Glasuld opsættes i væg. Foto: Colourbox
Hvilke krav er der til isoleringsmaterialer i byggeriet?
Siden oliekrisen i 1970’erne har vi i Danmark haft ekstra fokus på varmetab og isolering af vores boliger. Disse krav er blevet skærpet løbende, og i dag er der angivet helt specifikke krav til, hvor meget energi der maksimalt må bruges til bl.a. varme, ventilation og køling i et nybygget byggeri.
Desuden er det i dag et lovkrav, at man så vidt muligt skal efterisolere op til nutidens standard, når man fx ændrer anvendelsen af en bygning eller udfører væsentlige ændringer på bygningens facade, tag eller vinduer.
Fra 2023 bliver der indført nye regler i bygningsreglementet, der stiller krav til byggeriets klimaaftryk. Kravene betyder, at der fremover bliver sat øvre grænser for husets samlede CO2-udledning fra både opførsel, drift og nedtagning.
Hvad skal du overveje, når du vælger isoleringstype?
Isolering er en central del af bygningen, og selvom du ikke skal se direkte på isoleringslaget, har isoleringen stor betydning for komforten i din bolig. En korrekt udført konstruktion med det rette valg af isolering kan give en lavere varmeregning og vil sammen med den rette udluftning og ventilering sikre dig et sundt hus med godt indeklima.
Når du skal vælge isoleringsmaterialer, er der nogle forhold du skal have med i dine overvejelser:
Hvor skal isoleringen sidde? Skal isoleringen sidde ind- eller udvendigt på ydervæggen, og skal den fx kunne tåle tryk?
Hvilke materialer er der på bygningens yderste lag, der skal skærme isoleringen for blæst og regn, også kaldet klimaskærmen? Og hvad er standen på klimaskærmen?
Hvilke krav er der til isoleringsevnen i den samlede konstruktion?
Hvilke typer af materialer omgiver isoleringen? Er isoleringen fritlagt på nogle sider? Materialer som mursten, gips og træ påvirker, hvordan det endelige byggeri opfører sig i forhold til akustik, brand, fugt osv.
Har isoleringsmaterialet nogen negativ påvirkning på fx indeklimaet, personen, der skal arbejde med materialet, og på miljøet?
Skal isoleringen være i faste plader, som ruller eller måske kunne blæses ind som løst granulat?
Hvad er dit budget?
Varmeledningsevne, U-værdi og lambda-værdi
Et isoleringsmateriale er kendetegnet ved, at det leder varmen meget dårligt (i modsætning til fx metal, glas og sten). Det er hovedsageligt den stillestående luft i isoleringsmaterialerne, der giver denne egenskab, hvilket desuden betyder, at de fleste isoleringsmaterialer er meget lette.
De enkelte bygningsdeles evne til at holde på varmen kaldes varmetabskoefficienten eller U-værdi og måles i enheden W/m2*K (Watt pr. kvadratmeter pr. varmegrad). Jo lavere U-værdien er, jo bedre isolerer materialet.
For at udregne U-værdien skal du først udregne den såkaldte isolans (R-værdi) og varmeledningsevnen (lambda-værdi).
Lambda-værdien måles i enheden W/m*K (Watt pr. meter pr. varmegrad) og angiver, hvor godt et givent materiale leder varmen.
Når du skal vælge isoleringsmateriale, kan du bruge isoleringens lambda-værdi til at vurdere isoleringsevnen for den specifikke isolering.
Isoleringsmaterialets brandværdi
I bygningsreglementet er der krav til bygningens samlede brandklasse. Den afhænger af, hvad bygningen skal bruges til. For almindelige familiehuse bliver der bl.a. stillet krav til bygningens samlede konstruktioners brandmodstand samt krav til væg- og loftbeklædningen i huset.
For byggematerialer findes der forskellige skalaer for brandmodstandevnen, alt efter hvilken funktion materialet har. Isolering kan tildeles følgende klassificeringer: A1, A2, B, C, D, E og F.
Klasserne A1 og A2 er de højeste og defineres som ubrændbare, mens klasse E er den laveste, og klasse F defineres som uklassificerbar. Klasse A2-D suppleres desuden med tillægsklasser for røgdannelse (s) og brændende dråber (d).
