
Et indbygget skab og et spisebord, der også kan bruges som skrivebord, er nogle af de måder, du kan lave en pladsbesparende indretning på.
Selv med en middelklasseindkomst kan det være svært at finde et hjem, man har råd til, i storbyer som San Francisco, Hong Kong, Paris og London. Mange ser sig derfor nødsaget til at bosætte sig i mindre boliger, end de egentlig ønsker. I Hong Kong, som er en af verdens dyreste byer at bo i, er gennemsnitsstørrelsen for en lejlighed 44 m2, og i nogle af de fattigere kvarterer er det gennemsnitlige boligareal pr. person på beskedne 4,6 m2.
Selvom det ikke altid er nemt at indrette en lille bolig, er det bedre for klimaet at bo mindre. Hver kvadratmeter bolig sætter et stort klimaaftryk, både når der bygges, og når boligen er taget i brug og fx skal opvarmes samt løbende moderniseres og renoveres.
Når pladsen er trang, må man i stedet skrue op for kreativiteten og udnytte kvadratmetrene bedst muligt. Tag med på besøg i en række boliger kloden rundt, der alle er udstyret med fikse, pladsbesparende rum, møbler, senge og trapper.
Modul med køkken, skab, reol og seng
Den spanske arkitekt Angel Rico har formået at skabe et hjem med plads til en lille familie bestående af mor, far og søn på blot 20 m2. Det er endda muligt for familien at huse to overnattende gæster i den lille lejlighed, der ligger ned til stranden, i Coma Ruga i den nordøstlige del af Spanien.
Multifunktionsmøbel ligner et skab
I midten af lejligheden er der et specialfremstillet multifunktionsmodul, som indeholder køkkenet, en vægseng samt en reol og et garderobeskab. Når modulet er lukket, ligner det et ganske almindeligt opbevaringsmøbel. Foto: Eugeni Triado/Angel Rico
Åbent multifunktionsmodul med reol og skab
Den del af modulet, der indeholder reol og skab, kan åbnes og fungere som en rumdeler. Det giver samtidig adgang til sengen, der om dagen er slået op mod væggen. Foto: Eugeni Triado/Angel Rico
Vægseng slået op i midten af multifunktionsmodul
Vægsengen bliver brugt af sønnen i familien, der synes, det er ret sejt, at hans seng kan klappes op. Når det er sengetid, bliver reolen til højre drejet ind mod sengen og brugt som rumadskiller. Foto: Eugeni Triado/Angel Rico
Multifunktionsmøbel slået op som køkken
I den anden side af modulet gemmer det beskedne køkken sig. Der er dog blevet plads til overraskende meget opbevaring, ikke mindst takket være en stor skabslåge med indbyggede hylder. Foto: Eugeni Triado/Angel Rico.
Multifunktionsmodul og hems over badeværelse
Over badeværelset er placeret en sengehems, som primært bruges til overnattende gæster, da faren i familien ikke ønsker at kravle op af en stige for at komme i seng. Foto: Eugeni Triado/Angel Rico.
Sovesofa og projektor
Forældrene i familien har valgt at sove på sovesofaen i stuen. En projektor, placeret over sofaen, gør det muligt at ligge i sengen og se film på væggen overfor. Foto: Eugeni Triado/Angel Rico.
Pladsbesparende seng sænkes ned fra loft i ’tiny house’
Mikrohuse, også kendt som tiny houses, er blevet populære blandt folk, der ønsker at leve gældfrit eller mere miljøvenligt. Det er især USA, der har taget trenden til sig, men også i Australien er de bittesmå huse begyndt at dukke op. ”The Tiny House Company” i Brisbane har således skabt en 18 m2 prototype, der er udstyret med en fjernstyret seng.
Seng hejst op under loft
Om dagen optager sengen ingen gulvplads, da den hænger oppe under loftet. Foto: The Tiny House Company.
Planter på reol og seng på gulv
Om aftenen sænkes sengen med et tryk på en fjernbetjening. Undersiden af sengen er forsynet med indbyggede ben, der kan slås ned. Foto: The Tiny House Company.
Indbyggede skabe åbner sig ud over seng
Sengen er monteret til endevæggen, hvor den resterende plads er blevet udnyttet til indbyggede skabe. Foto: The Tiny House Company.
Gæsteværelse i entréen sparer plads
Det norske firma “Ett rom til”, der har specialiseret sig i smarte, pladsbesparende løsninger, har skabt en usædvanlig entré, der også kan bruges som gæsteværelse, for en af deres kunder.
