Inger Plum har boet i sit hus med solceller i 10 år. Et hus, hun selv har fået bygget ud fra egne krav og ønsker. Størrelsen på 110 m2 passer til hendes behov som husets eneste beboer, men ud over størrelsen var ønsket om at få et passivhus stort. Det betyder, at huset er ekstra tæt, og de store vinduespartier mod syd samt jordvarmen sørger for, at Inger kan holde varmen.
De 10 danskproducerede solcellepaneler på frontfacaden giver et anderledes udtryk på bygningen, men også et udseende, hvor man ikke er tvivl om, at der blevet tænkt over placeringen.
Inger Plum regnede på flere grønne energitiltag, før hun tog beslutningen om solceller. Blandt andet kiggede hun på vindmølleløsninger. Men hvor mange dimensionerer solcelleanlægget ud fra husstandens forbrug, havde Inger et andet udgangspunkt. Der blev nemlig monteret det antal paneler, der passede med facadens størrelse.
– Jeg er rigtig glad for den løsning, jeg har valgt. Det passer godt ind i husets arkitektur, og de lodrette paneler gør, at fugleklatter og andet snavs bare regner væk, forklarer Inger Plum og fortsætter.
– Jeg har den fordel, at mine solceller vender ud mod vejen, hvor der ikke er bygninger eller store træer. Da det også næsten er stik syd, får de masser af sol allerede fra tidligt på året, siger hun.
Grinagtigt elsalg
Mange ting har ændret sig, siden Inger byggede huset og fik monteret solcellerne. Den lukrative solcelleordning, der sparkede gang i udrulningen af solceller for godt 10 år siden, nåede hun ikke med på. I dag holder hun heller ikke øje med, hvor meget hun selv får ud af solcellerne, ud over at det udløser et lille grin, når hun modtager elregningen, hvor hun kan se både sit elforbrug, men også indtægten for salget af overskudsstrøm:
– Det er lidt sjovt, når jeg modtager regningen og kan se, at jeg har solgt strøm for 3 kr. her og 4 kr. der. Så sidder jeg og griner lidt.