Hvad bør du overveje, når du køber byggematerialer?
Når du køber byggematerialer, gælder det først og fremmest om at vælge de rigtige materialer til opgaven.
Du skal altid vælge byggematerialer, som er godkendte iht. bygningsreglementet. Skal du fx have udskiftet den indvendige dør ned til kælderen, stiller bygningsreglementet krav om, at døren skal kunne modstå brand i op til 30 minutter. Dette krav gælder, hvis huset har to etager ud over kælderen.
Nogle opgaver stiller særlige krav til materialets styrke og holdbarhed. For eksempel skal gulvfliser være stærkere end vægfliser, fordi gulvet er udsat for en større belastning fra møbler og personer.
Et godt råd er at tænke langsigtet. Mange byggematerialer kan holde i lang tid - ofte længere, end man forestiller sig, når man køber dem. Derfor er det en god idé at købe solide materialer med en lang holdbarhed, også selvom de måske er lidt dyrere. I længden kan det nemlig vise sig at være billigst.
Det er en god idé at købe lidt ekstra af materialerne, så du har til reparationer og hvis du skal udvide eller bygge videre.
Du kan søge råd hos en fagmand - fx en håndværker, arkitekt eller byggerådgiver - hvis du er i tvivl om, hvilke materialer du skal vælge til dit byggeprojekt. Ved større byggeprojekter kan det anbefales at lade håndværkerne købe materialerne.
10 gode råd når du skal købe byggematerialer
- Lad håndværkeren købe byggevarerne, når håndværkeren udfører en opgave for dig, men lav en skriftlig aftale, der sikrer dig, hvis der er fejl og mangler ved materialerne, så det ikke er dig der bærer risikoen.
- Overvej, om du selv kan vælge materialer, eller om du har brug for rådgivning.
- Overvej, hvilke krav den konkrete opgave stiller til materialerne.
- Vær opmærksom på, at bygningsreglementet stiller krav til nogle materialer, fx krav om brandsikkerhed, isoleringsevne, tæthed mv.
- Det er en god idé at købe anerkendte og veldokumenterede materialer (fx materialer, der er testet og mærket), da det kan koste dyrt at prøve alternative og billige materialer, som ikke er afprøvet eller godkendte.
- Tænk langsigtet - et dyrt materiale kan godt være billigst i længden, fordi det holder længere end det materiale, der er billigst at købe.
- Vælg materialer, der passer til bygningen og omgivelserne.
- Vær opmærksom på, at nogle materialer er svære at arbejde med og kræver et særligt håndelag eller specielle maskiner, mens andre materialer er lettere at bruge for uerfarne byggefolk. Vejret bør du også taget højde for. Især ved udvendige arbejder.
- Undersøg markedet grundigt, inden du køber dine materialer.
- Køb lidt ekstra materialer, så der både er til spild under byggeriet og til reparationer senere. Som tommelfingerregel er det en god idé at købe 10 procent mere ind.
Hvor kan du købe byggematerialer?
Du kan købe byggematerialer mange steder, bl.a.:
- Byggemarkeder og trælasthandler
- Hos producenten
- Gennem håndværkeren
- Som genbrug
Det mest almindelige er at købe byggematerialer i trælasthandler og byggemarkeder. Inden for de sidste 10-15 år har byggemarkederne tilpasset sig de private forbrugere, hvor de tidligere først og fremmest rettede sig mod de professionelle håndværkere. Der er dog stadigvæk byggemarkeder, hvor private gør det selv-folk ikke kan få lov til at købe. Det gælder særligt for el- og vvs-området.
Langt de fleste producenter af byggematerialer sælger deres varer gennem trælaster og byggemarkeder. Men i nogle tilfælde kan du også købe byggematerialer hos producenten. Det gælder fx mindre producenter af håndlavede danske produkter og nogle danske forhandlere af udenlandske byggematerialer.
Vælg materialer, der:
- Er stærke nok til den opgave, de skal bruges til.
- Er lovlige at indbygge i den konkrete opgave.
- Er holdbare på længere sigt.
- Er lette at vedligeholde.
- Er omfattet af en mærkningsordning, så du har en sikkerhed for deres kvalitet.
- Har en fornuftig pris i forhold til tilsvarende materialer.
- Har et udseende og en stil, som du kan lide.
Det er også muligt at købe brugte byggematerialer. Genbrugsmarkedet for byggematerialer er vokset de seneste par år. Nu findes der specielle trælaster med fokus på genbrugsvarer. Mange byggematerialer sælges også via dba.dk og lignende steder.
Køber du brugte byggematerialer, er du med til at forlænge levetiden for de enkelte materialer og er med til at reducere brugen af nye. Du skal dog være opmærksom på, om materialerne indeholder skadelige stoffer som pcb, asbest og bly, som kan udgøre en sundhedsrisiko. Desuden vil der i mange tilfælde heller ikke være den samme garanti på de brugte materialer.
Sidst, men ikke mindst er det blevet helt normalt at købe byggematerialer over internettet. I dag kan du få stort set alle byggematerialer leveret direkte til døren efter køb på internettet. Det gælder også materialer til opgaver, som kun må udføres af en autoriseret fagmand, som fx kloak-, el- og VVS-arbejder.
Kan det betale sig at købe byggematerialer selv, når du har håndværkere?
Det er i mange tilfælde en dårlig idé at købe materialerne selv, hvis du har hyret en håndværker til en byggeopgave. Du risikerer en masse bøvl og ekstra omkostninger, hvis de rigtige materialer ikke er der til tiden og i den rette mængde.
Hvis du selv står for indkøbet, er det dig, der har ansvaret og skal betale for den tid, håndværkeren venter på materialer, som er forsinkede. Det er dog stadig håndværkeren, der har ansvaret for byggematerialerne, når de er blevet overbragt, ligesom at håndværkeren har ansvaret for materialerne indtil afleveringen af opgaven har fundet sted.
Udnyt håndværkerens erfaring
Det er en god idé at gøre brug af håndværkerens ekspertise, når der skal købes mange forskellige materialer til en større byggeopgave. Håndværkeren har både erfaring med at vælge de rigtige materialer til opgaven og viden om, hvilke materialer der kan bygges sammen. For eksempel ved håndværkeren, hvad der vil være et godt alternativ, hvis den vare, man skal bruge, ikke kan skaffes.
En erfaren håndværker ved også, hvilke materialer der er lettest at arbejde med, og som vil give det bedste resultat. Desuden får håndværkeren ofte en rabat som så afspejles i den samlede pris fra håndværkeren.
For uerfarne byggefolk kan det også være svært at beregne, hvor store mængder af de forskellige materialer der skal bruges, da der skal beregnes et vist spild.
Håndværkeren får selv den fortjeneste, som vedkommende kan opnå ved diverse rabatter og lign. Til gengæld slipper du for besværet med fejlagtig opmåling, materialer, der ikke passer i størrelsen, forkerte farver og sorteringer, bytning af materialer med fejl og skader osv. Og besparelsen kan også nogle gange gøre, at du får hele arbejdet til en billig pris, end hvis du selv har købt og betalt materialerne.
Nogle byggematerialer kan du selv købe
Der er dog ikke altid, at det er nemmest at sætte håndværkeren til at stå for alle indkøb. Skal du fx have skiftet dørgrebene ud på alle dine døre, kan du sagtens selv gå ud og finde de dørgreb, du bedst kan lide, købe dem og bagefter få håndværkeren til at montere dem.
I nogle tilfælde kan du få håndværkeren til at måle op og lave en præcis liste, som du så selv køber ind efter. På den måde kan du spare lidt, men det er nok tvivlsomt, om det er besværet og risikoen værd.
Hvordan opnår du rabat på byggematerialer?
At købe mange materialer på en gang er nok den bedste måde, hvis du vil have rabat på køb af byggematerialer. Håndværkere kan ofte opnå rabatter på mellem 10 og 40 procent, afhængigt af hvor meget de køber ad gangen eller i løbet af et år.
Hvis du samler en større bestilling i stedet for at splitte den op i flere små ordre, vil du ofte kunne opnå næsten de samme rabatter, som de lokale håndværkere får. Især hvis du bruger lidt tid på at undersøge markedet for byggematerialer grundigt, inden du bestiller.
Det er ikke lige let at få rabat på alle varer. Rabat gives især på trævarer, murervarer og på mere specielle byggevarer som trægulve af særlige eksotiske træsorter og specielle fliser og sanitet. Her er der normalt en god chance for at gøre en god handel og få pæne rabatter. Det er som regel noget sværere at opnå rabat på meget almindelige varer som fx trælægter, isolering, gipsplader m.v. Her er konkurrencen så hård, at priserne allerede er sat ret lavt.
Kan du få pengene tilbage, hvis der er fejl i varen?
Hvis du køber byggematerialer i et byggemarked eller hos en anden forhandler, har du ifølge købeloven ret til at få pengene tilbage eller få nye byggematerialer, hvis der er fejl eller mangler ved materialerne. Denne reklamationsret gælder for byggevarer i fem år efter købet. Du skal dog reagere inden for højst to måneder fra det tidspunkt, hvor du har opdaget problemet.
Reklamationsretten er ikke det samme som en garanti. Hvis en forhandler giver dig garanti på en vare, skal garantien være bedre end den ret, du er sikret efter købeloven. Får du fx ti års garanti på en vare, så er det bedre end de fem års reklamationsret, du har ifølge købeloven.
Hvis du lader en håndværker, der udfører en opgave for dig, købe byggematerialerne, gælder købeloven ikke. Så her er du dårligt stillet, hvis der er fejl og mangler ved materialerne. Derfor er det en god idé at indgå en forbrugeraftale med håndværkeren, da den normalt giver dig fem års reklamationsret i forhold til håndværkeren. En forbrugeraftale er en skriftlig aftale på baggrund af de almindelige betingelser for arbejder og leverancer fra en bygge- og anlægsvirksomhed.
Kan du få pengene tilbage, hvis du fortryder dit køb af byggematerialer?
Købeloven giver dig ikke ret til at fortryde et køb, men mange forhandlere tilbyder alligevel en fortrydelsesret, som normalt er på 14 dage. Du kan kun være sikker på at kunne bytte eller levere byggematerialer tilbage til byggemarkedet eller trælasten, hvis du har sikret dig, at butikken yder denne service.
Anderledes er det, hvis du køber byggematerialer eller andre varer over internettet. Så har du ifølge købeloven ret til at fortryde købet og levere den ubrugte vare tilbage inden 14 dage. Det er dog køberen (altså dig), som skal betale fragten tilbage til sælgeren.
Du har normalt ikke mulighed for at fortryde købet af byggematerialer, der er fremstillet specielt efter dine ønsker eller efter specielle mål. Det kan fx være bordplader, som er skåret efter mål eller tilskåret vinduesplader til vinduer med specifikke mål osv.
Byggemarkeder, der især handler med professionelle, har ofte deres egne salgs- og leverancebetingelser. Det er en god idé at sætte sig ind i dem, før du køber byggematerialer disse steder. Nogle forhandlere tager et gebyr for at tage en vare retur. Gebyret skal dække den ulejlighed, sælgeren har ved returneringen.