Indbygget bænk med reol til fodtøj under
Langs den ene væg i entréen er der indbygget garderobeskabe samt en bænk med opbevaringsplads til fodtøj. Ovenpå på disse skabe er der bygget en sengehems. Et reolsystem i trappeform samt en trappestige leder op til sengehemsen. Foto: Ett rom til
Aflang hems
Der er plads til to personer, der ligger i forlængelse af hinanden på hemsen. Foto: Ett rom til
Pladsbesparende trappe gemmes væk, når den ikke er i brug
En sengehems er en praktisk løsning, hvis kvadratmetrene er få, men for mange kan det være lidt af en udfordring at kravle op af en stige. En trappe giver nemmere adgang, men den optager også meget mere plads.
Rum med stort multifunktionsmodul med indbygget trappe gemt væk
Det problem har det hollandske designbureau Concrete fundet en kreativ løsning på ved at konstruere en pladsbesparende trappe, der kan skubbes ind i et opbevaringsmodul under sengen, når den ikke er i brug. Foto: Ewout Huibers /Concrete / ZOKU
Indbygget trappe slået ud
Trappen er fastgjort til en glideskinne på endevæggen ved sengehemsen for at sikre stabilitet. Den smarte løsning finder man på hotelværelserne ”Zoku Lofts” i Amsterdam. Foto: Ewout Huibers /Concrete / ZOKU
Seng er gemt under køkkengulvet
I denne 25 m2 minimalistiske lejlighed, der er designet af den russiske arkitekt Anton Medvedev, har man valgt at hæve køkkenet op på en platform og bruge hulrummet under køkkengulvet som parkeringsplads for en dobbeltseng i dagtimerne.
Køkken med seng gemt under gulv
Ude af øje, ude af sind. Når sengen ikke er i brug, er den gemt helt væk under køkkenet. Foto: Anton Medvedev
Seng i køkken rullet halvt ud, så den kan bruges som sovesofa
Sengen, der er på hjul, kan rulles halvt ud og bruges som sofa. Foto: Anton Medvedev
Seng foldet helt ud med læselamper over
Om aftenen trækkes sengen helt ud, og med et snuptag er stuen forvandlet til soveværelse. Et indbygget rullegardin kan trækkes ned, hvis man ønsker at separere alrum og køkken. Foto: Anton Medvedev
Indbygget skrivebord trukket ud fra væg
Den tilstødende væg har indbyggede skabe fra loft til gulv. Underskabene er udformet, så et bord kan passes ind som en brik i et puslespil. Det kan så trækkes ud, når der er behov for det. Foto: Anton Medvedev
Skrivebord forvandlet til spisebord
Bordet kan forlænges, så det kan bruges som spisebord med plads til otte mennesker. Foto: Anton Medvedev
Spisebordet er indbygget i køkkenbordet
Det franske par, Jean-Christophe og Isabelle, gik i gang med den helt store renovering af deres hjem, efter at deres børn havde forladt reden. De havde dog svært ved at blive enige om, hvordan køkkenalrummet skulle se ud. Jean-Christophe ønskede en stor stue, mens Isabelle ønskede sig et kæmpe køkken. I samarbejde med de to designere Florian Bochard fra Atelier FB og Marie Adam fra Agence Mad formåede de at indgå et kompromis.
Køkkenhalvø med bordplade, der kan bruges som spiseplads
Ved at bygge et spisebord, der kan roteres, ind i køkkenbordet, blev der både plads til et stort køkken og et stort alrum. Til daglig kan parret indtage deres måltider ved køkkenhalvøen.
Bordplade roteret ud i rummet
Hvis der kommer gæster, eller parret blot ønsker at sidde ved et rigtigt spisebord, roteres bordpladen 45 grader. Foto: Atelier FB/Agence Mad
Udsigt over rummet med udtrukket bordplade
Fordi spisestuen stort set kan gemmes væk i køkkenhalvøen, kan det franske par nyde en åben og lys stue med masser af plads. Foto: Atelier FB/Agence Mad
Pladsbesparende indretning: seng og opbevaring i ét
Det er en god idé at tænke i kubikmetre fremfor kvadratmetre, når man skal indrette en lille bolig, og det er præcis hvad det russiske arkitektfirma INT2 Architecture gjorde, da de blev bedt om at designe et værelse til en teenagepige i Moskva.
Seng omkranset af skabe, skuffer og reoler
Arkitekterne valgte at montere skabe og skuffer omkring og under sengen. På den måde er det lykkedes at skabe masser af opbevaring på meget lidt plads. Foto: INT2 Architecture
Skab og skuffer trukket ud
Klædeskabet i højre side kan trækkes helt ud, hvilket giver et godt overblik over den samlede garderobe. Foto: INT2 Architecture