Ved isoleringsmaterialer med brandklasser lavere end A2 skal der ofte beklædes med et materiale, der klassificeres som ubrændbart.
Isoleringsmaterialets fugthåndtering
Et for højt fugtniveau i isoleringen kan betyde, at der kommer en forhøjet risiko for bl.a. skimmelsvamp i konstruktionen. Fugt i isoleringen kan komme af flere årsager, fx fra nedbør, grundfugt fra jorden og vanddampe inde fra huset, der kommer fra mennesker, madlavning og bad.
Alle isoleringsmaterialer kan optage fugt fra luften, og nogle typer binder mere end andre. Biobaserede isoleringstyper og visse mineralske isoleringsmaterialer kan optage store mængder fugt, og det er ofte de typer isolering, der bruges i diffusionsåbne konstruktioner. Ved diffusionsåbne konstruktioner er der ikke nogen dampspærre i væggen, og fugt kan transporteres ind og ud gennem væggene, uden at fugten ophober sig som kondens.
Der findes flere måder at undgå fugt i konstruktionen og isoleringen, og når du skal vælge isoleringsmateriale, er det er vigtigt, at der tages højde for den rette tæthed mod damp og regn, temperatur i konstruktionen samt den rette ventilation, der kan lede fugten væk.
Klimaaftryk
Materialets samlede klimaaftryk udregnes ved hjælp af en LCA – eller en livscyklusvurdering – som beregner materialets belastning af klimaet gennem hele levetiden.
Klimaaftrykket er opgjort i CO2e, da der bliver udledt flere typer af drivhusgasser: kuldioxid (CO2), metan og lattergas. For at kunne opgøre klimapåvirkningen fra de gasser i ét tal bliver udledningen omregnet til CO2e (CO2-ækvivalenter).
I denne artikel oplistes de forskellige isoleringsmaterialers klimaaftryk som den mængde CO2e, der udledes under produktionsfasen.
Når der skal vælges et specifikt isoleringsmateriale, kan CO2-udledningen fra netop produktionsfasen være en god guide til at vælge et isoleringsmateriale med et lavere eller højere klimaaftryk.
En LCA beregner også materialernes CO2-udledning i forbindelse med brug og vedligehold undervejs i husets levetid, samt hvordan isoleringen kan bruges igen og behandles, når det bliver taget ned fra huset igen engang.
Isoleringsmaterialets klimapåvirkning
Når vi isolerer vores huse, sørger vi for, at vi ikke bruger unødigt store mængder energi til opvarmning af vores boliger. Hovedformålet ved at isolere og efterisolere er ofte at opnå en økonomisk besparelse som følge af et lavere energiforbrug til opvarmning, samtidig med at det lavere energiforbrug også medfører en lavere CO2-udledning, der er til gavn for både den enkelte person og for klimaet.
Det er i dag klart, at valg af byggematerialer har en stor påvirkning på bygningens samlede CO2-udledning og klimapåvirkning. Alle byggematerialer, heriblandt isoleringsmaterialer, har under selve produktionen på fabrikken afsat et klimaaftryk, idet materialet er blevet fx opvarmet, kemisk opskummet eller på anden måde forarbejdet. Dette klimaaftryk kaldes den indlejrede energi og medregnes i dag for at vurdere, om fx efterisolering af et hus samlet set er klimaeffektivt.
Når du skal vælge isoleringsmateriale, kan du bruge produktets LCA-beregning til at få et overblik over isoleringens klimaaftryk under produktionen og isoleringens samlede klimaaftryk over hele levetiden. Vær opmærksom på at en samlet bæredygtighedsvurdering afhænger af mange andre forhold som holdbarhed, ressourceforbrug og genanvendelighed.
Sammenligning af udvalgte isoleringsmaterialer til din bolig
Hvilke typer isoleringsmateriale findes der?
I denne artikel gennemgår vi nogle af de mest udbredte isoleringstyper på markedet. Udbuddet af isoleringsmaterialer er under stadig udvikling, og der kommer løbende nye produkter og løsninger på markedet. I denne artikel opdeles isoleringsmaterialerne i tre hovedgrupper:
- Mineralske isoleringsmaterialer
- Plastbaserede isoleringsmaterialer
- Biobaserede isoleringsmaterialer.
