Spørg Bolius

Rust på bladene?

I foråret blev mine ramsløg ramt af noget der ligner rust. Nu ser jeg, at også mine Sct. Hansurt og mælkebøtte blade i plænen er ramt af samme type "rust".

Hvad er det, og kan jeg gøre noget for at stoppe det? Nogle har nævnt, at stedsegrønne planter i haven kan være årsagen. Har Cypresser, Thujaer, Ener, Buksbom og Kirsebærlauerbær.

Mvh Kirsten

 

Hej Kirsten
 
Jeg kan desværre ikke ud fra billedet se, hvad det er, der har ramt dine sankthansurt, men er det rust, er det næppe den samme som har ramt ramsløgene i foråret. Rust er en bred betegnelse for en række svampe, der angriber forskellige planter. Den enkelte svampeart vil ofte være specialiseret i meget få arter, og det vil derfor ikke være sandsynligt at det er den samme, der har ramt både ramsløg, sankthansurt og mælkebøtter. Der kan selvfølgelig være tale om flere forskellige svampearter, der hver især rammer dine planter, ligesom at både meldug og andre svampe kan være årsagen til misfarvede blade. Dette kan ikke udelukkes.
 
Når det nævnes at stedsegrønne planter kan være årsagen til rust, skyldes det at mange af svampene har en såkaldt værtsplante. En værtsplante er en plante hvor på svampesporene overvintrer om vinteren, men hvor selve planten ikke bliver synderligt ramt af angrebet. Værtsplanten kan være meget forskellig fra den plante svampeangrebet går ud over. Fx er ene værtsplante for pæregitterrust, der som navnet antyder rammer pæretræernes blade, og misfarver dem. Enen derimod viser sjældent synlige tegn på svampens tilstedeværelse. Men man kan ikke ud fra dette konkludere at det er de stedsegrønne planters skyld, at der er rust til stede, uden at kende sammenhængen mellem de ramte planter og værtsplanter til den aktuelle svamp. 

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Berit Rørbøl, haveekspert

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden