Selv om private borgere eller foreninger køber huse til nedrivning, bliver husene ikke nødvendigvis fjernet. Først skal kommunen finde penge til nedrivning i budgettet, og derefter skal opgaverne sendes i udbud. Foto: Andreas Bang Kirkegaard
Når Bente Mouritzen køber et hus, betaler hun sjældent mere end 10.000 kr. for det. Alligevel kan det være svært at få råd til alle de huse, hun gerne vil have fat i.
Som planlægger i Hjørring Kommune opkøber hun forfaldne ejendomme, enten på tvangsauktion eller direkte af sælgeren. Ofte er kommunen den eneste interesserede køber.
Hjørring er, ligesom Lolland, en af de kommuner, der har arbejdet længst med målrettet opkøb og nedrivning. Tilsammen har de to kommuner nedrevet over 1.000 huse siden 2008. I starten var der lidt skepsis i Hjørring.
Nogle af de her udlejere er fuldstændigt ligeglade med standarden af husene. De lejer for eksempel ud til meget dårligt stillede familier, der gerne vil bo afsides og måske gemme sig lidt.
– Der blev slået nogle toner an a la: ”Nu kommer kommunen med en bulldozer og fjerner det hele”. Men ude i landsbyerne tog man det stille og roligt. Der vil man så at sige gerne slippe af med de grimme tænder i tandrækken, fortæller Bente Mouritzen.
Samme oplevelse har hendes kollega Rie Christensen i Lolland Kommune. Her er det ofte naboer til forfaldne huse, der kontakter kommunen og beder om hjælp til nedrivning.
Flere penge i statens nedrivningspulje, men større egenbetaling
Men tomme og uønskede huse bliver ikke nødvendigvis fjernet. Godt nok blev den statslige nedrivningspulje i foråret 2019 øget af Folketinget. Men samtidig blev den såkaldte refusionsprocent sat ned. Det betyder, at den enkelte kommune selv skal betale en større andel af udgifterne til nedrivning. Det skal der først findes penge til på kommunernes budgetter.
– Der er ikke så mange landkommuner, der har en masse frie midler til nedrivninger, så jeg kan være lidt nervøs for, om der kommer den store effekt, siger Bente Mouritzen.
Udover hensynet til naboer og huspriser i lokalområdet, så bliver der i både Hjørring, Thisted og på Lolland også skelet til husenes udseende. Er et hus synligt forfaldent, og ligger det et sted, hvor turister og forbipasserende nemt får øje på det, har det en større chance for at blive revet ned.
Prisen for at undgå bolighajer og ’lædervest-klædte typer’
Endelig er der en sidste, men betydningsfuld overvejelse. Hvem der kan finde på at overtage huset, hvis kommunen ikke gør det. Og hvem de udlejer til.
– Nogle af de her udlejere er fuldstændigt ligeglade med standarden af husene. De lejer for eksempel ud til meget dårligt stillede familier, der gerne vil bo afsides og måske gemme sig lidt. Det kommer der sjældent noget godt ud af. Den slags ejendomme kan godt ligge et stykke fra andre bebyggelser, men vi prioriterer alligevel at få dem fjernet, fortæller René Nielsen, projektleder i By og Byfornyelse i Thisted Kommune.
Når det handler om uønskede ejere og lejere, så vil Videncentret Bolius' kilder helst ikke vil nævne konkrete navne. De bruger omskrivninger. Borgere kalder det ’bolighajer’, embedsmænd kalder det ’spekulativ udlejning’ eller ’lædervest-klædte typer’.
For nylig var Bente Mouritzen ude i en budkrig med den sidstnævnte slags. Dem ville Hjørring Kommune gerne undgå at få som husejere i kommunen:
– Så der bød vi 150.000 kr. på en tvangsauktion og købte huset, fortæller hun.