Mineralske isoleringsmaterialer
Mineralske isoleringsmaterialer er kendetegnet ved at være produceret af råstoffer som sten og mineraler, der under høj varme bearbejdes til fibre eller kugler. Mineralske isoleringsmaterialer har blandt andet egenskaber som god isoleringsevne, høj modstandsevne over for brand og en meget lang levetid.
Herunder er en beskrivelse af følgende mineralske isoleringsmaterialer:
- Mineraluld: Glasuld og stenuld
- Celleglas
- Kalciumsilikatplader.
Mineraluld: Glasuld og stenuld
Mineraluld som isolering i en tagkonstruktion. Foto: Per Morten Abrahamsen
Mineraluld er fællesbetegnelsen for glasuld og stenuld og fremstilles af glas eller sten, som under høj varme bliver så flydende, at materialet kan trækkes ud og spindes til små fibre, der samles som plader, ruller eller granulat.
Anvendelse
Oftest bruges mineraluld som plader og som færdigstøbte isoleringsløsninger til fx rørføring, men det fås også som granulat. Mineraluld kan anvendes til isolering af ydervægge, skrå og flade tage, loft og udvendig isolering af kældervægge. Der findes desuden trykfast mineraluld, der kan bruges som isolering til terrændæk.
Mineraluld har en god isoleringsevne og fås typisk med en lambdaværdi på 0,037W/m*K.
Fibrene fra mineraluld er generende for hud, øjne og åndedræt, og det anbefales derfor at have både heldragt, handsker, sikkerhedsbriller, samt en P2-støvmaske på, når du arbejder med mineraluldsisolering.
Klimaaftryk
Glasuld med en U-værdi på 0,15 har i gennemsnit udledt 3,07 kg CO2e pr. m2, når det er blevet produceret.
Stenuld med en U-værdi på 0,15 har i gennemsnit udledt 16,48 kg CO2e pr. m2, når det er blevet produceret.
Klimaaftrykket for mineraluld er relativt højt sammenlignet med andre typer isolering i artiklen. Da råmaterialet til mineraluld, især stenuld, skal opvarmes i op til 1.200 grader varme smelteovne, bruges der under produktionen store mængder energi, hvilket medregnes i den samlede CO2-udledning.
Celleglas
Celleglas har en høj trykstyrke og bruges fx som isolering til terrændæk. Foto: Foamglas
Celleglas er en betegnelse for affaldsglas, mineraler og kul, der opskummes og som resultat ligner sten fyldt med små luftceller. Celleglas dannes gennem i en smelteovn ved kraftig opvarmning til ca. 1.100 grader, og ved hjælp af gasser og dampe dannes små luftlommer, der får glasmassen til at vokse op til 20 gange materialets oprindelige størrelse.
Anvendelse
Celleglas fås både som blokke, som granulat eller i perleform. Celleglas har en høj trykstyrke og er modstandsdygtig over for vand, og det bruges derfor især som isolering til terrændæk og flade tage og egner sig også til udvendig isolering af kældervægge. I perleform kan det desuden anvendes til efterisolering af hulmure.
Celleglas har en god isoleringsevne og fås typisk med en lambdaværdi på mellem 0,036 og 0,05 W/m*K.
Støvet fra celleglas kan være generende for hud, øjne og åndedræt, og det anbefales derfor at have minimum sikkerhedsbriller og en P2-støvmaske på, når du arbejder med celleglasisolering.
Klimaaftryk
Celleglas med en U-værdi på 0,15 har i gennemsnit udledt 57,42 kg CO2e pr. m2, når det er blevet produceret.
Klimaaftrykket for celleglas er det højeste sammenlignet med de andre typer isolering i denne artikel. Da råmaterialet til celleglas skal opvarmes flere gange i op til 1.250 grader varme smelteovne, bruges der under produktionen store mængder energi. Derudover anvendes der kemikalier til opskumningen af celleglasset, hvis CO2-udledning også medregnes i den samlede CO2-udledning.
Perlite
Isoleringsmaterialet perlite lægger sig nemt rundt om rør og ujævnheder. Foto: Nordiske Perlite
Perlite er et isoleringsmateriale, der er fremstillet af en vulkansk bjergart og består hovedsageligt af siliciumoxid.
