Hvordan dyrker man broccoli, og hvilken tid på året plantes de?

Dyrkning af broccoli kan gribes an på to måder. Du kan enten begynde indendørs med forspiring fra marts eller vente til april, hvor det er varmt nok til, at du kan så frøene på friland. Du kan så og udplante broccoli indtil sankthans, så når heksen er sendt mod Bloksbjerg i slutningen af juni, skal du skynde dig at lægge de sidste frø i jorden, hvis du vil dyrke den sunde kålsort selv.

Det kan være en fordel at så over flere omgange, gerne med 1-3 ugers mellemrum, fra maj til sankthans, så du ikke ender med en stor høst, du ikke kan nå at spise. Der går 65-70 dage fra såning til høst.

Forspir broccoli i vindueskarmen

Er du klar til at forspire broccoli i vindueskarmen? 

Fyld spirebakker med god såjord og læg et frø i hver rubrik. Frøet skal lægges i en dybde på 1-2 cm, hvorefter det dækkes med et tyndt lag jord. Hold jorden fugtig efterfølgende, og plant spirerne om til større potter, når rødder stikker ud i bunden af spirebakken.

Udplantning af broccoli

Har du forspiret dine broccoli i vindueskarmen, rykker du dem ud på friland i slutningen af april eller begyndelsen af maj. Hold godt øje med vejrudsigten, og sæt endelig ikke de små planter udenfor, før nattefrosten er forbi. Dæk eventuelt med fiberdug for at beskytte planterne, hvis der efter udplantning varsles sen nattefrost. Dugen hæver temperaturen en smule, så planterne ikke tager skade af kulden.

Afhængig af, hvilken sort du har sået, udplanter du med en afstand på 50-60 cm mellem rækkerne. Afstanden mellem de enkelte planter afhænger af, hvor meget du vil høste, når planterne er udvoksede. Vil du kun høste det første hoved, skal planteafstanden være 25 cm, men drømmer du om også at plukke sideskuddene, skal du placere dem med en afstand på 40-50 cm. Sideskuddene kan høstes løbende gennem sæsonen.

Såning på friland

Såning på friland griber du an på samme måde, som når du starter dyrkningen indendørs:

  1. Lav en sårille på 1-2 cm dybde.
  2. Vand grundigt.
  3. Læg frøene i rillen, når væden er trukket væk, dæk med jord og afslut med vanding.

Hold altid rækkerne rene, så ukrudt ikke forhindrer frøene i at spire eller planterne i at udvikle sig. 

Det er også en god idé at dække med insektnet lige efter udplantning eller såning, så du skærmer afgrøderne mod skadedyr. Kålsommerfugle og kålfluer lægger deres æg i planterne, og kan hurtigt sætte en stopper for din drøm om at høste hjemmedyrkede broccoli, hvis ikke du tager dine forholdsregler fra begyndelsen.
 

Hvad er sundt ved broccoli?

Der er meget få kalorier i broccoli, og årsagen til det lave energiindhold er, at den mest består af vand. Alligevel er det sundt at spise broccoli, for kålen indeholder både fibre og proteiner, som mætter maven og sætter gang i fordøjelsen.

Samtidig har broccoli også et højt indhold af C- og B-vitaminer, der styrker immunforsvaret, og sørger for, at kroppen er kampdygtig.

Vil du bevare så mange sunde egenskaber som muligt, skal du spise broccoli rå i stedet for at koge, stege eller tilberede den på anden vis.

Broccoli er kål – og sædskifte er afgørende ved kåldyrkning

Broccoli er en kålart, og kål kan give kvaler, hvis ikke du planlægger dyrkningen. Har du tidligere dyrket kål eller broccoli i din køkkenhave, skal der gå otte år, før du igen kan plante kål i den samme jord. Årsagen er, at planterne ellers kan blive ramt af kålbrok, og derfor kan du ikke plante dem på samme plet flere år i træk.

For at huske, hvor i haven du har dyrket kål, og hvornår du dyrkede, kan det være en god idé at lave en lille note i en havedagbog eller lignende. På den måde kan du hele tiden holde styr på, hvor du har haft afgrøderne i de foregående sæsoner.

Har du haft kålbrok i planterne, skal du ud over broccoli og øvrige kålarter også undgå andre planter fra korsblomstfamilien i mindst seks år. Det gælder bl.a. radiser, karse, rucola og majroer. Det er så lang tid, det tager, før haven igen er stærk nok til at modstå sygdommen.
Kålbrok opstår i jorden omkring planterne, og sygdommen forårsager svulster på rødderne, som forhindrer planterne i at suge vand og næringsstoffer til sig.

Vanding og gødning af broccoli

Broccoli må ikke mangle vand, så vil du helt i mål med dyrkningen, skal du sørge for, at den aldrig tørrer ud. For at holde på fugten i de varme sommermåneder kan du dække jorden med græsafklip, tang, halm, blade eller planterester. Du kan også så kløver eller anden lav grøngødning under planterne.

Jorddække forhindrer vandet i at fordampe, og dermed sikrer du en fugtig jord omkring planterne. Samtidig lægger laget også et tryk på jorden, så ukrudt ikke nær så nemt kan spire frem, og du ikke skal luge så ofte. Broccoli er ikke en høj plante, så den kan ikke selv skygge for ukrudt, og har derfor brug for hjælp til at holde invasionen væk.

Planten vil mistrives, hvis ukrudtet kommer for tæt på, og suger den næring, der er så vigtig for kålens udvikling. Broccoli er nemlig en næringskrævende plante, der har behov for 2-3 liter kompost per plante. Du kan også bruge flydende gødning, hvis du doserer efter anvisning på flasken.

Sådan høster du broccoli

Hvis du har sået broccoli i starten af maj, og plantet dem ud i begyndelsen af juni, kan du se frem til at høste de første i begyndelsen af august. På denne årstid er der godt gang i væksten, og du skal derfor se til planterne minimum tre gange i ugen for at sikre, du høster på det rigtige tidspunkt. 

Når efterårsvinden blæser gennem køkkenhaven, udvikler broccoli sig langsommere, og fra september kan du nøjes med kun at kigge til planterne en gang i ugen. Du ved, at det er høsttid, når hovederne har en god størrelse, og ligner dem, du køber i supermarkedet.

Det er vigtigt, du plukker hovederne eller skærer dem af planten med en skarp kniv, så snart de er modne. Ellers går planten i stok og kan ikke spises. Efter høst kan grøntsagen holde sig frisk i flere uger, hvis du lægger den på køl.