Poul Erner Andersen har trods sine 90 år masser af energi. Det bruger han nu et seniorbofællesskab i Søllerød i stedet for at bruge kræfter på at vedligeholde et stort hus i Holte. Foto: Simon Johansen
Kort om:
Hvem: Poul Erner Andersen
Alder: 90
Hvor: fra stort hus i Holte til Lions Park i Søllerød
Poul Erner Andersens far døde som 95-årig.
Poul Erner er selv 90 år i dag, men er ikke mæt af dage.
- Jeg har altid sagt, at hvis jeg ikke kan slå min far, så er jeg for ringe, siger han og griner.
- Men jeg skulle jo også gerne blive mere end 95, så det ville være en god idé at spare lidt på energien.
Et eventyrliv i Afrika
Derfor valgte Poul Erner at flytte i seniorcenteret Lions Park i Søllerød. Førhen boede han i et stort hus i Gammel Holte, hvor han levede det, han betegner som et ”eventyrliv”.
Som levnedsmiddelteknolog rejste han igennem hele sin karriere verden rundt og havde i mange år ikke nogen fast adresse i Danmark. Det var først, da han mødte sin Inger, at han overvejede, at det ville være en god idé med en base i hjemlandet.
Inger var selv bosat i Kenya, da de besluttede sig for at blive gift, og sådan gik det til, at Poul Erner og Inger blev viet på Karen Blixens farm.
De besluttede sig for at slå sig ned i det store hus i Gammel Holte og boede der, indtil Inger tolv et halvt år senere døde af kræft.
Men Poul Erner blev boende. Det var først, da han i begyndelsen af det nye årtusinde blev introduceret til lejlighederne i bofællesskabet Lions Park i Søllerød, at han kom på andre tanker.
- Jeg flyttede hertil, fordi jeg så en mulighed i det. Fordi det var nemt. Jeg kunne ligeså godt være blevet i det andet hus, men jeg traf en beslutning. Det er det, jeg mener, man bør være opmærksom på, når man bliver ældre. Foto: Simon Johansen
Et tilbud for godt til at afslå
- Det havde egentlig ikke noget at gøre med, at jeg var træt eller manglede energi og kræfter. Næ, jeg spillede stadig badminton og tennis og kunne fint klatre op og ned ad trapperne i huset, siger Poul Erner, der med sit veltrimmede fuldskæg og den klassiske sideskilning da heller ikke ligner en mand på 90.
- Det handler mere om, at tilbuddet var for godt til at afslå. Jeg havde ikke brug for så meget plads, og her var der alt, hvad jeg havde brug for, siger han.
Længere nede ad gangen i bofællesskabet bor Poul Erners veninde Lise.
- Der er mange, der er misundelige på den konstellation, men Lise og jeg har det bedst ved at bo hvert sit sted. Det er nemt at se hinanden, men også muligt at gå hvert til sit, når der er behov for det, fortæller Poul Erner.
På væggene hænger malerier af kenyanske landskaber malet af Poul Erners afdøde hustru, og på reolerne står de kogebøger, som hun nåede at skrive. På den måde har Poul Erner tager minderne med sig, da han flyttede fra huset i Gammel Holte. Minderne om ”eventyrlivet” er det eneste, han har brug for.
- Jeg har aldrig været bundet til steder, siger den berejste 90-årige.
Han kunne flytte hvor som helst hen og nærer ikke særlige følelser til det hus, han forlod.
- Jeg flyttede hertil, fordi jeg så en mulighed i det. Fordi det var nemt. Jeg kunne ligeså godt være blevet i det andet hus, men jeg traf en beslutning. Det er det, jeg mener, man bør være opmærksom på, når man bliver ældre. Har du lyst, mulighed og kræfter til at blive boende, så gør det. Hvis du har lyst til at flytte, så gør det. Men du skal ikke vente for så senere at fortryde din beslutning. Det er livet for kort til, siger han.