Perlite knuses og opvarmes ved høj varme, til det ekspanderer. Resultatet er et hvidt, finkornet isoleringsmateriale, som kaldes ekspanderet perlite. For at gøre perlite vandafvisende er overfladen behandlet med silikoneharpiks.
Anvendelse
Perlite kan anvendes som isolering i de fleste bygningsdele i huset. Det er nemt at isolere med perlite. Det kan gøres på to måder. Man kan vælge at hælde perliten ud af sække det sted, man vil efterisolere, eller man kan benytte en indblæsningsmaskine.
Perlite har en god isoleringsevne og fås typisk med en lambdaværdi på 0,042 W/m*K.
Perlite er stærkt støvende, så det anbefales at bruge åndedrætsværn med P2-støvfilter under arbejdet. Da kornstørrelsen er ret lille, stilles der store krav til konstruktionens tæthed, da perlite kan trænge ud gennem selv små huller og sprækker.
Klimaaftryk
Perlite med en U-værdi på 0,15 har i gennemsnit udledt 5,85 kg CO2e pr. m2, når det er blevet produceret.
Klimaaftrykket for perlite er lavere end de fleste andre mineralske og plastbaserede isoleringsmaterialer, men højere end de biobaserede isoleringsmaterialer. Råmaterialet til perlite skal opvarmes op til 1.100 grader, så der skal derfor bruges store mængder energi under produktionen, hvilket medregnes i den samlede CO2-udledning.
Kalciumsilikatplader
Kalciumsilikatplader opsat på væg i kælderrum. Foto: Malte Abildgaard Christensen
Kalciumsilikatplader er kalkbaserede plader fyldt med små lufthuller. De består af en blanding af kalk, vand, cement og aluminiumspulver. Aluminiumspulveret virker som en slags hævemiddel og får blandingen til at hæve til ca. dobbeltstørrelse.
Anvendelse
Kalciumsilikatplader fås primært som plader eller blokke i forskellig tykkelse og bruges især til indvendig og udvendig efterefterisolering af ydervæggene.
Kalciumsilikatplader er kapillaraktive, hvilket vil sige, at materialet kan optage og afgive fugt, og derfor egner kalciumsilikatplader sig som isolering til vægge uden dampspærre. For at opnå den diffusionsåbne effekt er det nødvendigt at bruge den rette bindemørtel samt undgå diffusionslukket maling på overfladen.
Kalciumsilikatplader har en lavere isoleringsevne end nogle af de andre isoleringsmaterialer i denne artikel, og fås typisk med en lambdaværdi på 0,068W/m*K.
Støvet fra kalciumsilikatplader er basisk og derfor generende for hud, øjne og åndedræt, og det anbefales derfor at have både heldragt, handsker, sikkerhedsbriller samt en P2-støvmaske på, når du arbejder med kalciumsilikatplader.
Klimaaftryk
Kalciumsilikatplader med en U-værdi på 0,15 har i gennemsnit udledt 23,6 kg CO2e pr. m2, når det er blevet produceret.
Klimaaftrykket for kalciumsilikatplader er et af de højeste sammenlignet med de andre typer isolering i denne artikel. Da råmaterialet til kalciumsilikatplader skal opvarmes ved høje temperaturer, bruges der under produktionen store mængder energi.
Plastbaserede isoleringsmaterialer
Plastbaserede isoleringsmaterialer er kendetegnet ved at være fremstillet af opskummet styren, fx polystyren, der dannes af råolie og naturgas. De plastbaserede isoleringsmaterialer har blandt andet egenskaber som lav vægt, høj isoleringsevne samt dårligere modstandsevne over for brand.
Herunder er en beskrivelse af følgende plastbaserede isoleringsmaterialer:
- Ekspanderet og ekstruderet polystyren (EPS og XPS)
- Polyurethan og polyisocyanurat (PUR OG PIR).
