Hvad skal grillen varmes op med?
At grille er indbegrebet af sommer og sommeraftener i det fri. Den gode - til tider brændte - smag, vi kender så godt, hører næsten med til aftensmaden på terrassen og altanen. Tidligere blev der stort set kun grillet over kul eller briketter, men især gasgrillen har vundet stort indpas over de senere år.
Inden du køber en grill er det vigtigt, at du afdækker dit behov, så du ikke køber en grill, der er for lille eller stor. Og så er det selvfølgelig også vigtigt at finde ud af, hvilken varmekilde din grill skal have. Der er et væld af forskellige grilltyper og et hav af udstyr, der kan tilkøbes. Men hvilken grill skal man vælge, når man skal købe grill? Det kan du læse mere om her.
I dag kan du få en grill, der opvarmes med kul eller gas – der findes endda elektriske grill på markedet.
Grill til trækul og briketter
Når du griller med kul eller briketter, skal du væbne dig med en vis portion tålmodighed, da det tager mindst 15 minutter at få ild i kullene eller briketterne.
Kul og briketter har forskellige egenskaber. Kul brænder hurtigere end briketter, men kul kan være fint at bruge til kød og anden mad, det ikke tager så lang tid at stege.
Når du skal tænde op, er den nemmeste måde at få ild i dem på at bruge en grillstarter. De billigste kul og briketter kan være svære at få ild i, og de brænder heller ikke helt så længe og med helt så jævn varme som de lidt dyrere produkter. Det kan derfor vise sig, at det ikke er så meget dyrere at bruge de lidt dyrere kul og briketter end de billige produkter.
Kom en passende mængde kul eller briketter i grillstarteren. Placér et par optændingsblokke eller avispapir under kullene og læg evt. yderligere et par optændingsblokke mellem kullene, inden du sætter ild til.
Når kullene eller briketterne er hvidglødende, hælder du dem ud i grillen, og så bør du vente nogle minutter, så kullene er tilstrækkeligt gennemvarme.
Temperaturen i en grill med kul eller briketter er ikke så nem at justere.
Læg evt. kullene eller briketterne i den ene side af grillen, så der er et område, hvor temperaturen er lav. Den plads kan du bruge til at lade kød eller grøntsager hvile, mens man griller alt andet færdigt.
Og griller man i kuglegrill kan man med spjældene i bund og top regulere, hvor stor luftgennemstrømningen er og dermed også i nogen grad selv styre varmen. Griller du på en traditionel kassegrill, kan du regulere temperaturen ved at hæve eller sænke risten.
På en kuglegrill kan du slukke kul og briketter, inden de er brændt helt ud. Du stopper bare ilttilførslen ved at lukke spjældene, så dør de stille ud og kan siden hen tændes og bruges igen, næste gang du skal grille, evt. sammen med nye kul og briketter.
Gasgrill
En gasgrill er nem at starte op og anvende, og den er klar ganske få minutter, efter at den er blevet tændt. Det kan være en stor fordel for planlægningen og madlavningen. Nogle grillentusiaster vil mene, at maden mangler noget af den velkendte røgede smag, men smagen af grill er bestemt at finde i maden.
Flaskegas skal behandles med omtanke. Det er ikke farligt, hvis alle slanger og flasker er monteret rigtigt. Men sørg for at læse Sikkerhedsstyrelsens guidelines før du går i gang.
Temperaturen er meget nem at justere på en gasgrill. Du kan nemt og hurtigt skrue op og ned for varmen ligesom på et komfur, og en gasgrill er også hurtig kold efter brug.
Typisk har en gasgrill flere brændere. Det betyder, at du kan tænde brændere enkeltvis og spare på gassen, hvis du kun skal grille til få personer.
Elektrisk grill
En elektrisk grill sættes i stikkontakten, hvorefter et varmelegeme varmes op og fordeler varmen. Den elektriske grill fungerer uden den levende ild, som kendetegner de to andre typer grill.
En elektrisk grill bliver ligesom gasgrillen varm og klar til brug med det samme. Den ryger meget lidt og de modeller, der er på markedet, er nemme at skille ad, og flere af delene kan komme i opvaskemaskinen.
Temperaturen er nem at justere på en elektrisk grill, og den reagerer næsten lige så hurtigt som en gasgrill.
Hvilke typer grill findes der?
Traditionel åben grill
Den traditionelle åbne grill, hvor der grilles over direkte varme fra kul eller briketter, findes i mange former, design og størrelser.
