Der findes mange forskellige typer griller inden for de fire kategorier kul-, gas-, el- og træpillegrill, så tjek altid din specifikke grills brugsanvisning og følg som udgangspunkt anvisningerne i den, når du skal gøre den klar til den nye sæson.
Her er nogle overordnede råd til at gøre din grill klar, alt efter, om du har en kul-, gas-, el- eller træpille-grill.
Se vores test af grillrobotten
Sådan gør du grillristen helt ren
Uanset, hvilken type grill du har, og uanset, om din rist er af støbejern, emaljeret støbejern eller almindelig rustfrit stål, kan du bruge denne effektive metode til at få din grillrist helt ren.
- Fyr grillen op til maksimal varme. Det handler om at få varmet grillristen op, men udnyt også gerne varmen til årets første grillmåltid. Begynd evt. med snobrød eller lune æbleskiver på en kølig forårsdag.
- Børst grillristen grundigt med grillbørste i rustfrit stål, når du er færdig med at grille.
- Vend grillristen og børst på den anden side. Brug grillhandsker, så du ikke brænder dig.
- Lad grillristen køle ned.
- Vask den kolde grillrist i varmt sæbevand med en stiv børste. Brug som udgangspunkt opvaskesæbe, og hvis der stadig er noget genstridigt snavs på, kan du bruge en stærkere sæbe som fx brun sæbe eller grillrens.
- Gentag vasken, hvis der stadig er genstridigt snavs på risten. Gentagelse er ofte den gyldne nøgle.
- Smør grillristen med en smagsneutral madolie som rapsolie, vindruekerneolie eller solsikkeolie. Brug et stykke køkkenrulle til at smøre olien godt ud.
Smør grillens hjul
Hvis der er hjul på din grill, kan du smøre dem med lidt olie, så de kører uden modstand og hylen.
Giv trædetaljerne en finjustering
Hvis din grill har håndtag, en sidebakke eller lignende trædetaljer, så vask dem med en opløsning af brun sæbe, slib dem let med sandpapir og giv dem træolie, der passer til træsorten. Husk, at olie er brændbart, så vær nøjsom med olien, og lad den tørre helt, inden du tænder op i grillen igen.
Rengøring af kulgrill
Der findes flere forskellige former for kulgrill. Her har vi taget udgangspunkt i en kuglegrill.
- Fjern kulholder fra grillkammeret, hvis du har en kulholder, så grillkammeret er helt tomt.
- Skrab aske af grillens indvendige sider. Brug en grillskraber og skrab så meget som muligt af.
- Skub den løse aske ned i askeskuffen, hvis din kulgrill har sådan én, og tøm askeskuffen.
- Vask grillkammeret med varmt vand, en svamp og fedtopløsende rengøringsmiddel, fx opvaskesæbe.
- Brug en stærkere sæbe, hvis noget er brændt godt fast. Brug fx brun sæbe eller grillrens til at rense grillen med. Husk rengøringshandsker.
- Skyl efter med rent vand, så der ikke er sæberester tilbage.
- Gentag, hvis du ikke synes, at grillen er blevet helt rent.
- Rengør grillens yderside med varmt vand, en svamp og fedtopløsende rengøringsmiddel og skyl efter med rent vand.
- Tør grillen over med en tør klud, indvendigt og udvendigt.
Rengøring af gasgrill
- Børst brænderrørene under grillristen med en stålbørste.
- Skrab aske af grillens indvendige sider. Brug en grillskraber og skrab så meget som muligt af.
- Skrab askeskuffen med en grillskraber og tøm skuffen for indhold.
- Vask askeskuffen med en svamp og sæbevand med opvaskesæbe.
- Rens drypbakken.Smid den brugte foliebakke ud, vask drypbakken med vand og opvaskesæbe. Skyl efter med rent vand. Sæt en ny foliebakke i.
- Rens grillen indvendigt med varmt vand, en svamp og fedtopløsende rengøringsmiddel som fx opvaskesæbe og skyl efter med rent vand. Hvis grillen er meget beskidt, kan du bruge en grillskraber til at fjerne det værste fedt og snavs og herefter en stærkere sæbe som brun sæbe eller grillrens. Husk rengøringshandsker.
- Gentag, hvis der stadig er fedtrester og skidt på grillen.
- Rengør grillens yderside på samme måde som indersiden og gentag, hvis du synes, den ikke er blevet helt ren.
- Tør grillen over med en tør klud, indvendigt og udvendigt.
Rengøring af el-grill
Inden du begynder at rengøre din el-grill, skal du kontrollere, at den er afkølet og slukket, så du ikke får stød.
- Kobl først kontrolpanelet fra, og tag det ud af grillen.
- Fjern varmelegemet.
- Rens drypbakken. Smid den brugte foliebakke ud, vask drypbakken med vand og opvaskesæbe. Skyl efter med rent vand. Sæt en ny foliebakke i.
- Rens bund og låg for madrester. Brug en grill-skraber, hvis snavset sidder godt fast.
- Vask bund og låg indvendigt med varmt vand, en svamp og fedtopløsende rengøringsmiddel som opvaskesæbe og skyl efter med rent vand. Hvis bunden kan tages ud, kan du vaske denne op i opvaskemaskinen. Brug en stærkere sæbe, hvis grillen er meget beskidt, fx brun sæbe eller grillrens. Husk rengøringshandsker.
- Rengør grillens yderside på samme måde som indersiden, og gentag, hvis du synes, den ikke er blevet helt ren.
- Tør grillen over med en tør klud, indvendigt og udvendigt.
- Tør kontrolpanelet af med en mikrofiberklud fugtet med vand. Du skal ikke bruge rengøringsmidler på kontrolpanelet, da det vil ridse overfladen.
- Sæt alle dele tilbage på plads.
Rengøring af træpillegrill
Træpillegrillen er den letteste grill at rengøre, da der ikke vil være fedt og grillrester indvendigt, hvis du har placeret drypbakken korrekt.
- Støvsug brændkammeret med en askestøvsuger. Du må ikke bruge din almindelige støvsuger, da askestøv er så fint, at det kan ryge igennem både støvsugerposen og støvsugerens filter, blive spredt i luften og i selve støvsugeren, så den risikerer at brænde sammen.
- Rens drypbakken. Smid den brugte foliebakke ud, vask drypbakken med vand og opvaskesæbe. Skyl efter med rent vand. Sæt en ny foliebakke i.
- Rens træpillegrillens yderside med varmt vand, en svamp og fedtopløsende rengøringsmiddel som opvaskesæbe og skyl efter med rent vand. Gentag, hvis du ikke synes, den er blevet helt ren.
- Tør grillen over med en tør klud, indvendigt og udvendigt.