Ekspanderet og ekstruderet polystyren (EPS og XPS)
EPS som isolerende lag i terrændæk. Foto: Jann Wagner
EPS står for ekspanderet polystyren og kendes af mange som flamingo, der egentlig er et produktnavn. EPS er et polystyren (plastbaseret) produkt, som ved hjælp af vanddampe og kemikalier skummes op, så der dannes luftfyldte skumperler. Perlerne kan enten bruges direkte som løsfyld eller sammensmeltes til færdige blokke. EPS fås også i en grå udgave med tilført grafit, hvilket giver materialet en 20 procent bedre isoleringsevne.
XPS står for ekstruderet polystyren og er ligesom EPS en type polystyrenskum, der opskummes. Under opskumningen dannes der ikke perler, men i stedet faste polystyrenkrystaller, og strukturen i den færdige XPS er derfor mere ensartet end EPS.
Anvendelse
EPS og XPS som blokke har en høj trykstyrke og bruges derfor ofte som isolering i terrændæk og flade tage. Blokkene er lette at tilpasse og kan desuden fås i speciallavede udformninger fra producenten. EPS kan også fås som løse perler, der egner sig godt til efterisolering af hulmure, hvor de små perler kan komme ind i alle dele af hulmuren.
Både EPS og XPS har en relativt høj isoleringsevne og fås typisk med en lambdaværdi på 0,031W/m*K for EPS og 0,032W/m*K for XPS.
Klimaaftryk
EPS med en U-værdi på 0,15 har i gennemsnit udledt 9,64 kg CO2e pr. m2, når det er blevet produceret.
XPS med en U-værdi på 0,15 har i gennemsnit udledt 22,00 kg CO2e pr. m2, når det er blevet produceret.
Klimaaftrykket for EPS og EXP er relativt højt, sammenlignet med de andre typer isolering i denne artikel. Kombinationen af varmetilførsel og udledning af kemikalier under selve produktionen bidrager til det samlede klimaaftryk.
Polyurethan og polyisocyanurat (PUR og PIR)
Foto: Briiso
PUR, der står for polyurethan, og PIR, der står for polyisocyanat, er begge en type af plastbaseret skum, der fremstilles ved en enten kemisk eller fysisk opskumning, hvor CO2 eller andre gasarter fordamper under produktionsprocessen og dermed ’hæver’ skummet. Typerne er især brugt til isolering af frysere og køleskabe samt kølerum og campingvogne, men har også vundet indpas i byggeriet på grund af af skumtypernes høje isoleringsevne.
Anvendelse
PUR og PIR fås som både plader, blokke og i sammensatte moduler kaldet sandwichpaneler, hvor skummet er inddækket imellem to lag af aluminium. Skumtyperne har en høj trykstyrke og bruges derfor ofte til isolering af terrændæk og flade tage. På grund af den høje isoleringsevne er PIR og PUR-skum et yndet produkt at bruge i byggerier, hvor tykkelsen på væggen spiller en afgørende rolle, fx ved minihuse.
Både PUR og PIR har en høj isoleringsevne og fås typisk med en lambdaværdi på 0,026W/m*K for PUR og 0,022W/m*K for PIR.
Klimaaftryk
PUR/PIR med en U-værdi på 0,15 har i gennemsnit udledt 14,00 kg CO2e pr. m2, når det er blevet produceret.
Klimaaftrykket for PUR og PIR er relativt højt, sammenlignet med de andre typer isolering i denne artikel. Kombinationen af varmetilførsel og udledning af gasarter under selve produktionen bidrager til det samlede klimaaftryk.
Biobaserede isoleringsmaterialer
Biobaserede materialer er kendetegnet ved at bestå af råprodukter fra dyre- og planteriget, hvoraf byggematerialerne primært kommer fra planteriget. Biobaserede materialer har blandt andet den egenskab, at de i vækstfasen, fx når et træ vokser i skoven, optager CO2 fra luften og lagrer kulstoffet i cellerne, som bliver bibeholdt, indtil materialet en dag afbrændes eller på anden måde nedbrydes.
Biobaserede byggematerialer har altså en positiv klimapåvirkning, idet det høster CO2 fra luften frem for at udlede CO2, selvom materialet bearbejdes til fx træbrædder eller isoleringsmateriale.
Biobaserede isoleringsmaterialer har blandt andet en god isoleringsevne, en lav klimapåvirkning, en middel modstandsevne over for brand samt en højere vægt.
