsker det. Du skal muligvis have et godt telt, oppusteligt underlag, masser af tøj og to soveposer til den koldeste tid, men det kan sagtens lade sig gøre.
Et telt er en god løsning, hvis du vil sove i haven
Det kræver ikke de store forberedelser eller udstyr, hvis du vil sove ude i haven eller andetsteds et par nætter i løbet af sommeren. Men hvis du har børn med, kan det være en god idé med et telt.
Det virker ligesom en hule, og det giver lidt ekstra til oplevelsen af at sove udendørs. Børnene kan lege i teltet, inden I skal sove. Og så er det bare et plus, at teltet yder beskyttelse mod regn og kulde. Du kan naturligvis sagtens sove under helt åben himmel, men regner det, er det godt med ly enten i form af et telt eller et tag eller halvtag. Du vil nok opleve, at der er lidt dug om morgenen, men hvis det er varmt i vejret, tørrer det hurtigt væk.
Telt og myggebalsam holder myg væk
Moderne telte er forseglede, så de holder kryb ude. Og har du et indertelt, fungerer det ligesom et myggenet.
Er du nervøs for fluer og myg, når du sover udenfor, er der også en løsning på det. Fluerne flyver jo væk igen, og en normal myggebalsam i ansigtet vil afholde myg fra at stikke dig.
Mange muligheder om sommeren
Når det er varmere i vejret, har du flere muligheder, når du gerne vil sove i haven. Du kan sove på terrassen, på liggeunderlag, på madras, under åben himmel, i hængekøje, i et shelter eller på mange andre måder. Fælles for mulighederne er, at det ikke kræver alt for meget forberedelse.
Lig blødt, når du sover udenfor i haven
Du skal huske at vælge et godt underlag, når du skal sove ude. Og der er forskel på, om du sover på græsset eller på terrassen.
Det er ikke en god idé med et liggeunderlag på en terrasse. Terrassen er simpelthen for hård. En madras er god, men læg den på et underlag, så fugten ikke kommer op igennem. Har du lyst til at sove i en hængekøje, så husk at prøve den først for at se, om det er noget, du har temperament til.
Børn skal pakkes bedre ind
De bedste temperaturer at sove ude i oplever du fra maj til september. Når nattemperaturen når omkring de 10 grader, er det mest behageligt. Men husk alligevel at tage et ekstra par sokker med. Det er næsten altid fødderne, du først begynder at fryse om
Har du mindre børn med, så er det en god idé at hive elefanthuen med ud. Børn har det med at rode mere rundt om natten og at klatre ud af soveposen, så de skal pakkes lidt bedre ind.
9 gode råd, når du skal sove udenfor
- Brug blødere underlag til naturligt hårdere underlag (fx terrasse).
- Tjek, at dit telt er tæt.
- Brug gerne en presenning eller et stort stykke plastik til underlag eller madras, når du ikke bruger telt.
- Hvis du sover i hængekøje, så øv dig inden.
- Brug myggebalsam i ansigtet.
- Brug varme sokker.
- Hvis du sover på et skrånende underlag, så sov med hovedet øverst.
- Husk ekstra tøj til børnene, der ofte kravler ud af soveposen om natten.
- Er du blevet glad for tanken om at sove ude, så er der masser af overnatningspladser i skovene, hvor du må slå telt op eller kan benytte et shelter.