Når du skal købe en ny grill er der mange ting at overveje - den største er dog, hvilken type grill det skal være.

Der findes som udgangspunkt fire grilltyper på det danske marked - gasgrill, kulgrill, elgrill og træpillegrill. Især de to førstnævnte er de mest klassiske, mens de sidste to undergår en større udvikling i disse år.

Er kulgrill billigst?

Både kul-, el- og gasgrill fås ned i helt billige og små, skrabede versioner. Men hvor du ofte kan få en god kulgrill for 1.500-2.000 kr., skal du ofte op på 2.000-4.000 kr. for at få en god gasgrill eller elgrill. Træpillegrill koster normalt over 6.000 kr. 

Anders Jensen, der er på Det Danske Grilllandshold og driver Weber Grill Academy med grillskoler i Aalborg og København mener dog, prisen på de to mest brugte grilltyper er nogenlunde den samme i længden.

- Anskaffelsesprisen på gasgrillen er lidt dyrere end kulgrillen, men det er kompliceret at regne ud, hvad der er billigst i drift. Her tror jeg faktisk, gassen kan være lidt billigere i længden. Men grundlæggende tror jeg ikke, det er prisen, der skal afgøre, om man vælger gas eller kul. Det er mere et spørgsmål om holdning og behov, siger han.

- Prismæssigt ligger træpillegrillen sammen med de mellemstore gasgrill, men også en grilltype der er lidt mere niche. Det er lidt mere nørdet og gadget-orienteret, siger Anders Jensen.

Gasgrill er hurtigt

Gasgrillen vinder på hastighed ift. kulgrill. Her tænder du, og så er grillen varm på ca. 10 minutter. Også el- og træpillegrill er hurtige i opstart.

Med en kulgrill tager det op imod en halv time, før kullene er klar.

Selve grilltiden afhænger af temperaturen.

Hvad regulerer temperaturen bedst - gasgrill eller kulgrill?

En træpillegrill, der er en dyr løsning, er egentlig bedst til at regulere varmen, da den kan styres gennem en app. 

Ser du på de mest brugte metoder, er gasgrillen bedst, når det kommer til muligheden for at regulere temperaturen. Du kan også regulere varmen i en kulgrill - men det kræver mere øvelse.

- På en gasgrill er varmetilgangen konstant, og du kan justere temperaturen ved at skrue op og ned, ligesom du kan med et komfur.

- Når det kommer til kulgrillen, tror jeg ikke meget på tricket med at styre temperaturen ved at tilføre lidt eller meget luft. Til gengæld kan man tilpasse mængden af kul eller briketter alt efter, hvor meget varme man skal bruge.

Hvilken grill er bedst for klimaet?

Hvis du vil grille så bæredygtigt som muligt, er der flere parametre, du skal tænke over. En central overvejelse er, hvor meget CO2 grillen udleder, når den er i brug. Her udleder en kulgrill markant mere CO2 end både gas, el- og træpillegrill.

Men der er også andre overvejelse, som spiller ind. Fx:

  • Hvor og hvordan er grillen produceret? 
  • Er det nemt at reparere den, hvis der fx er en del, der går i stykker? 
  • Hvor meget metal og andre ressourcer er der brugt til at producere grillen? Består den fx primært af en tynd skal metal, eller er den et stort komplekst apparat?

Her kan der være store forskelle – også på grill af samme type.

Ligesom med andre produkter, er det vigtigt at forsøge at købe kvalitet, der holder længe, da der bliver brugt mange ressourcer til at producere selve grillen.

Hvilken grill er mest sikker?

Kulgrillen og gasgrillen er nogenlunde lige sikre. Det er forskellige ting, du skal passe på - men i begge tilfælde er det dit eget ansvar, hvor sikkert det er, når du griller.

- Når du skal tænde op i kulgrillen, skal du altid starte grillstarteren, mens den står oppe i grillen på den nederste rist. Så er du mere sikker, hvis den skulle vælte. Sørg også for at bruge lugtneutrale optændingsblokke i stedet for avispapir, sprit og alt mulig andet. Dels er det det sikreste, dels afgiver disse ikke smag til maden. Og så må du selvfølgelig altid kun grille udendørs, råder Anders Jensen.

Sikkerheden i de gasgrill, der bliver produceret i dag, er meget høj, så du skal ikke være bange for, om gasflasken eller regulatoren er tæt.

- Med en gasgrill er det meget vigtigt løbende at tjekke slangen, der går fra gasflasken til gasgrillen, da der er risiko for gaslæk, hvis overfladen på slangen er krakeleret af fx solvarme, siger Anders Jensen.

Han opfordrer til at beskytte gasgrillen med et overtræk og at tage regulatoren af, når du er færdig med at grille, så børn ikke ved et uheld kan komme til at tænde for gasgrillen.

Er der risiko for brand eller røggener, fx ved aftændingsforbud eller grill på altan, er en elgrill den mest sikre valg, da der ikke er nogle flammer og dermed heller ingen gløder eller røg. 

Hvad er nemmest at gøre rent - gasgrill eller kulgrill?

Kulgrillen er nemmere at gøre ren end gasgrillen, mener Anders Jensen. 

- Det er nemt at skrabe asken ud af en kulgrill. Med en gasgrill skal du hele tiden være meget omhyggelig med at få tømt fedtbakken og aftørre grillens bund for at hindre evt. fedtbrand. For hvis der drypper gammelt fedt ned i bunden, kan det starte en lille brand, som kan være svær at slukke, siger han.

Det kan klart anbefales at rengøre grillristen umiddelbart efter brug, så fedtet ikke størkner. 

Hvad smager bedst - mad på kulgrill, elgrill, træpillegrill eller gasgrill?

Det er umuligt at afgøre, om hvilken grilltype der smager bedst. For det vil altid være smag og behag.

- Både gas, briketter, el og trækul er varmekilder, men hvor gas, el og briketter ikke i sig selv tilfører smag, så tilfører trækul en naturlig aroma. Ved grillning karamelliseres kødets sukkerstoffer, hvilket resulterer i en gylden og sprød stegeskorpe. Træpiller er ofte tilsat en smagsnuance, der giver smag til maden, forklarer Anders Jensen.

- Jeg lever jo af at smage, men jeg kan faktisk nærmest ikke smage forskel på, hvad der er grillet på gasgrill, og hvad der er grillet på kulgrill. Begge dele kan få røgsmag, hvis det er det, man vil have. Jeg synes, det er noget fis, at mad grillet på kulgrill skulle smage så meget bedre og autentisk, mener Carsten Olsen, bedre kendt som Den Skaldede Kok.

Hvad er sundest - mad grillet på gasgrill eller kulgrill?

Mange tror, mad tilberedt på gasgrill er sundere end mad tilberedt på kulgrill. Men faktisk har sundheden i resultatet intet at gøre med gas eller kul, siger Lene Meinert, Ph.d. og centerchef for Fødevaresikkerhed og Kvalitet på Teknologisk Institut, der har lavet forsøg med forskellige grillteknikker.

- Om du bruger gas eller kul er lige meget. Det handler om, hvor meget du har styr på processerne. Du skal sørge for, at du ikke får dannet den brankede overflade på dit kød, for det er her, stegemutagenerne opstår, og de kan være kræftfremkaldende.

- Samtidig skal du undgå, at dit kød steges i for meget røg, for det kan give røgmutagener i kødet, som også kan være kræftfremkaldende. Derfor er det bedste råd at stege kødet ved indirekte varme, for så bliver kødet ikke stegt for hårdt, og du undgår også at der drypper fedt ned, som giver en røgudvikling, siger hun.