Herunder er en beskrivelse af følgende biobaserede isoleringsmaterialer:
- Papirisolering
- Træfiberisolering
- Halm
- Hør og hamp
- Hampebeton.
Papirisolering
Papirisolering anvendes typisk til efterisolering af loftrum. Foto: Per Morten Abrahamsen
Papirisolering fremstilles typisk af returpapir, fx aviser, som findeles i flager eller stykker til granulat. For at leve op til brandkravene tilsættes papirisoleringen typisk brandhæmmende kemikalier, fx borax, borsyre og aluminiumhydroxid, som udover at nedsætte brandbarheden også forhindrer, at der opstår grobund for svampe og andre mikroorganismer, der kan føre til råd.
Anvendelse
Papirisolering anvendes primært som granulat, der kan blæses ind i hulrum i fx bygningens ydervægge eller som efterisolering af loftsrum. Papirisolering kan opsuge vand, hvilket gør, at det ikke egner sig som isolering i ydervægge, der har en høj vandpåvirkning, fx ved at være udsat for slagregn fra vest, ved et lille udhæng på taget, eller hvis ydermuren er af ringe stand. Papirisolering er til gengæld ofte brugt som isoleringsmateriale i loftrum, hvor vandpåvirkningen er minimal.
Støvet fra pairisolering er ikke generende for hud, øjne og åndedræt. Det anbefales dog altid at bruge en P2-støvmaske og evt. arbejdshandsker, når du arbejder med isolering.
Borax og borsyre, der ofte anvendes som brændhæmmende kemikalier i papiruld, er på Miljøstyrelsens liste over uønskede stoffer. Det er i dag muligt at finde produkter af papiruldsisolering på markedet helt uden uønskede kemikalier.
Papiruld har en god isoleringsevne og fås typisk med en lambdaværdi på 0,039W/m*K.
Klimaaftryk
Papirsolering med en U-værdi på 0,15 har i gennemsnit udledt -11,19 kg CO2e pr. m2, når det er blevet produceret.
Klimaaftrykket for papiruld er lavt, sammenlignet med de andre typer isolering i denne artikel. Da produktionen af papirisolering ikke kræver høj varme eller kemikalier til opskumning, bliver den samlede klimabelastning lavere. Fibrene i papiruld kommer af biobaserede råmaterialer - træ - hvilket vil sige, at fibrene har optaget CO2 i form af kulstof under vækstfasen.
Træfiberisolering
Træfiberisolering, der tilskæres med specialsav.
Isolering af træfiber fremstilles af cellulosefibre fra træer, typisk nåletræer. Når et træ fældes, bruges den bedste del til byggematerialer, og resten bliver til flis. Den flis bliver blandt andet bearbejdet til træfiberisolering.
Fremstillingen kan foregå på to måder. Den ene proces foregår ved, at træfibrene adskilles i en våd mekanisk/kemisk proces og ender ud som finkornet, gultonet vat, der bruges som løsfyld. Den anden proces foregår som en tør mekanisk proces, hvor slutresultatet er bruntonede og mere grove fibre, som ofte bliver anvendt til formfaste plader.
Der tilsættes brandhæmmende kemikalier, ofte ammoniumpolyfosfat, til træfiberisoleringen, der også er med til at holde skadedyr væk.
Anvendelse
Træfiberisolering fås både som løst materiale som granulat, der fx kan blæses ind konstruktionen, eller som formfaste plader, som man kender fra traditionel mineraluld.
Træfiberisolering kan bruges som isolering i nybyg til lofter, tagkonstruktioner og ydervægge på træhuse. Det egner sig også godt som efterisolering af fx loftrum, hvor det blæses ud som et tykt lag på loftgulvet, eller som indblæsning i tagets konstruktion.
Støvet fra træfiber er ikke generende for hud og øjne. Det anbefales at have bruge en P2-støvmaske og evt. arbejdshandsker, når du arbejder med isolering.
Træfiberisolering indeholder ammoniumpolyfosfat, der virker som brandhæmmer. Ammoniumpolyfosfat er ikke på Miljøstyrelsens liste over uønskede stoffer.
Træfiberisolering har en god isoleringsevne og fås typisk med en lambdaværdi på 0,038W/m*K.
Klimaaftryk
Træfiber med en U-værdi på 0,15 har i gennemsnit udledt -15,28 kg CO2e pr. m2, når det er blevet produceret.