Kuglegrill
Kuglegrillen kan fungere som en traditionel grill. Men du har også mulighed for at tilberede maden under låg og derved stege maden ved indirekte varme. Kuglegrillen fås med forskellig diameter fra 37 cm til 57 cm og helt op til en ekstra stor model med en diameter på 98 cm.
Især kuglegrillen har vundet stor popularitet, fordi der er udviklet en del udstyr til dem, der gør dem mere anvendelige. Og så gør det medfølgende låg det muligt – med lidt øvelse – at grille, stege og røge både fisk, kød og grøntsager. Kuglegrillen kan også bruges til bagværk og desserter - og egner sig i det hele taget til mange forskellige retter af forskellig sværhedsgrad. På internettet er der massevis af opskrifter specifikt til kuglegrillen, du kan kaste dig over, hvis du har mod på at eksperimentere lidt med madlavningen.
Hvad koster en grill?
Der er meget stor forskel på, hvad en grill koster – de fås fra en lille engangsgrill til under 50 kr. til den helt store gasgrill til 20.000 kr.
En bordgrill og en transportabel grill kan fås fra ca. 1.500 kr. En traditionel grill til kul eller briketter er ofte ret enkel og kan købes for et par hundrede kroner og op til flere tusinde kroner, afhængigt af design og udstyr.
En kuglegrill koster alt fra få hundrede kroner til 3.000 kr., hvis du vil have bord og andet ekstra udstyr med. En gasgrill kan købes fra ca. 2.000 kr.- 20.000 kr. (alle priser er indhentet i 2015).
Bemærk, at der ofte er en sammenhæng mellem prisen og kvaliteten på grillen.
Hvad skal du tænke over, inden du køber en grill?
Det er en god idé at se på, hvordan du plejer at grille, hvad du griller, og hvad du evt. savner ved din nuværende grill. Er du typen, der laver hurtig mad og gerne vil kunne tænde og bruge grillen i løbet af 5-10 minutter, eller gør det ikke noget, at du skal starte kulgrillen op en halv til en hel time inden?
Se også på, hvor stor en grill du har brug for. Skal den både kunne tilberede et par pølser, når I er to, men også meget mad, når I er mange?
Hvordan vedligeholder du en grill?
En grill kræver ikke meget anden vedligeholdelse, end at du tømmer aske ud og sørger for at rense fedtaflejringer væk. Det er nemt at fjerne eventuelle mad- og fedtrester fra risten med en stålbørste, allerede mens grillen er varm. Genstridigt fedt på riste og holdere kan lettest fjernes, ved at de snavsede dele smøres ind i brun sæbe og pakkes ind i plast. Et døgn efter kan de lettere skrubbes rene.
Det er vigtigt, at grillen er lavet af solide materialer, der kan tåle at stå udenfor. Det kan de fleste grill, men det er ofte skruer, samlinger osv., der først ruster til eller går i stykker.
Du forlænger grillens levetid, hvis du opbevarer den i et skur eller under et halvtag, når den ikke er i brug.
Sikkerhed når du griller
Du skal tænke dig om og være forsigtig, når du griller, da temperaturen kan komme op på 500-600 grader. Derfor er der visse sikkerhedsregler, du bør følge:
- Sørg for, at grillen står på et godt stabilt underlag. Det må ikke være brændbart, hvis grillen ikke har noget understel.
- Sørg for, at den varme, der stiger op fra grillen, ikke kan antænde træer, markise eller parasol.
- Anvend kun sprittabletter eller tændvæske og gerne avispapir - ALDRIG dieselolie, benzin el.lign., når du skal tænde grillen.
- Anvend kun så meget tændvæske, at kullene eller briketterne kun lige akkurat bliver våde, og lad dem suge tændvæsken i et par minutter.
- Anvend gerne pejsetændstikker eller andre lange tændstikker frem for en lighter.
- Hvis briketterne ikke vil antænde, må du ikke hælde mere tændvæske på og prøve igen, før de er kølet helt ned.
- Sørg for, at en tændt grill altid er under opsyn.
Sørg for at have vand stående parat. En forstøver til lidt for voldsomme flammer og en spand vand eller haveslange, hvis der er behov for at slukke grillen hurtigt. Vil du vide mere om sikkerhed, når du laver mad over åben ild, har Sikkerhedsstyrelsen udarbejdet en række gode råd.