Klimaaftrykket for træfiberisolering er det laveste, sammenlignet med de andre typer isolering i denne artikel.
Da produktionen af træfiber ikke kræver høj varme eller kemikalier til opskumning, bliver den samlede klimabelastning lavere. Fibrene i træfiberisolering kommer af biobaserede råmaterialer – træ – hvilket vil sige, at fibrene har optaget CO2 i form af kulstof under vækstfasen, hvilket resulterer i et lavere klimaaftryk for det færdige materiale.
Halm
Et hus, der opføres af præfabrikerede halmblokke. Foto: Ecococon Danmark, Lars Keller
Halm som isoleringsmateriale er relativt ukendt i byggebranchen, men har egentlig været anvendt i byggeriet i Danmark i over 100 år og har blandt andet en lang historie som byggemateriale i USA.
Halm som isoleringsmateriale produceres i dag af høstet halmstrå, der typisk presses til store halmmoduler, som fungerer som byggeklodser, der samles til det færdige hus ude på byggepladsen. Modulerne holdes tæt sammen af et træskelet af træfiberplader. Derudover findes der også mindre udbredte metoder, hvor husets vægge bygges op af halmballer eller af vægstore moduler.
Anvendelse
Halmmoduler bruges primært til nybyg, hvor husets vægge opbygges af store ’byggeklodser’ bestående af hårdpresset halm og træfiberplader, der fungerer som både den bærende konstruktion og som isolering.
Støvet fra halm er ikke generende for hud, øjne og åndedræt. Det anbefales at bruge en P2-støvmaske og evt. arbejdshandsker, når du arbejder med isolering.
Halm har en anelse lavere isoleringsevne og fås typisk med en lambdaværdi på 0,044 W/m*K.
Klimaaftryk
Halm med en U-værdi på 0,15 har i gennemsnit udledt -36,20 kg CO2e pr. m2, når det er blevet produceret.
Klimaaftrykket for halm som isolering er at de laveste sammenlignet med de andre typer isolering i denne artikel. Da produktionen af halmisolering ikke kræver høj varme eller kemikalier til opskumning, bliver den samlede klimabelastning lavere. Fibrene i halmisolering kommer af biobaserede råmaterialer, halm og træ, hvilket vil sige, at fibrene har optaget CO2 i form af kulstof under vækstfasen, og det resulterer i et lavere klimaaftryk for det færdige materiale.
Hør- og hampeisolering
Udskæring af hørisolering. Foto: Egen Vinding & Datter
Isolering af hør og hamp er fremstillet af fibre fra plantens stængel samt tilført syntetiske polyesterfibre og soda. Hør og hamp er begge gamle kulturplanter, som har været anvendt i Danmark gennem tiderne, fordi plantematerialet er sejt og stærkt. Hør og hamp har været anvendt til tekstiler, reb og sejl.
Isolering af hamp og hør har de samme egenskaber. Skærverne til hør- og hampeisoleringen ankommer som restprodukt fra andre produktionsområder. Skærverne forarbejdes til fibre og blandes med brandhæmmende kemikalier samt fibre af plast for at give de endelige måtter stivhed og stabilitet.
Anvendelse
Hør- og hampeisolering fås primært som formfaste plader, som man kender fra traditionel mineraluld. Hør og hamp kan bruges som isolering i nybyg til fx lofter, tagkonstruktioner, etageadskillelse og ydervægge på træhuse.
Støvet fra hør- og hampeisolering er ikke generende for hud, øjne og åndedræt, men det anbefales at have bruge en P2-støvmaske og arbejdshandsker, når du arbejder med isoleringsmaterialer.
Borax og borsyre, der anvendes som brændhæmmende kemikalier i hør- og hampeisolering, er på Miljøstyrelsens liste over uønskede stoffer.
Hør og hamp har en anelse lavere isoleringsevne og fås typisk med en lambdaværdi på 0,042 W/m*K.
Klimaaftryk
Hør- og hamp isolering med en U-værdi på 0,15 har i gennemsnit udledt 4,04 kg CO2e pr. m2, når det er blevet produceret.
Klimaaftrykket for hør- og hampeisolering er højere sammenlignet med de andre typer af biobaseret isolering i denne artikel.
Produktionen af hør- og hamp isolering kræver ikke høj varme eller kemikalier til opskumning, hvilket er med til at reducere den samlede klimabelastning. Hør- og hampefibrene i isoleringen kommer fra biobaserede råmaterialer, så fibrene har optaget CO2 under vækstfasen, hvilket resulterer i et lavere klimaaftryk for det færdige materiale.Til gengæld har de tilførte polyesterfibre et højere klimaaftryk, hvilket påvirker det samlede klimaaftryk for isoleringsmaterialet.
Hampebeton
Hampebeton fås typisk som blokke, der er opbygget med kalkmørtel.
Hampebeton er kendt og anvendt særligt i Centraleuropa og USA og er de seneste år også blevet et kendt produkt i Norden og Danmark.
Hampebeton består af hampeplanterester fra andre industrier, bl.a. tekstilindustrien, der bliver blandet sammen med kalk og vand til hårde blokke. Kalken fungerer som bindemiddel og giver samtidig brandhæmmende egenskaber. Den basiske kalk kan desuden virke hæmmende på skadedyr og skimmeldannelse.
Anvendelse
Hampebeton fås som blokke i forskellige tykkelser eller som granulat, der bliver blandet med vand og opbygget på stedet. Hampebeton kan anvendes som efterisolering af bl.a. ydervægge og kan også anvendes til nybyg, hvor vægge af hampebeton opsættes i en bærende rammekonstruktion af fx træ. Hampebeton kan også bruges til isolering af tavler i bindingsværk, skillerum og hulrumsisolering, samt til forbedring af akustik.
Støvet fra hampebeton er basisk og er generende for hud, øjne og åndedræt. Det anbefales at bruge en P2 støvmaske, sikkerhedsbriller og arbejdshandsker, når du arbejder med hampebeton som isoleringsmateriale.
Hampebeton har en lavere isoleringsevne og fås typisk med en lambdaværdi på 0,071 W/m*K.
Klimaaftryk
Hampebeton med en U-værdi på 0,15 har i gennemsnit udledt 11,91 kg CO2e pr. m2, når det er blevet produceret.
Klimaaftrykket for hampebeton er højere sammenlignet med de andre typer biobaseret isolering i denne artikel. Produktionen af hampebeton kræver ikke høj varme eller kemikalier til opskumning, hvilket er med til at reducere den samlede klimabelastning. Til gengæld har den tilførte kalk et højere klimaaftryk, hvilket påvirker det samlede klimaaftryk for isoleringsmaterialet. Råmaterialet i hampebeton kommer af biobaserede råmaterialer, hampeskærver, hvilket vil sige, at fibrene har optaget CO2 i form af kulstof under vækstfasen, der resulterer i et lavere klimaaftryk for det færdige materiale.
Ålegræs er kendt som tagmateriale på traditionelt byggeri på Læsø, men kan også bruges som isolering i væggene. Foto: Andreas Bang Kirkegaard
Andre isoleringsmaterialer
Der findes flere isoleringsmaterialer på markedet, der ikke er nævnt i denne artikel. Nedenfor er en kort beskrivelse af nogle materialer, der ikke er så udbredte.
Muslingeskaller
Muslingeskaller kommer som et restprodukt fra andre industrier, herunder madindustrien, og kan blandt andet anvendes som isolering af terrændæk.
Ålegræs
Ålegræs er en plante, der vokser under vandet. Ålegræs har været anvendt i Danmark i flere århundreder og kan fx ses på tagene på de gamle gårde på Læsø. I dag er der bygget enkelte nye huse med ålegræs som isolering.
Græs
Græs er som hamp, hør, halm og træfiber ved at vinde indpas som materiale til isoleringsprodukter. Græs har den egenskab, at det kan høstes meget lokalt.
Kork
Kork som materiale er meget anvendt i lande som Portugal og Spanien. Det har blandt andet gode akustiske egenskaber og egner sig også som isoleringsmateriale. Kork kan tåle at blive eksponeret for vand og sol og behøver ikke noget afdækkende lag. Kork høstes på en måde, der ikke ødelægger træet, det høstes fra, og det er derfor en ressource, der er fornybar.
